Dansk

I datamaternes tidligste tid interagerede man med dem ved at ændre dem direkte: Ved at indstille kontakterne på deres kontrolpanel kunne man kommunikere med dem i deres eget sprog, i den materielle struktur som udgjorde deres egentlige eksistens.

Så fik man præcise og veldefinerede skriftsprog, hvor alt havde en veldefineret og kontrolleret mening: Der var yderst få tvetydigheder, meningen blev bestemt og veldokumenteret af centrale administrationer, og det var muligt at kommuniker effektivt og præcist med datamaten, så snart man havde investeret en moderat mængde tid i at sætte sig ind i konventionerne.

Med tiden steg mængden af disse skriftsprog eksplosivt: Hver datamat havde sine egne kommunikationsregler, ja visse enkelte installationer afviger endda drastisk fra deres naboer, og det kan være utroligt svært at vide hvordan kommunikationen skal foregå, med mindre man kan spørge en lokalkendt om råd.

I 80'erne og 90'erne udviklede man for alvor musen og de grafiske brugergrænseflader, hvor man nu måtte udtrykke sin mening med mere eller mindre vagt kropssprog. Nu hvor talegenkendelse er ved at slå igennem er vi endelig nået mod slutpunktet for devolutionen indenfor grænseflader: Som jeg har illustreret ovenfor er vi indtil videre gået modsat evolutionen for menneskeligt talesprog, og derfor er vi snart reduceret til at pege og grynte ad datamaten for at bibringe vores intentioner.

Hvis idéen med passive, allestedsværende, indlejrede enheder ("pervasive computing") virkelig slår igennem vil vi endda afvikle os til et punkt hvor vi slet ikke kommunikerer med datamaten længere. Det tog os millioner af år at bevæge os den distance med menneske-til-menneske-kommunikation! (Omend det naturligvis var i den anden retning.)

I de seneste par uger har jeg genopdaget en interesse som jeg har forsømt i alt for mange år - læsning af skønlitteratur. Derfor er jeg gået i gang med at indkøbe og læse en serie af fantasy-romaner skrevet af min yndlings fantasy-forfatter, Raymond E. Feist. Hans historier, som tager deres begyndelse med Riftwar-serien, er især værd at læse fordi de forstår at kombinere det fantastiske med det hverdagsagtige, på en måde så det fantastiske ikke bliver dagligdags og derved uinteressant. Tolkiens bøger er baseret på samme koncept, men sætter dog også et relativt lavt loft over omfanget af supernaturlige fænomener, hvor Feist nærmest har gjort en sport ud af at gøre den lejlighedsmæssige magiske indblanding mere og mere ekstrem. En anden ting, der gør Feists bøger interessante, er at de tilsammen dækker en meget lang tidsperiode (over 100 år) i hans fiktive verden; man følger derfor hovedpersoner vokse op, ældes, få børn og dø af naturlige (eller unaturlige) årsager, hvorefter deres børn tager over. Det giver verdenen en atmosfære af realisme at de mange store begivenheder således kan spredes over en længere periode, i modsætning til visse andre langvarige fantasy-serier som lader til at have potentielt altødelæggende katastrofer hvert andet år.

Tilbage i 2007 var mit nytårsforsæt at lære Haskell. Eftersom jeg skriver om det nu, må det vel antages at det ikke blev opfyldt, hvilket er korrekt. Dog er jeg nu begyndt at rette op på det ved at læse lærebogen Programming in Haskell og løse Euler-problemer. Lærebogen er ganske udemærket, dens eneste brist er at den ikke forudsætter nogen form for forgående programmeringserfaring og således bruger en del sider på at beskrive grundlæggende programmeringskoncepter (og bogen er ikke for tyk til at begynde med). Det lader til at være et generelt problem med mange af de funktionsorienterede sprog: Stort set alle tilgængelige bøger er lærebøger beregnet til helt nye programmører, en situation hvor Common Lisp, der har mesterværker som Art of the Metaobject Protocol, skiller sig noget ud.

For at opnå erfaring med brug af Haskell i rigtige projekter er jeg gået over til en ny window manager, xmonad, baseret på den tese at jeg vil blive så irriteret over diverse ubekvemmeligheder at jeg bliver motiveret til at ændre i koden. Der er allerede adskillige ting der irriterer mig (først og fremmest de elendige genvejstaster, et punkt som ratpoison har forvænt mig med).

Jeg er også begyndt at overveje at droppe Debian som styresystem til fordel for Ubuntu. Min oprindelige argumentation for at bruge Debian var at det ville være lettere at vedligeholde Debian end at tilpasse Ubuntu til mine til tider usædvanlige præferencer. Efterhånden er jeg begyndt at tvivle på dette, især efter mit system er begyndt at nægte at vise output på både laptop-skærmen og den tilsluttede VGA-skærm på samme tid.

Som de fleste vel efterhånden er klar over var der for et par dage siden et selvmordsangreb på en dansk ambassade i Pakistan. Siden da har medierne været fyldt med artikler og ledere om at Danmark har overstrukket sig selv og nu er blevet et terrormål helt på højde med Storbritannien, USA og Israel. Lad os betragte den handling der affødte dette hysteri. Det var et terrorangreb, jovist, men det fandt sted i udlandet, ingen danskere kom til skade og det skete adskillige år efter den gerning, som det angiveligt skulle hævne. Forstå mig ret, jeg mener ikke at terrorangreb bliver mindre afskyelige af at der ikke er dødsfald i min egen klub, men det virker nærmest respektløst at sammenligne dette med de voldsomme angreb som er sket på Storbritannien, USA og Israel.

På sin vis minder det om borgerkrigen i Afghanistan, hvor vi hver eneste gang en dansk soldat mister livet, får at vide at vi er ved at tabe krigen og ikke er i stand til at føre den. Det synes jeg igen er en forvanskning af sandheden. Betragt krigs--statistikkerne: De danske tropper og deres allierede mister voldsomt færre mænd end deres fjender, og i forhold til tidligere krige er den materielle og personalemæssige investering minimal. Selv Danmark har personligt ført væsentligt større krige i vor fortid, og dengang var vi langt fattigere og fåtallige end nu. På nuværende tidspunkt er vores indsats i Afghanistan, samt terror-"truslen", langt mere baseret på politisk vilje end egentlige militære og sikkerhedsmæssige overvejelser. Det virker mest af alt som et ønske om at slutte sig til de seje lande som virkelig er i fare for terrorangreb, men i sidste ende er det bare patetisk.

Tænk tilbage på de tidlige halvfemsere, tilbage til 3D-computerspillenes barndom. Dengang var 3D ikke nødvendigvis lig med polygoner, sådan som de er nu, i stedet var voxels (3D-pixels) en yderst realistisk mulighed. Som alle ved vandt polygonbaserede spilmotorer stort, hjulpet godt på vej af hardwareacceleration, men voxels har stadigvæk en fordel i kraft af deres fleksibilitet og gode understøttelse for kurvede overflader. Et blik på hvordan 3D i stedet kunne have udviklet sig kan man få ved at prøve Voxelstein 3D, et kort skydespil der bruger en voxelbaseret grafikmotor. Den vigtigste voxel-egenskab dette spil demonstrerer er hvor relativt nemt det er at lave spilområder som kan ødelægges - hvad der er yderst kompliceret med polygoner er trivielt med voxels. Jeg synes selv at det er interessant, men det er næppe overraskende at jeg er interesseret i halvdøde og obskure teknologier der påstår at kunne gøre alting bedre end det, der nu er mainstream.

Danmark har endelig fået sig en rigtig helt, en ambassadør for landet, en personificering af den danske ånd og kultur, som kan bidrage til at fremme vores respekt i udlandet. Jeg taler naturligvis om den fænomenale Martin, som jeg har fulgt på kanten af sædet i mange uger under det forløb hvor han udviklede sig fra en naiv, ung mand til den bastion af selvsikkerhed og karisma han udgør i dag.

Det er måske ikke tydeligt ved første øjekast, men han er faktisk en historisk betydningsfuld faktor i dansk kulturhistorie - man opfatter ofte komponister som Beethoven og Mozart som altid at have fokuseret på den aristokratiske elite, men sandheden er at "klassiske" komponister blot var den tids pop-musikere - sandelig, det trak dem mere ned end løftede dem op, at den aristokratiske overklasse forsøgte at gøre dem til sine egne. I modsætning hertil er Martin nærmest demokratisk valgt, fælles for hele befolkningen, og begunstiget med et guddommeligt talent. Han har ingen af de klassiske komponisters svagheder, men alle deres styrker, så jeg forudser at man om århundreder vil se tilbage på 2008 som gennembrudsåret for den største danske musiker - nogensinde.

Måske er jeg sløv som ind i helvede, men jeg har just erfaret at man kan se alle South Park-afsnit online. Idet South Park, især de tidlige sæsoner, er en af de bedste serier nogensinde, har jeg allokeret de næste par dage til at genopleve den del af min opvækst, og det samme bør du.

Der har været stille på denne blog i lang tid - nu vil jeg starte op igen med hvad jeg gør bedst, nemlig at brokke mig. I dette indlæg vil jeg kritisere vores kære statsminister, nærmere bestemt hans seneste nærmest tragikomiske besøg hos verdens cowboy, George W. Bush.

For det første lader det til at Fogh opfatter Bush som en god leder af den årsag at han er en "flink fyr" som man "gerne vil drikke en bajer med nede på værtshuset" - en klassisk beskrivelse der åbenbart ofte bruges af den menige amerikaner. Jeg ved ikke om Bush er en sådan flink fyr, jeg ved ikke om han er god at tage på druk med - men jeg ved at det er totalt ligegyldigt for om han er en god statsleder, og jeg forstår ikke hvorfor det overhovedet er relevant at snakke om den slags ting. Jeg vil klart foretrække en usympatisk, ukarismatisk stivstikker af en politikernørd, såfremt han er kompetent, frem for et flinkt, men inkompetent, fjols. Det er grunden til at jeg normalt godt kan tolerere Fogh som statsminister, til trods for mine politiske uenigheder med ham.

Hvad siger Fogh ellers? Vi har bl.a verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, samt at han åbenbart deler ideologisk idégrundlag med Bush. Afhvad? Jeg troede Fogh var liberal? Hvad er der liberalt ved at afskaffe habeas corpus? Eller hvad med det fantastiske juridiske trick med at indespærre folk på Guantanamo-basen i årevis uden at stille dem for en dommer - et sted der hverken er rigtig amerikansk eller cubansk jord, og hvor ingen forfatningsgaranterede rettigheder gælder? Vi sikrer menneskerettighederne ved at lære folk at sætte pris på dem! Man værdsætter ikke hvad man har før man mister det!

Jeg mener, jeg er ikke engang synderligt liberal, og alligevel synes jeg den slags tricks er totalt vanvittige. I Danmark er det ikke gået helt så galt (endnu?) - vi er stadigvæk på det punkt hvor vi blot bruger tonsvis af penge på overvågning uden beviselig effekt, projekter der satser mere på at skabe en følelse af tryghed end egentlig sikkerhed. Bah, findes der overhovedet nogen lande i vesten der ikke er blevet grebet af denne tryghedssyge? Hvorfor er de ikke i Skandinavien? Vi skulle forestille at være et folk drevet af fornuft, rationalitet og gensig tillid...

• Stallmans kode har ikke fejl. Den definerer korrekthed.
• Stallman kan afgøre om et vilkårligt program terminerer.
• Stallman bruger ikke netværksprogrammer, han læser output fra tcpdump. Stallman foretrækker big-endian.
• Stallman kender antallet af decimaler i π
• Stallman skriver ikke sine programmer. Han angiver blot et indeks i et transcendent tal.
• Stallman kan skrive en kontekst-fri grammatik til C.
• Stallmans computer har blot to knapper. Den ene er til gæster.
• Stallman kender til en urettet fejl i TeX.
• ... og i MetaFont.
• Forskellen på Gud og Richard Stallman er at Gud ikke er Richard Stallman.

Nu er det så 2007 år siden der skete noget ingen ved om rent faktisk skete for 2007 år siden, da de historiske kilder er mangelfulde og modstrider hinanden (og ja, jeg mener 2007 år, vi gik fra år 1 før, til år 1 efter, der har aldrig været et år 0). 2007 har været et godt år, men det har ikke forhindret mig i at fucke mine nytårsløfter totalt op, idet jeg først kom i tanke om dem for et par uger siden:

• Gå over til at bruge Climacs til mindst halvdelen af den Lisp-kode jeg skriver.

  Dette løfte er på ingen møde blevet indfriet, som altid pga. Climacs' uacceptabelt dårlige redisplay-ydelse. Først her et par dage før nytår begyndte jeg at arbejde på en ny og bedre redisplay-motor, en opgave jeg altid udsatte fordi jeg opfattede den som alt for kompleks, især i betragtning af at jeg ikke har skrevet den slags performancekrævende real-time redisplay kode før, og slet ikke i Common Lisp. Det viste sig dog at ja, det var en svær opgave, men jeg magtede den nu godt, og jeg er nu ved at være færdig med første udgave af en hurtigere og mere fleksibel motor (screenshot her, ja, det skal se sådan ud, det er en test af hvor ekstreme syntakshighlighting-situationer den kan håndtere). Måske mit næste nytårsforsæt skulle være at lade være med at være bange for at forsøge at løse svære problemer.

• Lær nok om Haskell til at skrive større programmer i det.

  Ikke blevet indfriet, hver eneste gang jeg havde lyst til at kode, havde jeg mere lyst til at hacke i Lisp. For 2008 tror jeg at jeg vil lære Forth i stedet.

• Formå at holde styresystemet på min næste computer velopdateret og velfungerende hele året.

  Dette løfte er fuldt ud overholdt! Min Debian-baserede laptop er ganske velopdateret mht. software!

• Skriv, eller hjælp med til at skrive, en email-klient i Common Lisp.

  Ja, dette løfte blev heller ikke indfriet som planlagt. Andre lagde grundstenen, men jeg har ikke selv bidraget med kode endnu.

• Blog mere, verden har brug for det.

  Des mindre sagt omkring min bloggingfrekvens i 2007, des bedre.

Jeg har bl.a. fejret nytåret ved at læse denne frygteligt underholdende rant hvor Ruby on Rails-samfundet bliver kaldt grimme ting. Jeg kunne naturligvis her skrive et afsnit om hvorledes Lisp-samfundet er Ruby-samfundet klart overlegen, men da jeg ikke har personlige erfaringer med sidstnævnte ville dette være usædvanligt usagligt, selv for denne blog.

Nu er det igen, og over hele landet, med tidsforskydning endda over det meste af verden, samler folk sig for at fortære det nærmest rituelle juleådsel og udveksle de ejendomme der strategisk er blevet placeret under fremtidens træflis. Jeg har selv tænkt mig at deltage i denne seance med glæde og uden protester, til trods for at jeg hverken er kristen eller udpræget stor tilhænger af traditioner for traditioners skyld. Alligevel er jeg tilhænger af julen, fordi den fungerer som en socialt veletableret undskyldning for at være social og arrangere traditionelle sammenkomster (såsom de famøse julefrokoster). Det kan godt være at julen når man anskuer den objektivt er helt forfærdelig - en gammel vintersolhvervsfest forvansket af den katolske kirke til et meningsløst sammensurium af hedenske og kristne symboler og traditioner, der totalt har mistet enhver forbindelse til den oprindelige idé bag dem. Senerehen er julen så blevet overtaget af kommercielle interesser, og nærmest blevet et monument til vestlig forbrugsmentalitet. Men til trods for at julen således er dybt korrupt rent filosofisk, fungerer den stadigvæk som en undskyldning til at gøre, og arrangere, ting der opfattes som gode eller hyggelige. Og måske opfatter jeg kun traditionel juleudsmykning som behagelig fordi jeg under min opvækst blev hjernevasket af forbrugssamfundet, men i så fald bærer jeg intet ønske om at ophæve denne selvillusion - verden er kun som vi opfatter den, og der er næppe årsag til at gøre vores opfattelse mere deprimerende eller negativ end den allerede er.

Jeg vil forbigå diskussionen omkring de betydelige udledninger man kan drage fra forgående sætning, og i stedet ønske alle læsere af den nye bibel en glædelig jul, og opfordre jer til at undersøge for jer selv hvor lidt kristendommen egentlig har at gøre med den moderne juletradition.

Jeg er blevet færdig med at læse en af mine fødselsdagsgaver - Fyrsten, en bog skrevet af Niccoló Machiavelli for henved 500 år siden, så nu besidder jeg al den boglige viden der skal til for at være renæssancefyrste i Toscana (bogen genopvækkede også min Europa Universalis III-besættelse).

En bemærkelsesværdig ting ved Fyrsten er hvor pragmatisk, ja man kan vel næsten sige rationel, den er. Der bruges meget lidt tid på etik og moral, i stedet gives en række benhårde råd til hvordan man skal vinde, sikre og bevare magten - og det virker ikke som om Machiavelli's råd var udpræget kontroversielle for sin samtid, hvor selv en mafioso ville opfatte dem som afstumpede og koldhjertede. Det er jo ikke en nyhed at verden, eller i hvert fald Europa, i almindelighed er blevet mere fredelig end den var i renæssancen, og når man læser en bog som Fyrsten får man også det indtryk at menneskelig sindsstemning har ændret sig voldsomt meget. Det kunne være interessant at vide om den gennemsnitlige Europæer for 500 år siden ikke ville have de store skrupler over at handle efter Machiavellis råd, eller om indtrykket af tidligere tiders grusomme kyniskhed udelukkende skyldes at de eneste litterære overleveringer vi har fra de tider er forfattet af herskere og folk i nærheden af magten. I dag er stort set alle i stand til at forevige deres meninger og oplevelser, så hvordan mon fremtiden vil se på vores etik om endnu 500 år? Vil de opfatte os som amoralske barbarer, eller vil de erfare at menneskesind er konstante over så korte perioder, og at alt der ændrer sig er samfundsmiljøet? Det er jo desværre et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på.

Hejsa Troels fra fremtiden! Tillykke med de 20 år! Jeg er Troels fra fortiden - helt præcist, den 9 juli 2006, og dette er en tidskapsel. Nu er du gammel og svag, mens jeg endnu er ung og viril - føl min spot og min hån. I dag har jeg været frygteligt uproduktiv - mine CVS-redskaber fucker op (igen), og jeg har opdaget at Homeworld II slet ikke er så fedt endda. Men jeg må nok hellere smutte omgående, jeg har en masse jeg skal nå før jeg bliver dig.

Efter jeg startede på DIKU har jeg bemærket en meningsforskel på mig og de fleste andre studerende - hvor der for andre nærmest er sport i at købe billige, evt. brugte, lærebøger, og skrotte eller sælge dem igen så snart kurset er afsluttet, har jeg en helt anden holdning. Jeg køber altid mine bøger som nye, helst som hardcover, jeg installerer dem i mit lille fagbogs-bibliotek når kurset er overstået, og jeg kunne ikke forestille mig at sælge bøgerne igen (måske med mindre jeg fik så meget for dem at jeg kunne købe nye udgaver). Selvom det naturligvis til tider er smertefuldt, med de uforståeligt høje priser der er på de fleste lærebøger, så har jeg en filosofi om at holde så meget af min viden på bogform, så jeg teoretisk set kan gendanne min fulde faglige viden, fra et hvilket som helst tidspunkt, udelukkende ud fra mine bøger. Udover at jeg således kan gendanne min faglige kunnen, såfremt jeg skulle miste hukommelsen (måske et noget søgt argument), føler jeg mig også sikret at jeg i hvert fald kan udbedre enhver regression i min faglige kunnen, og hvis jeg er usikker på noget jeg har lært, til enhver tid kan slå det op.

Internettet er selvfølgelig også en vigtig kilde til læring, men jeg foretrækker at lære fra fysiske bøger, frem for elektroniske kilder, og ikke kun fordi jeg ikke bryder mig om at læse længere tekster på en skærm: Bøger er langt mere håndgribelige og varige, hvorimod elektronisk lagret data, især hvis det kun er tilgængeligt via Internettet, er væsentligt mere flygtigt, og kan ændre sig, eller forsvinde, til hver en tid. Dette ødelægger hele formålet med mit ønske om at samle al min viden på bogform, som jo netop er total sikkerhed for at jeg altid kan genopfriske hvad jeg har lært.

Et valgkampsaspekt, som jeg virkelig ikke forstår, er den gamle tradition for valgplakater. Tidligere var de måske nødvendige for at formidle kandidater, tidspunkter for valgmøder og lignende, men allerede for 50 år siden burde radio og TV have overflødiggjort dette - og sandelig, de fleste, for ikke at sige alle, valgplakater prydes udelukkende af partiets navn og billede og navn på en én kanditat (for Enhedslistens vedkommende endda kun førstnævnte). Jeg kan til nøds forstå behovet for valgplakater til lokalvalg hvor ikke alle kandidater kendes af den brede befolkning, men jeg ser ikke behovet for valgplakater prydet af Helle Thorning-Schmidts ansigt, og mere generelt kan jeg ikke tro at en valgplakat kan påvirke nogens stemme. Hvordan skulle ræsonnementet være? "Jeg stemmer på den hvis ansigt jeg sidst så!" "Jeg stemmer på liste X, for de har penge nok til at tilklistre hele mit lokalområde!" "Jeg stemmer personligt på Anders Fogh fordi han ser så beslutsom ud på sine valgplakater!" Det virker mest som om valgplakater bare er en måde at motivere de ungdomspolitiske afdelinger til at mobilisere for at få sat dem op, og således højne deres moral gennem politisk relevant arbejde, men det virker stadigvæk som noget af en søgt forklaring.

For nogle måneder siden skrev jeg om Dwarf Fortress, et suverænt computerspil der kort forklaret er et roguelike strategispil. Forleden udkom der en ny udgave af spillet, den første i mange måneder og med en passende nye features og rendyrket awesomeness. De to primære features der har været hypet under udviklingen (mest af spillerne, programmøren er imponerende behersket) er tilføjelsen af en Z-dimension, således at man kan bygge i højden og dybden, samt en rigtig model for væskeopførsel - tidligere var vand og lava tilføjet via noget af et hack, men i den nyeste udgave fungerer de som man ville forvente væsker ville gøre (dog uden tryk, alt er tyngdekraftbaseret). Dette, sammen med Z-dimensionen, giver ufattelige muligheder for at bygge kreative konstruktioner.

Dwarf Fortress har for en stor del altid handlet om at bygge avancerede fæstninger, og de nye faciliteter gør dette mere interessant end nogensinde før. Udover at der nu er mulighed for at lave fælder med lava der falder fra loftet, et gulv der forsvinder og afslører et dybt fald ned i et hul fyldt med pigge, eller diverse variationer over at drukne invasionsstyrkerne, er mulighederne for at lave et alment VVS-system i ens fæstning blevet kraftigt udvidede. Vand er, naturligvis, vigtigt - det kan drikkes (hvis man da mangler sprut), man kan få energi fra det via vandmøller, og det skal bruges til markdrift. Vand er samtidigt en noget besværlig ting at arbejde med - vandet i floden kan fryse til, og da det kun kan falde og flyde er det ikke altid ligetil at transportere det til hvor man har behov for det. Dwarf Fortress giver dog de grundlæggende værktøjer til at bygge løsninger på disse problemer, som regel i form af en stor tank (bare et stort rum der dækker flere Z-niveauer - spillet er tilhænger af generelle værktøjer) der ligger højt og som har diverse vandskakter og korridorer gående ud af bunden. Tanken fyldes så med pumper, evt. drevet via vandmøller i floden selvom arbejdsdyr naturligvis også kan bruges, og man har så højt beliggende vand der kan transporteres rundt i fortet som man ønsker, når man ønsker det. At udvikle effektive, fleksible og høj-kapacitets vandrørssystemer er i sig selv en fantastisk interessant, underholdende og tilfredsstillende del af spillet, og når det så kombineres med hvordan det spiller ind i en større helhed med fortets almene drift, bliver det jo nærmest helt perfekt. Alt i Dwarf Fortress virker logisk (eventuelt) - det er det ultimative sandkassespil, i stedet for at give spilleren en masse specifikke værktøjer får han nogle generelle som han så selv kan udnytte til specifikke formål.

Dwarf Fortress er stadigvæk nærmest uhyrligt svært at lære, men det er det værd. Det tegner til at blive noget nær det suverænt bedste computerspil nogensinde.

Så er der udskrevet valg - noget før tid, men det skyldes jo nok at diverse udøvende magter har fået kolde fødder over situationen i den lovgivende magt. Dette bliver den første afstemning jeg deltager i, så jeg har tænkt mig at gøre hvad jeg kan for at lave en så informeret beslutning som muligt - jeg har tidligere fortalt om hvordan jeg ikke vil lade mig binde af partimæssige tilhørsforhold, og jeg har derfor i højere grad tænkt mig at se på de individuelle partiers valgløfter (naturligvis modereret med deres track record for tidligere løfter) og så stemme på dem der for tiden, i dette valg, passer mig bedst, i stedet for blot at støtte det parti der alment bekender sig til en ideologi der ligger tæt på min.

Mine forhåbninger, som jeg ikke forventer bliver indfriet, ville være noget i stil med at Venstre og Dansk Folkeparti mistede indflydelse. Hvis vi fortsat skal have en borgerlig regering vil jeg klart foretrække at den er konservativt domineret, da jeg efterhånden fuldstændigt har mistet respekten for Venstre og deres populisme - de konservative har jeg langt mere respekt for, og alt hvad jeg har set og hørt tyder også på at de fører politik baseret på hvad de mener er det bedste for Danmark, dvs. politik baseret på intelligens og ideologi (at jeg ikke er helt enig i deres ideologi er naturligvis relevant). Venstres formand, derimod, udtrykte i sin tid at man skal lade være med at høre på eksperter (denne form for anti-intellektualisme hører ikke hjemme i et land som Danmark, i mine øjne). Det er jeg klart overbevist om er en rigtig dårlig idé. Hvad Dansk Folkeparti angår synes jeg blot at deres politik (især den økonomiske) generelt er for kortsigtet, og naturligvis at deres ideologiske grundlag er primitivt og følelsesladet.

Jeg er netop hjemkommet fra Kulturnat 2007, en decentraliseret begivenhed i København hvori man for et ringe beløb kan erhverve sig en billet der giver fri transport med diverse offentlige tjenester, samt fri entre til en række institutioner og opvisninger.

Vi startede aftenen med at besøge de gamle drikkevands-cisterner på Valby Bakke. I grunden er det en opfindsom idé at bygge et sådan vandreservoir ind i en bakke, da man således undgår at skulle konstruere et vandtårn for at få den fornødne tryk på vandet. Cisternerne er ikke længere i brug, i hvert fald ikke som reservoirer, hvilket undrer mig lidt - selvom det er tydeligt at de ikke længere er tidsvarende, og ikke har været det i mange år, ville jeg finde det mere logisk at renovere dem end at forlade dem totalt. Der må da stadigvæk være behov for vandtårne i København, eller fungerer den del af infrastrukturen på en helt anden måde nutildags? I cisternerne ligger der nu et museum for moderne glaskunst, noget jeg ikke fandt udpræget interessant, men der var dog stillet en række zink- og sandstens-statuer op. Statuerne var ifølge de dertilhørende beskrivelsestekster hugget fra, så vidt jeg husker, Frederiksberg Slotshave, men besynderligt nok så de både ud til at være rimeligt gamle, og primært at fremstille almindelige mennesker - ikke sagnhelte og guder, som man ellers ville forvente. En meget realistisk mulighed er dog at jeg overvurderede mine evner indenfor sandstensskulptur-datering.

Efter cisternerne besøgte vi Zoologisk Have by dark som er præcist som den almindelige Zoologiske Have, blot med færre dyr og mindre udsyn. Derefter kom dog aftenens, for mig, to hovedattraktioner, beliggende på Holmen: Den danske ubåd Sælen, famøs for at have deltaget i ørkenkrigen i Irak, som for et par år siden blev tørlagt og som nu er museumsskib. Man hører altid så meget om hvor lidt plads der er om bord på ubåde, men alligevel bliver man overrasket over hvor fantastisk lidt der rent faktisk er. Tæt på Sælen ligger også Peder Skram, den danske fregat mest famøs for at skyde et krydsermissil ind i et sommerhus på Sjællands Odde. Selvom mit hjerte primært banker for de store kanonskibe fra første og anden verdenskrig finder jeg stadigvæk Peder Skram, som et flere tusinde tons tungt svært bevæbnet krigsfartøj, fascinerende. De to fartøjer fik mig også til at tænke på at det i grunden er underligt at der ikke er mere fokus på den danske flåde indenfor militæret - en udvidet flåde ville passe udemærket til den slags opgaver som det danske militær foretrækker og har bedst muligheder for at udføre - opgaver, der ikke involverer direkte militære operationer mod andre industrinationer. Ekstra danske krigsskibe kunne f.eks. hjælpe til med at patruljere de pirathærgede farvande der har udviklet sig omkring Afrika i kølvandet på den nedrustning af verdens flåder der fulgte den kolde krigs afslutning. Der er naturligvis også det historiske aspekt i det, flåden var trods alt længe den mest prestigefyldte del af det danske militær.

Aftenen sluttede med et show på Tøjhusmuseet, hvor frivillige hobbyist-historikere fremviste replika, og brugen af samme, af militært isenkram fra den store nordiske krig. Jeg havde ikke regnet med at en musket eller en 1-punds-kanon ville larme helt så meget som de gjorde, men det er vel fordi jeg er mere end almindeligt uvant med sortkrudt.

For noget tid siden fik jeg en folder fra Københavns Universitet der indeholder diverse retningslinjer for datasikkerhed. Jeg er ikke modstander af idéen i folderen, og meget af indholdet er også velkendte sikkerhedsråd som de færreste dog overholder, og jeg ser det ikke som et problem at gøre noget ved det problem. Heldigvis kan folderen dog ikke beskrives så simpelt, og der er en række detaljere i forholderen der er ganske ironiske, morsomme eller begge dele.

Folderen lægger ud med en proklamation om at KU fremskaffer og formidler viden - og derefter en advarsel om at vi må passe på denne viden for alles skyld. Jeg havde troet at universiteterne handlede om den frie formidling af viden, og ikke om at spærre den inde bag kodeord og krypteringer - og det gør de naturligvis også, folderen handler om at holde kodeord og egne opgaver hemmelige, og det er derfor lidt bizart at folderen sætter lighedstegn mellem ens KU-PIN og forskerresultater.

Derpå følger et grundlæggende uskyldigt afsnit der handler om at vi skal passe på når vi kommunikerer på en af en række beskrevne måder (tale, mobiltelefon, sendt i brev, osv). Det minder mig om de overordentligt morsomme "tal ikke - fjenden lytter!"-propagandaplakater fra 2. verdenskrig.

Det mest underholdende i folderen er dog noget af det sidste, hvor man kan læse:

Københavns Universitet er os alle sammen, og din adfærd er med til at forme universitetets omdømme og anseelse. Derfor er det vigtigt, at du i chat-fora, elektronisk post og anden dialog på nettet er meget opmærksom på, at du bruger et passende og fornuftigt sprog og en ordentlig tone og adfærd.

Universiteter troede jeg handlede om frisind og om ikke at stille krav til hvordan de studerende lever deres liv... men åbenbart opfatter KU deres studerende som konstant værende repræsentanter for universitetet, selv hvad takt og tone angår, selvom jeg da aldrig har set et sådan kursus udbudt, og derfor ikke ville forvente at nogen ville drage universitetet til ansvar for deres studerendes adfærd i deres privatliv. Som KU-studerende betyder det at jeg, når jeg skriver på min blog, ikke må bruge ord som "bagbordsindianer", "skvatdragon", "grengnubber", "ethånds-dræsine-konduktør", "skidespræller", "tissemand" og andre fæle betegnelser. I protest over en så tåbelig henvisning opfordrer jeg alle KU-studerende til at lufte deres indre 3. klasses-elev hver eneste gang I er online, I lusebefængte vandrotter!

... men det var nogle indbrudstyve der fik dem. Guldhornene er blevet stjålet, igen. Normalt ville jeg være rasende over at nationalklenodier og historiske artefakter bliver fjernet fra menneskeheden som helhed, og en forbindelse til vores fortid ødelagt. I dette tilfælde tager jeg det dog rimeligt roligt - guldhornene er kopier fra 1860'erne, og har således ingen synderlig historisk værdi. Og da "guld"-hornene tilmed blot er guldbelagt sølv kan man stille sig spørgsmål om hvorfor hornene overhovedet er blevet stjålet. Mon tyvene ikke var klar over hornenes materiale? Og selv hvis de var af guld ville det være overordentligt meget besvær for en relativt lille mængde. Som det er sidder tyvene med 150 år gamle sølvkopier - sølvet selv er næsten værdiløst, og det skulle undre mig meget om diverse excentriske samlere skulle være interesseret i dybest set ligegyldige kopier. Der blev desuden fremstillet langt bedre kopier i 1980'erne alligevel.

Så længe jeg huske har min foretrukne benbeklædning været cowboybukser - moderigtigt kendt som jeans. Denne form for bukser opfylder mine moderate krav - de er holdbare og rimeligt komfortable, hvilket betyder at jeg ikke skal være bekymret for om de går i stykker, og desuden ikke skal købe nye ret tit (dette er et kritisk punkt for mig). Jeg har efterhånden forstået at denne bukseart desværre oplevede en popularitetsrenæssance hen mod slutningen af 90'erne, de blev ganske enkelt moderne igen, og kvaliteten må være faldet derefter, idet alle mine nyere eksemplarer er frygteligt uholdbare i forhold til hvad jeg erindrer fra min barndom. For at sikre bredere appeal lader det til at producenterne producerer bukserne af mindre groft, og mindre holdbart, stof, noget jeg især for alvor lagde mærke til da jeg var ude og købe mit nyeste par, idet stoffet brugt i mange jeans-varianter nærmest føltes som fløjl. Jeg forventer at skulle erstatte mine nye bukser efter ikke alt for lang tid, ganske som de forgående kun holdt godt et år før de revnede voldsomt omkring skridtregionen (jeg foretrækker at bilde mig selv ind at dette skyldes mine titaniske kønsorganer, men det er mere sandsynligt at de ikke kunne holde til sliddet med at cykle to timer om dagen, når jeg skal i skole). Nuvel, er det muligt at få holdbare jeans som rent faktisk fungerer som det arbejdstøj det oprindeligt var, eller er jeg nødt til at vente til de bliver umoderne igen før jeg kan få nogle bukser af en tilfredsstillende kvalitet?

For tiden kører Dansk Folkeparti nogle reklamer hvori de udbasunerer tilsyneladende klassiske, danske værdier. Jeg har set to af disse, hvor hhv. "ytringsfrihed" og "flid" bliver promoveret. Der er ét essentielt problem i dette - ingen af nævnte værdier er udpræget danske. I virkeligheden har Dansk Folkepartis stereotypiske værdier, og den "klassiske" danske kultur, grobund i den såkaldte guldalder i det 19. århundrede. Danmark mistede sin stormagtstatus hen mod starten af renæssancen, men plejede alligevel en stormagtsfølelse op gennem århundredene, mens vi konstant fik tæv af svenskerne. Vores primære statussymbol var vores ikke-uanselige flåde, men i 1812 var eventyret endegyldigt slut - vi fik grove stokkeprygl af det britiske imperium fordi vi valgte at holde med en fransk frøæder, og selv ikke en sindssyg monark ville kunne opfatte Danmark som andet end en ubetydelig nordtysk stat. Da vi endegyldigt havde vist vores manglende evne til at gøre en forskel i verdenspolitikken valgte vi i stedet at gå hen i hjørnet og lege med os selv... da vi havde indset at vi nok ikke fik del i verdens rigdomme gik vi fluks i gang med at fortælle os selv at Danmark alligevel var det smukkeste land i hele verden. Da Europa begyndte at blive industrialiseret, og Danmark naturligvis ikke var i stand til at følge med, gjorde vi det tilmed til en dyd og et kendetegn at vi holdt fast i en forældet agrarisk produktion. Først da USA begyndte at producere bedre og billigere landbrugsprodukter, og desuden gav sponsorater i form af Marshall-hjælpen, begyndte Danmark at træde ind i det 19. århundrede. I løbet af "guldalderen", som perioden efter militære nederlag, statsbankerot og falden bagud i Europas økonomiske udvikling, kaldtes, dannede vi således den karakteristiske "Morten Korch"-kultur, baseret på selvforblinding og et dybt forskruet billede på landets tilstand. De af Dansk Folkeparti promoverede værdier passer derimod mere på USA, hvis raison d'etre var dets befolknings frihed, og hvis kultur efterhånden udviklede sig til at sætte stor pris på hårdt arbejde og foretagsomhed. Danmark har ikke på samme måde frihed som en del af vores nationalkultur (om USA stadigvæk går synderligt meget op i frihed er naturligvis også et gyldigt debatemne).

Men hvad er så karakteristiske danske værdier? Jeg ville nok pege på de klassiske socialdemokratiske værdier som "solidaritet" og måske "tryghed", idet socialdemokrater var ved magten i størsteparten af den tid hvori den moderne danske stat blev bygget op. Det er i hvert fald ikke "ytringsfrihed", det er nok noget af det der er mest ligegyldigt for dansk nationalkultur.

Fra og med i morgen er min sommerferie kaput - jeg skal tilbage og studere på DIKU, med et par afstikkere til Matematisk Institut. Som sædvanlig har min produktivitet ligget ved nulpunktet det meste af ferien, og er først begyndt at stige her i løbet af den sidste uge eller to. Jeg forventer ikke at kunne få merit for mine mange erobringer af Europa i løbet af sommerferien.

I den kommende undervisningsblok følger jeg kurserne Matintro og Datanet, og har været så "heldig" at få et skema der involverer to fridage og to ubehageligt lange dage om ugen. Af andre underholdende detaljer kan nævnes at Matintro benytter en lærebog på norsk (Kalkulus af Tom Lindstrøm), et valg der efter sigende har bund i at bogen er den bedste der er tilgængelig, men jeg indrømmer at jeg finder det underligt at der ikke skulle være en tilsvarende bog på engelsk. Undervisningen skulle dog heldigvis være på dansk, hvilket jeg er glad for - jeg har tidligere haft forelæsninger på svensk (med finsk accent!), og jeg har ikke lyst til at opleve dette kombineret med en norsk lærebog.

Lidt forsinket kan jeg nu rapportere at jeg er vendt tilbage fra de svenske skove. Efter nøje granskning af vejret og de lokale myggepopulationer er jeg kommet frem til den afgørelse, at svenskerne bedst straffes for at stjæle Skåne, Halland og Blekinge ved at lade dem beholde disse jorde.

Store dele af verden har i de seneste par dage været hensænket i kaos og mørke, idet sigkill.dk, af årsager ude af min kontrol, blev suspenderet af min webhost, Unoeuro. Årsagen var, som jeg fik at vide i en email, at store mængder trackback-spam (eller forsøg, idet trackbacks er slået fra på denne blog) fik serveren til at gå i knæ. Omkring 3 dage efter jeg modtog denne email sendte jeg et svar tilbage om at jeg ikke forstod hvorfor min blog skulle være særligt ramt (jeg overvejede dog et kort øjeblik om musikkritikerne skulle stå bag, men deres bedrifter plejer altid at være akkompagneret af grammatisk fejlfyldt skryd på diverse IRC-kanaler), og Unoeuro var herefter uacceptable 12 timer om at svare at de havde åbnet siden igen. Jeg har til den ubloggende lømmel af en dagdriver, Kasper Tanggaard, lovet at sige at Unoeuro's behandling har været særdeles uacceptabel, og det er med stor glæde at jeg bryder dette løfte til den nidding af en giftblandende bolshevik.

Jeg forstår fuldt ud at Unoeuro ikke er i stand til at give ret meget traffik til hver af deres mange kunder, især i betragtning af hvor lidt jeg egentligt betaler for hosting. Det er naturligvis ærgerligt hvis det er trackback-spambots, og ikke horder af reklameklikkende læsere, der resulterer i at jeg må flytte til en dyrere host, men jeg skulle nu nok kunne klare en fordobling af hostingomkostningerne - helt op til 2€ om måneden!

I dag tager jeg, sammen med min familie, på ferie til det eksotiske Sverige, naturligvis med det formål at indsamle oplysninger omkring logistikken af en tilbageerobring af den tabte skånske provins. Derfor vil den næste uges stilhed på siden og IRC ikke skyldes Europa Universalis III (hvori Skåne retteligt er dansk!), men derimod fædrelandstjeneste.