SIGKILL

I datamaternes tidligste tid interagerede man med dem ved at ændre dem direkte: Ved at indstille kontakterne på deres kontrolpanel kunne man kommunikere med dem i deres eget sprog, i den materielle struktur som udgjorde deres egentlige eksistens.

Så fik man præcise og veldefinerede skriftsprog, hvor alt havde en veldefineret og kontrolleret mening: Der var yderst få tvetydigheder, meningen blev bestemt og veldokumenteret af centrale administrationer, og det var muligt at kommuniker effektivt og præcist med datamaten, så snart man havde investeret en moderat mængde tid i at sætte sig ind i konventionerne.

Med tiden steg mængden af disse skriftsprog eksplosivt: Hver datamat havde sine egne kommunikationsregler, ja visse enkelte installationer afviger endda drastisk fra deres naboer, og det kan være utroligt svært at vide hvordan kommunikationen skal foregå, med mindre man kan spørge en lokalkendt om råd.

I 80'erne og 90'erne udviklede man for alvor musen og de grafiske brugergrænseflader, hvor man nu måtte udtrykke sin mening med mere eller mindre vagt kropssprog. Nu hvor talegenkendelse er ved at slå igennem er vi endelig nået mod slutpunktet for devolutionen indenfor grænseflader: Som jeg har illustreret ovenfor er vi indtil videre gået modsat evolutionen for menneskeligt talesprog, og derfor er vi snart reduceret til at pege og grynte ad datamaten for at bibringe vores intentioner.

Hvis idéen med passive, allestedsværende, indlejrede enheder ("pervasive computing") virkelig slår igennem vil vi endda afvikle os til et punkt hvor vi slet ikke kommunikerer med datamaten længere. Det tog os millioner af år at bevæge os den distance med menneske-til-menneske-kommunikation! (Omend det naturligvis var i den anden retning.)