Skønlitteratur

I de seneste par uger har jeg genopdaget en interesse som jeg har forsømt i alt for mange år - læsning af skønlitteratur. Derfor er jeg gået i gang med at indkøbe og læse en serie af fantasy-romaner skrevet af min yndlings fantasy-forfatter, Raymond E. Feist. Hans historier, som tager deres begyndelse med Riftwar-serien, er især værd at læse fordi de forstår at kombinere det fantastiske med det hverdagsagtige, på en måde så det fantastiske ikke bliver dagligdags og derved uinteressant. Tolkiens bøger er baseret på samme koncept, men sætter dog også et relativt lavt loft over omfanget af supernaturlige fænomener, hvor Feist nærmest har gjort en sport ud af at gøre den lejlighedsmæssige magiske indblanding mere og mere ekstrem. En anden ting, der gør Feists bøger interessante, er at de tilsammen dækker en meget lang tidsperiode (over 100 år) i hans fiktive verden; man følger derfor hovedpersoner vokse op, ældes, få børn og dø af naturlige (eller unaturlige) årsager, hvorefter deres børn tager over. Det giver verdenen en atmosfære af realisme at de mange store begivenheder således kan spredes over en længere periode, i modsætning til visse andre langvarige fantasy-serier som lader til at have potentielt altødelæggende katastrofer hvert andet år.