Kultur

Danmark har endelig fået sig en rigtig helt, en ambassadør for landet, en personificering af den danske ånd og kultur, som kan bidrage til at fremme vores respekt i udlandet. Jeg taler naturligvis om den fænomenale Martin, som jeg har fulgt på kanten af sædet i mange uger under det forløb hvor han udviklede sig fra en naiv, ung mand til den bastion af selvsikkerhed og karisma han udgør i dag.

Det er måske ikke tydeligt ved første øjekast, men han er faktisk en historisk betydningsfuld faktor i dansk kulturhistorie - man opfatter ofte komponister som Beethoven og Mozart som altid at have fokuseret på den aristokratiske elite, men sandheden er at "klassiske" komponister blot var den tids pop-musikere - sandelig, det trak dem mere ned end løftede dem op, at den aristokratiske overklasse forsøgte at gøre dem til sine egne. I modsætning hertil er Martin nærmest demokratisk valgt, fælles for hele befolkningen, og begunstiget med et guddommeligt talent. Han har ingen af de klassiske komponisters svagheder, men alle deres styrker, så jeg forudser at man om århundreder vil se tilbage på 2008 som gennembrudsåret for den største danske musiker - nogensinde.

Måske er jeg sløv som ind i helvede, men jeg har just erfaret at man kan se alle South Park-afsnit online. Idet South Park, især de tidlige sæsoner, er en af de bedste serier nogensinde, har jeg allokeret de næste par dage til at genopleve den del af min opvækst, og det samme bør du.

Jeg er netop hjemkommet fra Kulturnat 2007, en decentraliseret begivenhed i København hvori man for et ringe beløb kan erhverve sig en billet der giver fri transport med diverse offentlige tjenester, samt fri entre til en række institutioner og opvisninger.

Vi startede aftenen med at besøge de gamle drikkevands-cisterner på Valby Bakke. I grunden er det en opfindsom idé at bygge et sådan vandreservoir ind i en bakke, da man således undgår at skulle konstruere et vandtårn for at få den fornødne tryk på vandet. Cisternerne er ikke længere i brug, i hvert fald ikke som reservoirer, hvilket undrer mig lidt - selvom det er tydeligt at de ikke længere er tidsvarende, og ikke har været det i mange år, ville jeg finde det mere logisk at renovere dem end at forlade dem totalt. Der må da stadigvæk være behov for vandtårne i København, eller fungerer den del af infrastrukturen på en helt anden måde nutildags? I cisternerne ligger der nu et museum for moderne glaskunst, noget jeg ikke fandt udpræget interessant, men der var dog stillet en række zink- og sandstens-statuer op. Statuerne var ifølge de dertilhørende beskrivelsestekster hugget fra, så vidt jeg husker, Frederiksberg Slotshave, men besynderligt nok så de både ud til at være rimeligt gamle, og primært at fremstille almindelige mennesker - ikke sagnhelte og guder, som man ellers ville forvente. En meget realistisk mulighed er dog at jeg overvurderede mine evner indenfor sandstensskulptur-datering.

Efter cisternerne besøgte vi Zoologisk Have by dark som er præcist som den almindelige Zoologiske Have, blot med færre dyr og mindre udsyn. Derefter kom dog aftenens, for mig, to hovedattraktioner, beliggende på Holmen: Den danske ubåd Sælen, famøs for at have deltaget i ørkenkrigen i Irak, som for et par år siden blev tørlagt og som nu er museumsskib. Man hører altid så meget om hvor lidt plads der er om bord på ubåde, men alligevel bliver man overrasket over hvor fantastisk lidt der rent faktisk er. Tæt på Sælen ligger også Peder Skram, den danske fregat mest famøs for at skyde et krydsermissil ind i et sommerhus på Sjællands Odde. Selvom mit hjerte primært banker for de store kanonskibe fra første og anden verdenskrig finder jeg stadigvæk Peder Skram, som et flere tusinde tons tungt svært bevæbnet krigsfartøj, fascinerende. De to fartøjer fik mig også til at tænke på at det i grunden er underligt at der ikke er mere fokus på den danske flåde indenfor militæret - en udvidet flåde ville passe udemærket til den slags opgaver som det danske militær foretrækker og har bedst muligheder for at udføre - opgaver, der ikke involverer direkte militære operationer mod andre industrinationer. Ekstra danske krigsskibe kunne f.eks. hjælpe til med at patruljere de pirathærgede farvande der har udviklet sig omkring Afrika i kølvandet på den nedrustning af verdens flåder der fulgte den kolde krigs afslutning. Der er naturligvis også det historiske aspekt i det, flåden var trods alt længe den mest prestigefyldte del af det danske militær.

Aftenen sluttede med et show på Tøjhusmuseet, hvor frivillige hobbyist-historikere fremviste replika, og brugen af samme, af militært isenkram fra den store nordiske krig. Jeg havde ikke regnet med at en musket eller en 1-punds-kanon ville larme helt så meget som de gjorde, men det er vel fordi jeg er mere end almindeligt uvant med sortkrudt.

Vores, for den nuværende regering imponerende u-skandaleramte, familieminister, Carina Christinsen, har modtaget flak for at opfordre danske familier til at få tre børn. Min overvældende erfaring med familiestyring og børneopdragelse får mig til at opfatte min mening på dette område som nærmest autoritær, så jeg vil nu spilde lidt båndbredde på at tilkendegive min mening.

For hvad ligner det i grunden at en politiker bilder sig ind at gå efter en problemkilde i stedet for at udøve symptombehandling? Hvilken skandaløs opførsel det da er at fokusere på konkrete og vigtige problemer i stedet for at føre spindoktorledet politik udelukkende med henblik på genvalg! Hvor vover hun at tro at hendes job går ud på at sikre Danmarks fremtid, at sørge for at der også i fremtiden vil være en befolkning der kan drive vækst? Vi har ikke tid til pjat som at sørge for at fremtidige generationer vil være store nok til at sikre den velfærd som ældre generationer er berettigede til, vi har nemlig alt for travlt med at finde ud af hvordan vi løser problemet med at forholdet mellem pensionsmodtagere og aktive arbejdere stiger voldsomt. Det er totalt uacceptabelt at en politiker forsøger at råde folk til hvordan de skal leve deres liv - i stedet for at gøre noget så umoralsk som at forsøge at styre danskernes levevis, så skulle hun i stedet se at komme i gang med at lave flere rygeforbud og sukkerafgifter!

Jeg får en tanke - måske er vi som samfund overhovedet ikke interesserede i en positiv befolkningstilvækst? Ja, sådan må det være! Nu hænger det sammen! Jo færre børn, desto flere penge kan vi føre væk fra uddannelsesinstitutionerne, og jo flere penge kan vi bruge på at finansiere de alderdomstjenester som jo servicerer mennesker med stemmeret! Det er jo genialt! Pludselig aner jeg oplysningens skær, som en brændende solstråle der skærer sig igennem et gråt skydække - problemet med at vi har for få unge til at finansiere for mange ældre, kan naturligvis løses ved at sørge for endnu færre unge, hvorved vi kan spare på ungdomstjenesterne! Samfundet kan sikkert også løbe meget mere effektivt hvis vi kun har en enkelt aldersgruppering - bare vent, så snart vi i Danmark rammer en gennemsnitsalder på over 65, så vil målet være nået, og så vil vi kunne sørge for femstjernede plejehjem da vi ikke længere har behov for at finansiere skoler, gymnasier, universiteter eller deslige. Vi kan sandsynligvis også lukke skadestuerne, for slet ikke at snakke om fødeafdelingerne. Det her er genial økonomisk politik, klart noget som ligger i stil med hvad vi plejer at høre fra Bjørn Lomborg, så mon ikke snart vi ser noget i denne stil i en rapport fra CEPOS?

Som de fleste vel efterhånden ved, så er Ungdomshuset på jagtvej blevet ryddet her i morges. Jeg har igennem konflikten haft sympati for ungdomshusets beboere - jeg er tilhænger af den slags enklaver af alternativ kultur (jeg er f.eks. også tilhænger af Christiania), og jeg har ment at Ungdomshuset har haft en moralsk, om end ikke juridisk, ret til at eksistere. I mine øjne var den kristne fundamentalistiske sekt, Faderhuset, blot konfliktsøgere og klart motiveret af ideologi, da de valgte at købe Ungdomshuset. Min sympati for de autonome faldt dog voldsomt efter de begyndte på deres gadeoptøjer i december, og er på nuværende tidspunkt nærmest fuldstændigt ikke-eksisterende. Jeg forstår at de er ophidsede over at de har mistet noget de har holdt af, og jeg forstår at de er frustrerede over at de har tabt et så vigtigt slag, men det er ingen undskyldning whatsofuckingever til at begynde på at lave optøjer og skade uskyldige mennesker og deres ejendele. Ungdomshuset er ikke bare i nærheden af så vigtigt at det kompenserer for de skader disse optøjer resulterer i. Jeg er ikke pacifist, jeg accepterer og vedkender at væbnet handling og kamp er nødvendigt i visse situationer, men kun når konflikten handler om noget ekstremt vigtigt. Ungdomshuset er ikke så vigtigt. Det er et hus. Det er ikke udslettelsen af den autonome kultur, det er ikke henrettelsen af alle dets brugere, det er ikke et angreb på Danmarks befolkning generelt, eller et overgreb på vores frihedsrettigheder. Det er en udøvning af ejendomsretten, hvilket resulterer i at et hus skifter de facto ejermand. Det er ikke så fucking vigtigt, og fra at være tilhænger af at den alternative autonomkultur skulle have et sted hvor de kunne udøve deres idéer, er jeg nu blot blevet tilhænger af at stoppe de fuldstændigt uacceptable optøjer som lige nu hærger København (bemærk at jeg nægter at kalde det for krig, da jeg opfatter de autonomes metoder og mål som værende alt for ynkelige og patetiske til at fortjene denne betegnelse - at kalde dette egoismemotiverede oprør fra forkælede, opmærksomhedshungrende og destruktive gymnasieelever for krig, er at udvise mangel på respekt for alle de, der har ofret deres liv i ægte krige, for idealer og mål af noget større vigtighed end ejerskabet af et enkelt skide hus).

Resumé: Brug jeres energi produktivt på ting af betydning, i stedet for at bruge den destruktivt på ting der dybest set er irrelevante.

Jeg har tidligere skrevet om københavnske bilisters kærlighed for deres automobilhorn - nu vil jeg harcelere om en anden type trafik-støjforurening, der heldigvis er knapt så udbredt, men omtrent lige så irriterende. Det drejer sig naturligvis om at afspille musik på bilens musikanlæg for fuld knald, åbne ruder og en subwoofer, der kræver en strømforsyning der sandsynligvis er blevet købt på Barsebäcks restlager. Jeg har ikke noget imod folk der hører dårlig musik - jeg linker endda ofte til folk og fæ der på det nærmeste har gjort det til en livsstil at høre så dårlig musik som overhovedet muligt, men disse individer er i det mindste så velopdragne at de ikke udsætter os andre for det. Dette hensyn ejer førnævnte subwoofer-artillerister ikke - for dem er der gået sport i at alle på samme kontineltalplade som del selv skal have glæde af musikken (akkompagneret af den velkendte, sprøde lyd af alle vinduer indenfor 200 meter hoppende i deres rammer). Hvor hornmuzak på sin vis passer ind i bybilledet, er denne musik uhyre distraherende, så selv hvis man ser bort fra at det er helt ufatteligt irriterende at skulle høre på elendig musik, kan det også svække ens koncentrationsevne. På den anden side, måske kan hyperaktiv brug af bilens lydanlæg opfattes som moderne tiders svar på de klokker tidligere tiders spedalske gik med - en advarsel til det omkringliggende samfund om at her kommer et individ, der end ikke er i stand til forsvarligt at betjene en volumenkontrol, og som man derfor nok bør forsøge at undgå, sålænge vedkommende sidder ved rattet i en mobil anti-cyklist-maskine. En skærpende omstændighed er naturligvis, at der typisk bliver spillet enten tung metal eller helt ubeskriveligt umelodisk arabisk popmusik.

Hvordan kan det overhovedet være lovligt? Der er love for hvor meget en bilmotor, eller fabrik, må støje, men åbenbart ikke for hvorvidt man må affyre sonisk artilleri mod andre trafikanter.

Jeg har netop været i biografen og se Sprængfarlig Bombe, en ny dansk film - den kan så absolut anbefales. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en så sjov dansk film, eller film i det hele taget. Filmen er en perfekt parodi på typiske "kunstneriske" film, hvis eneste kunstneriske træk er, at de er mærkelige, uforudsigelige, meningsløse og tilfældige, samt total hjernedød aktion. Og at se et actionmanuskript delforfattet af en ejendomsmægler er bare helt fantastisk. Denne film bør ses!

David Brin har skrevet en artikel på Salon (dyb ondskab gør det besværligt at læse artiklen) om hvor besværligt det er at komme til at programmere på moderne computere. Og i princippet er det jo også rigtigt - jeg har altid været fascineret af især 80'ernes hjemmecomputere, som altid havde et simpelt programmeringssprog tilgængeligt, ofte indbygget i ROM, og som regel også en assembler eller lignende. De fleste moderne computere skjuler som regel muligheden for at skrive programmer ved at kræve at man skal downloade redskaber som man ikke har store chancer for bare at vide eksisterer, med mindre man allerede kan programmere. Når man for første gang starter en computer med et "brugervenligt" styresystem får man at vide hvad man skal gøre, hvis man vil sende email, på Internettet, spille spil, etc, men man får ikke så meget som oplyst, at det er muligt for almindelige dødelige at programmere maskinen. Og hvis man på selvstændig vis skulle beslutte sig for at lære at programmere, så er systemet selv sjældent til meget hjælp - igen er informationsniveauet, hvad programmering angår, øredøvende stille i standarddokumentationen på de fleste systemer.

Det er også grunden til at jeg selv kom så sent i gang med at programmere - jeg havde interessen i mange år, men de computere jeg havde min gang på virkede uigennemtrængelige for mine spørgsmål om hvor, jeg skulle starte (det her var før jeg fik adgang til Internettet). Min første oplevelse med rigtig programmering fik jeg på min fars gamle Texas Instruments computer - en maskine med en primitic BASIC-dialekt, TI BASIC, liggende i ROM. På den var det let at komme til at programmere (faktisk var det svært at undgå, idet den bootede til en BASIC prompt, hvorefter man kunne indlæse programmer fra en båndstation, hvis man havde interesser i den retning) og det gav mig blod på tanden. Jeg begyndte at undersøge hvordan jeg kunne komme til at skrive programmer på min PC (bl.a. involverende noget makværk ved navn DarkBasic samt Python), men først da jeg skiftede til Debian GNU/Linux havde jeg adgang til et system, der ikke aktivt forsøgte at bekæmpe mine forsøg på at lære at programmere.

Jeg synes ikke det er en god ting, at programmering gemmes væk som sort magi, der kun bør udøves af nørdede troldmænd med mange års uddannelse og erfaring. Det er rigtigt at komplekse systemer, der skal løse svære problemer, kræver avancerede teknikker og værktøjer at implementere, men jeg synes det er en skam, at muligheden for at scripte programmer bliver så ignoreret på moderne systemer. Om det er VBA i Word eller Elisp i Emacs, så er det simple sprog, der tillader en at skrive simpel kode, der kan gøre det lettere og mere bekvemt at benytte programmet. Jeg kunne godt tænke mig at se disse muligheder blive promoveret lidt bedre, som noget alle kan sætte sig ind i, og som giver en hurtig return on investment - så kan det også værre at færre mennesker opfatter computere og deres programmer som en eller anden magisk sort kasse, som almindelige dødelige ikke har mulighed for at forstå. Alle kan lære at skrive simple scripts og makroer, der kan hjælpe deres daglige gang på computeren - og det kan være en trædesten til at skrive mere avanceret kode.

Når jeg skal ind på DIKU, så tager jeg cyklen - i ren dødsforagt kaster jeg mig ind i indre by, hvor rendyrket darwinisme dominerer på vejene. Der har jeg lært en ny ting - billister er rigtig glade for at bruge hornet. Hvad er der galt med dette? Jo, som cyklist er man fuldstændigt overladt til bilernes nåde, og hvis man hører blot et lille dyt, så udfører man deflektionspiruetten og kaster sig i skjul bag det nærmeste dække - når man cykler i indre by er der nemlig ikke megen forskel på et bilhorn og en luftalarm, de får begge cyklister til at søge dække af refleks. Derfor er det umanérligt irriterende, når blyfascisterne opfatter deres horn som en eller anden grotesk form for sonar eller kommunikationsapparatur, og lystigt dytter løs når de ser en de kender, ikke kender, engang har kendt, kommer til at kende eller blot føler for det. Måske gør de det netop for at skræmme livet af cyklister? Det er vel også en slags underholdning.

Skulle man være så heldig at falde over en bilkø, får man naturligvis glæden af at opleve en helt anden hornkultur - når de holder i kø er hver enkelt billist pinefuldt bevidst om at vedkommende ikke kan komme videre før bilen foran er kørt, men er gudhjælpemig fuldstændigt ude af stand til at forstå, at det samme gælder for alle andre i køen. Den blå Mazda, der holder foran dig, gør det ikke bare for at genere dig - der holder faktisk også biler foran den, så det hjælper ikke at dytte eller at rykke frustreret i bilen! Før eller siden får et eller andet geni selvfølgelig den idé, at hvis man bare dytter lidt, så går køen meget hurtigere. Om dette er skabt af en idé om at en kø blot består af en eller anden der kører meget langsomt helt foran, skal jeg ikke kunne sige, men på et eller andet tidspunkt begynder bilkøen i hvert fald at lyde som et helt hornorkester. Nuvel - billister, jeg ved godt at jeres overdimensionerede sardindåser er hemertisk lukkede og 100% lydisolerede, således at I ikke kan høre de distraherende lyde af skingre smertensskrig og det tørre knæk af barneknogler når I kører off-road halvvejs inde på cykelstien; men vi andre er altså ved at blive døve når I fyrer jeres trommehindeflænser-aggregater af på offentlig vej. Lad være. Please.

I mange år har nogle af Internettets største sider været nyhedssider, hvor brugere har kunnet indsende artikler/nyheder/resuméer/links, og en fast redaktørstab så har udvalgt de bedste indsendelser, og smidt dem på siden. Eksempler på disse er det berømte Slashdot, OSNews, og på dansk, Newz.dk (Slashdot + dårlige Comon-artikler + dårlige oversættelser + mindre intelligente kommentarer + 12 timer). På det seneste er en ny generation af nyhedssider dog blevet populære - jeg stoler dog ikke nok på min egen up-to-date-hed til at erklære at hele konceptet er nyt - hvor hovedessencen er at redaktørgruppen er blevet fjernet, og brugernes indsendelser kommer direkte på siden, hvor de så kan stemme om hvilke nyheder, der skal på forsiden. Det er altså den samlede gruppe af brugere, der bestemmer hvad indholdet på siden skal være (dette koncept er også blevet brugt med stor succes på diverse wikier). De to største sider baseret på dette koncept er nok Digg og Reddit. Min erfaring er at det faglige niveau blandt brugerne er højest på Reddit, hvorimod Digg's niveau ligger lavere end selv Slashdot. Pga. dette, og fordi Reddit plejer at have flere links der bare er "interessante", uden nødvendigvis at være tekniske, foretrækker jeg selv Reddit. Og nu har jeg endnu en grund til det - Digg's administratorer har det nok ikke så godt med brugerstyrede nyhedssider alligevel, til trods for at de var med til at popularisere begrebet. De har bannet en bruger som vovede at linke til Reddit (samme bruger lavede også et link til Digg på Reddit, uden at blive banned). Hvad siger det om Digg's kvalitet, at de ikke engang vil tillade at deres brugere kender til alternativer? Det er intet nyt at Digg har haft langt flere reklamedollars, og er langt mere kendt end Reddit - der er sikkert en pæn bid Digg-brugere, der ikke kender til Reddit, men som måske ville forlade Digg, hvis de gjorde. Hvad er pointen i den type af brugerdrevede nyhedssider, hvis administratorerne udøver sådan en form for censur? Det er dobbeltmoral af værste skuffe, og ødelægger virkelig hele pointen med siden. Men det må de vel selv om, så længe de er klar over at der nok er en del brugere der ikke vil acceptere det.

In other news...

Kasper Tanggaard, har i dagens indlæg valgt at kritisere sin sugar daddy Microsoft - uden tvivl i håb om at blive tilsendt store mængder bestikkelse, for ikke at skrive om sandheden igen. Jeg vil dog alligevel tage mig tid til at kommentere det han brokker sig over:

Det forholder sig således, at der faktisk er en god grund til at Windows ønsker, at man skal reboote - systemet er i en zombie-tilstand af gamle og nye libraries i hukommelsen, og kan således praktisk taget gøre hvad som helst - lige fra at fungere korrekt til at BSOD'e. Det synes jeg er fair nok - computersystemer bør advare brugeren, hvis systemets integritet eller stabilitet kommer i fare på en eller anden måde. Faktisk vil jeg gå så vidt, som at mene at det er korrekt at Windows i dette tilfælde er så irriterende, og bliver ved med at spørge - det kan i sidste ende (eller første ende - det går nok hurtigt) få mange brugere til at genstarte computeren, og derved helbrede computeren. Det betyder måske ikke så meget hvis man bare gamerlamer, men i et typisk kontormiljø, kan det måske betyde at der ikke går arbejde spildt når/hvis computeren crasher, for vi ved jo alle at kontordroner ikke gemmer deres arbejde, mens de arbejder på det. Men, jeg er stadigvæk af den overbevisning, at Microsoft et eller andet sted bør placere en knap med teksten "I am a knowledgeable user", der, når man trykker på den, slår diverse tåbelige og irriterende wizards, ballontips og "brugervenlige" features fra - herunder de gentagende spørgsmål om genstart fra Windows Update. Hvis man allerede ved hvad Windows vil fortælle en, er det dybt irriterende konstant at blive forstyrret, bare for at få det at vide igen. Og hvad ballontippet angående oprydning på skrivebordet angår, så synes jeg bare at vi skal forbigå det i tavshed, for det siger alt pænt om den feature...

Er det mig der endnu engang udviser tegn på at blive gammel og forstokket før tid, eller er TV-reklamer blevet værre og værre i løbet af de seneste år? Det er blevet moderne at sælge en livsstil - reklamer går ikke længere ud på at overbevise seeren om et produkts kvaliteter eller dets blotte eksistens, men at vise en eller anden ideel (typisk "alternativ, men dog alligevel så mainstream at man ikke bliver mærket som underlig, til trods for at dette i sagens natur er en modsætning" MTV-style) livsstil og placere produktet et sted i reklamen. For tiden kører der en reklame der tager dette koncept til dets ulogiske ekstreme - der vises en række korte sekvenser med en beskrivelse af en eller anden sejr eller "sej" handling, hvorefter produktet præsenteres i forbindelse med et fuldstændigt non sequitur slogan. Kan I gætte hvilken reklame jeg taler om?

Korrekt - jeg mener reklamen for Coca Cola Light, der forsøger at trække en linje fra at "få det bedste ud af livet" til at drikke en kunstigt sødet mikstur indeholdende flere skadelige kemikalier end en gennemsnitlig dunk rensevæske. Skal konklusionen være at man bør drikke Coca Cola Light for at "få det bedste ud af livet"? Betyder det at ens liv er uoptimalt hvis man ikke drikker sådanne kemikalier (der tilmed i mine øjne ikke smager lige så godt som den almindelige Coca Cola Heavy). Og hvis dette er konklusionen (og hvad skulle ellers være konklusionen? Hvad skulle reklamen ellers fortælle?), så kan man af reklamens indhold yderligere udlede at man... fortjener et stående bifald fordi man drikker Coca Cola Light?! Hvad helvede? Denne reklame er den eneste der har fået mig til bogstaveligt talt at krumme tæer, og med mindre den meget snart ophører med at køre (Coca Cola's marketingbudget taget i betragtning er jeg dog desværre bange for at også mine fremtidige børnebørn vil være nødt til at svine den til på deres blogs).

Så foretrækker jeg selv de evindelige shampoo-reklamer - de forsøger da sig i det mindste med bizarre computerbilleder af deres effekt samt pseudovidenskabelige forklaringer i stedet for totalt meningsløse non sequitur livsstilsreklamer.

Nu er det endnu engang ved at være eksamenstid - på tirsdag får jeg at vide hvilke fag jeg skal eksamineres mundtligt i. Samme dag starter også læseferien, hvor det er meningen at vi skal læse op til vore eksamener, men jeg kan med rimelig sikkerhed sige at det ikke er hvad ferien primært bliver brugt til. Bevares, jeg skal nok læse, men om jeg kommer til at åbne en skolebog er endnu oppe til debat.

Eksamenstiden giver mig også endnu en mulighed for at tænke over hvor lidt jeg i grunden kan lide eksamener - især de mundtlige. Jeg har utroligt svært ved at se idéen i den mundtlige eksamen - man får udstukket et snævert emne, derefter et givent stykke tid til at sætte sig ind i emnet, hvorefter man skal fremlægge om emnet i en 15-20 minutter, hvorefter censor og læreren mener at de er i stand til at vurdere ens kunnen i faget. Mundtlige eksamener er alt for specialiserede, og man kan derfor hurtigt ende op med karakterekstremer, hvis man er heldig eller uheldig. De skriftlige eksamener dækker ofte et langt større stofområde, og giver også eleven mulighed for at vælge imellem flere opgaver, hvilket giver et noget mere nuanceret billede af elevens kunnen (for slet ikke at snakke om at skriftlige besvarelser som oftest har langt mere indhold).

I mine øjne fungerer mundtlige fremlæggelser/eksaminationer kun, hvis man eksamineres i et skriftligt produkt man tidligere har skrevet, og at dette produkt ligeledes indgår i bedømmelsen - så kan man se på elevens brede kunnen i produktet, og spørge ind til detaljer under fremlæggelsen. At holde skriftlige og mundtlig kunnen adskilt, ser jeg som tåbeligt.

I disse dage demonstrerer en masse folkeskole- og gymnasie-elever landet over imod afskaffelsen af gruppeeksamen. Mange af folkeskole-eleverne har sandsynligvis aldrig så meget som oplevet en eksamen, hvilket får mig til at spekulere lidt over, om de overhovedet ved hvad de demonstrerer for.

Min egen indstilling til tingene er meget simpel: Gruppeeksamen, eller gruppefremlæggelse, af projekter eller opgaver, som er blevet produceret af en gruppe over en tidsperiode, er naturligvis acceptabelt - det ville være direkte tåbeligt at præsentere en gruppeindsats alene. Men gruppeeksamener, som de jeg selv var med til i folkeskolen, er tåbelige, og afskaffelsen af dem er en af de ting jeg trods alt vil rose vor undervisningsminister for. Mine erfaringer fra gruppe-eksamen er, at eksamensformen begrænser de gode elever, og tillader de fagligt svage elever at nasse på dem, der er bedre end dem selv. Eksamensformen skjuler de individuelle elevers faglige kunnen, og udligner deviationen, så alle får en karakter tættere på gennemsnittet. I mine øjne udvander dette konceptet med eksamen (som jeg i forvejen ikke er den store tilhænger af), da ens karakter så ikke på samme måde kan bruges til at vurdere ens faglige kunnen. Jeg tror ikke engang at gruppeeksamen tester elevernes evne til samarbejde, da "samarbejdet" er for kort og for sporadisk, til at give noget generelt indtryk. Til dette er større opgaver over længere tidsperioder langt mere velegnede.

Summa summarum: Gruppeeksamen er, i hvert fald på folkeskolen og gymnasierne, noget lort, og jeg håber at der bliver organiseret mod-demonstrationer for afskaffelse af gruppeeksamen.

I de seneste dage har jeg spillet en hel del Battle for Wesnoth, et frit RTS sat i en fantasyverden. Det minder en del om det klassiske Warlords III, som jeg er stor fan af, men har et rigere enheds-system, der gør det muligt at træne enhver enhed op til en næsten uovervindelig kampmaskine via et traditionelt experience-point system. Til alle I gamle Warlords III-veteraner derude: Prøv det!

Jeg har også endelig fået læst Dan Brows bog Engle og Dæmoner. Dan Brown er nok mest kendt for Da Vinci mysteriet, men Engle og Dæmoner er så absolut også værd at læse - bogen har et plot, der er svært at gennemskue, uden at man får den fornemmelse, at forfatteren blot har siddet og fundet på umulige plot turns, for netop at gøre det uforudsigeligt. Denne bog bør læses af ethvert selvbevidst individ.

Magenta alert: Husker folket Chadk og World of Warcraft? Min efterretningstjeneste har netop bragt mig følgende:

<KasperTSW> Chadk, hvad laver du så? WoW? :P
<Chadk> Ja, hvorfor?
<Chadk> Jeg har ikke hjerne til andet lige nu :|
<KasperTSW> lol er du begyndt igen?? 
<KasperTSW> Haha det er for smukt - jeg spurgte som en joke :D
<Chadk> Jeg fik et gamecard i julegave(Minf familie troede stadig jeg 
        gamede) og det kunne ikke byttes. Så... :|
<Chadk> Jeg udnytter det til at lame lidt.
<KasperTSW> Chadk, YES, endnu en smuk undskyldning, det er genialt
<KasperTSW> direkte til Athas' blog
<Chadk> Hey?
<KasperTSW> han bliver nødt til at skrive et opfølgende indlæg nu!

Jeg synes den log taler for sig selv, så jeg vil stoppe her (dog med en højlydt fnisen og en marginalt nedsat tro på Danmarks ungdom).

2005 er ved at rinde ud, dets årets dødskramper kan allerede mærkes. Men gå ej ud fra at overgangen til 2006 vil blive let, for 2005 vil forsvare sig med næb, kløer, krudt og menneskelig idioti, og forsøge at trække så mange med sig i graven som muligt. Hvornår vil disse mareridt stoppe? Skal vi evigt leve under en kronocirkulation, hvor intet år frivilligt vil vige pladsen til det nye, men altid skal tvinges til det med krudt og bomber? Nej!, siger jeg, vi bør ikke acceptere dette tyrrani, men i stedet kæmpe for en mere civiliseret tidsregning, en der ikke hensynsløst og brutalt kaster årene til side som en følelseskold maskine uden hensyn. Hvis en sådan forandring kunne gennemtrumfes, ville vi ikke være nødt til at gå i blodig dyst mod årene hver eneste gang vi har fuldført en cirkulation omkring solen!

Godt nytår, lad være med at miste for mange lemmer, det gør det svært at skrive.

Det er juledag, årets fredeligste dag. Det danske folk er alle blevet pacificeret af den massive mængde næring de optog i går aftes, og de overlevende får gjort kål på den restende konfekt. For mit vedkommende har min familie endnu engang bevist deres gode smag i litteratur, ved at forære mig Paradigms of Articial Intelligence Programming, Object-Oriented Programming in Common Lisp, Iliaden samt Odyséen.

God Jul, til alle jer, der har fået så lidt gaver, at I tilbringer jeres tid med besøge sigkill.dk.

Sir Tim Berners-Lee, manden bag World-Wide-Web (beklager Gore), har fået sig en blog. Det mest interessante er at han har ventet så længe med at få den, idet hans vision for Internettet, ifølge hans første indlæg, er noget der nutildags er blevet opfyldt af blogs og wikier.

(Edit) Dagens whine: Hvordan kan TV-2's De Første Kærester På Månen være blevet så stort et hit? Sangen stinker jo grumt og giver slet ikke mening! Folk der hører den, bør ikke have stemmeret.

Folk der har læst min blog fra starten af, ved at jeg godt kan lide at brokke mig over andres sprogbrug. Jeg har identificeret yderligere tre fraser, der af den ene eller anden grund, får mit urinstof til at ophede i en sådan grad, at det transformeres til en gasform. Følgende udtryk er hovedsageligt set på IRC, men kan findes stort set overalt.

• Koder: Af en eller anden grund er det for mig som en negl der bliver trukket henover en tavle, når folk bruger ordet "koder" i sammenhængen "programkoder" (eller "PHP-koder," der af en eller anden grund ses atypisk meget). Hvis man snakker om den kildetekst der udgør et program, så er der tale om kode (i ental), ikke koder.
• :>:Dette punkt omhandler grimme smilies (hvor et typisk eksempel tjener som titel). Der er ikke så meget at sige om dette, andet end at smilies tjener til at give tekst en grad af kropssprog, hold dig derfor til smilies der efterligner ansigtsudtryk. Hvilket ansigtsudtryk skal :> imitere? :]? :B? :H?
• Et applikation: Det hedder en applikation - applikation, applikationen, applikationer, applikationerne. Det burde være til at forstå.

En engelsk regeringskommité har spurgt en række grupper om at evaluere en række forslag, til hvordan man bør håndtere radioaktivt affald. Dette er der ikke i sig selv noget i vejen med - peer review er en vigtig del af en beslutningsproces, men det er et problem når det er organisationer som Woman's Institute der bliver spurgt. Det er så absurd, at jeg næsten ikke kan tro at det er virkelighed. Opbevaring af atomaffald, et utroligt komplekst problem, der kræver højt specialiseret viden, bliver til et offentligt spørgsmål, et spørgsmål om mening?! Jeg er fortaler offentlig debat når det angår sociale og samfundsmæssige emner, men et så teknisk og mangefacetteret spørgsmål som dette, bør tages på baggrund af råd fra specialiserede fagfolk, ikke menige borgere.

Jeg har set brok og whine omkring hvordan TV-licens (og, må man formode, radio-licens) fungerer i Danmark. Brok er en god ting, men kun hvis den afføder en sund debat. De to stykker mavegalde jeg linkede til bærer især præg af brok over kvaliteten af de "public service"-tjenester pengene bliver brugt til, og over at pengene bliver brugt til kanaler de ingen interesse har i, eller slet ikke kan modtage. Jeg betaler ikke selv licens, og kan således komme med naive udtalelser om hvordan systemet fungerer, uden at have mærket det på min egen økonomi. Det er er et privilegium jeg har tænkt mig at udnytte.

Det er nærliggende at sammenligne licenssystemet med den almene beskatning, og opfatte TV-licens som en skat på TV-apparater. ganske som der er skat på så mange andre ting (sukker, chokolade, alkohol). Staten har besluttet sig for at der skal køres en eller flere public service kanaler (noget jeg er enig med den i), og disse penge må nødvendigvis komme fra en eller anden form for beskatning. I stedet for at skyde med spredehagl, og kræve TV-skat af alle indbyggere i Danmark, har staten derimod valgt at gå lidt mere elegant til værks, og kun afkræve licens af dem der rent faktisk har et fjernsyn. Derved er licensopkrævning ikke så diffust som Loke og Kasper påstår, men derimod en mere målrettet skat, end de fleste andre. Mange af de skattepenge en gennemsnitlig dansker betaler går ikke til offentlige ydelser vedkommende direkte vil få nytte af personligt, men er der så frygteligt meget brok over dette? Nej, for licensopkrævningen, i kraft af lige præcis den præcision der skulle gøre den mere acceptabel, opfattes som langt mere irriterende og urimelig, end de mere diffuse afgifter og skatter der er at finde i priserne på mange varer, og den generelle skat.

Hvis man brokker sig over mangt og meget, uden at arbejde på at forbedre den situation man er utilfreds med, kaldes det på moderne slang for at bitche. Det postuleres ofte, at hvis man ikke har konkrete løsningsforslag, eller nu og da, hvis man ikke aktivt arbejder på at udføre disse løsninger, så har man ingen ret til at brokke sig - med mindre man kan komme med et komplet alternativ, og bevise at det er bedre end den eksisterende situation, har man åbenbart ikke "ret" til at påpege svagheder og defekter i et system, en ordning eller lignende.

Eftersom jeg skriver om dette emne, kan de fleste vel regne ud, at jeg ikke er tilhænger af de idéer, jeg skrev om foroven. Hvis man skulle formulere en løsningsmodel før man kritiserede noget som helst, ville ethvert problemobjekt kun kunne påvirkes af en meget lille gruppe mennesker - dem, der tilfældigvis har gjort det til deres hverv, at vide noget om det. Det er kun disse mennesker der bør implementere en given løsningsmodel, og sandsynligvis også disse mennesker der skal planlægge den, men den indledende handling i enhver forandring, utilfredshed med det eksisterende, kan godt initieres af mennesker der ikke er bekendte med hele problematikken, men som blot er irriterede over hvad de opfatter som en barierre, når de forsøger at arbejde med hvad der nu end opfattes som et problem.

Derfor er jeg tilhænger af at folk er hurtige til at gøre opmærksomme på at de er utilfredse, hvis de da er det, da det i mine øjne er nødvendigt med så meget kritik/brok som muligt, for at finde tilnærmelsesvist optimale løsninger på de problemer vor ubarmhjertige verden byder os.

Edit: Kasper Tanggaard har i sandhed forstået essensen i dette indlæg, og har på IRC brokket sig over at jeg ikke har linket til det indlæg, hvori han benytter et så sobert udtryk om undertegnede som "møgkælling", og således inspirerede mig til at skrive dette indlæg. Som bevis på at mit postulat om behovet for brok er korrekt, inddrager jeg at det alene var Kasper Tanggaards brok, der fik mig til at indsætte et link til det beskrevne indlæg. Jeg har ret.

Jeg er kommet godt hjem fra Nordfrankrig, hvilket naturligvis er en skuffelse for en del af jer. Det regnede det meste af ugen, og Omaha Beach er blevet bygget om til en golfbane, så jeg brugte det meste af ferien på at læse. Udover to datalogiske værker (Algorithms in C++ og Structure and Interpretation of Computer Programs) blev det til følgende overvejende skønlitterære værker:

• Den Kroniske Uskyld: Hvorfor er det lige at denne bog er så berømt? Hovedpersonerne er utroværdige, sproget frygteligt langtrukkent, handlingen banal og slutningen intetsigende. Dette er åbenbart en af de bøger man skal læse for ikke at være ukulturel. I så fald står det skidt til for den danske kultur. Stay clear.
• Kold Front: En oldgammel "spændingsroman." Forestil jer en forudsigelig actionfilm på bogform, så har I Kold Front. Helten er naturligvis totalt uovervindelig, og lider ikke et eneste nederlag i løbet af bogen. Jeg mener, sådan er helte jo, ikke? Bogen er rørende naiv, idet den forudsætter at det automatisk ville være en god ting hvis amerikanerne fik overtaget under den kolde krig, og ignorerer fuldstændigt det faktum, at en styrkebalance sørger for at ingen af parterne i konflikten gør noget overilet - kun når den ene part ser ud til at få overtaget, vil den anden handle for at opveje det. Derfor holdt jeg med russerne ("de onde") hele vejen igennem, og det var da også suverænt dem der udviste den største taktiske kløgt. Men når man kæmper imod en uovervindelig amerikaner-helt, så er det jo håbløst bare at forsøge at gøre modstand. Den er okay at læse hvis man ikke har andet at tage sig til, men derefter glemmer man den. Som enhver actionfilm.
• Troldmanden 1 & 2: Nok de to mærkeligste bøger jeg læste. I starten er historien lidt triviel, idet der ikke rigtigt sker noget, men derefter får forfatteren opbygget et ret spændende netværk af løgne og mystik omkring historiens centrale personer. Det fundamentale problem er bare: Nettet bliver ikke pillet fra hinanden igen. Man får aldrig at vide hvad det hele egentligt går ud på, og historien slutter meget brat, med et absurd litterært citat, som jeg naturligvis ikke kan huske. Jeg kan umuligt tro på at historien, for hovedpersonens vedkommende, er slut der hvor bogen ender, så jeg sidder tilbage med en følelse af at forfatteren simpelthen ikke kunne finde ud af hvordan historien skulle afsluttes.
• Politikens bog om moderne videnskabsteori: Den holder.

Min prestige er endelig steget til det punkt hvor mine trofaste fans har produceret et mesterværk, en fanside, dedikeret til mig: Tadaa! Det er et teknologisk vidunder der fuldstændigt vil tilsidesætte pyramiderne, et værk der om flere årtusinder stadigvæk vil betage og lamslå historikerer. I dag (eller hvornår siden nu blev skrevet) er der lavet historie!

Der er dog en lille fejl på siden. For jeg ser sådan ud.

Jeg har indscannet og uploadet yderligere to af mine gamle stile fra folkeskolen. De er begge på engelsk, og er derfor også på et eller andet plan et led i en engelskopgave. Engelsk var et af mine yndlingsfag i folkeskolen, fordi jeg var så utroligt meget over klassens meget lave gennemsnitlige niveau, at jeg stort set kunne skrive hvad der passede mig, uden at jeg fik problemer med min lærer. Hun var forresten en af de sejeste lærere jeg nogensinde har haft, hun havde en mening om alt, og virkede som om hun altid vidste en lille smule om alting... Pyt, det er ikke relevant, jeg er stolt af at kunne præsentere:

Den første stil: The invasion of Brøndby. Jeg kan ikke huske under hvilke omstændigheder jeg skrev den, men graden af vold i den tyder på at den blev skrevet engang i 8. klasse. Det er sjovt nok heller ikke en Nintendo-konsol der er helten, eller en Sony-konsol der er fjenden (ja, sådan var de fleste af mine engelskstile i en overgang), så den er nok også skrevet lige omkring maj, 2001, hvor jeg fik min egen computer - altså 8. klasse.

Den anden stil: Hells Gate. Dette er en ret kort stil. Jeg kan huske at vores lærer informerede os om, at hvis der var nogle ord vi ikke kunne på engelsk, så måtte vi godt skrive dem på dansk. Jeg fulgte hendes anvisninger, men af en eller anden grund ville hun ikke acceptere min stil! Det er favorisering når det er værst! Jeg har også en lidt mere sprogligt ortodoks udgave af stilen, men den er ganske uinteressant, så I må klare jer uden.

Og ja, jeg syntes at det var voldsomt underholdende da jeg skrev dem.

Jeg er ofte blevet kritiseret for at formulere mig på en måde, der er blevet kaldt alt fra "at spille røv," til verbal masturbation. Jeg har tidligere behandlet emnet med sarkasme, men uden at det har affødt det ønskede resultat (verdensherredømmet har endnu engang undveget mit greb). Derfor vil jeg nu forsøge at forklare hvorfor det er vigtigt at formulere sig koncist på skrift, og ikke opfinde sit eget slang-sprog hver gang man sætter sig foran skærmen.

Hvorfor udviklede vi konceptet "sprog"? Hvorfor udviklede vi en metode til, i første omgang, at kommunikere via lyde, og eventuelt via tegn? Jeg ved at jeg nu vil skuffe nogen, men ur-menneskene udviklede ikke et sprog, for at du kunne imponere dine clanm8s med dine imponerende egenskaber indenfor skriftlig voldtægt af vores mest effektive kommunikationsform. Nej, vi udviklede et sprog fordi vi havde behov for at udveksle kompleks information, information der var for kompleks til at blive udtrykt udelukkende via kropssprog. Sproget var også ganske praktisk en almen standard for udveksling af information, en platform, der gjorde, at hvis alle fulgte standarden, så ville alle kunne forstå hinanden. Efterhånden har der så udviklet sig mange forskellige sprog, hvilket er en smule beklageligt, men stadigvæk kun en mindre ridse i det fantastiske værktøj, som vores sprog udgør.

Vores besiddelse af et sprog tillod den menneskelige races samlede viden at stige med utrolig hast. Det var ikke længere nødvendigt at drage sine egne erfaringer, for at tillære sig komplicerede koncepter eller evner, man kunne få dem fortalt af andre, der allerede mestrede det givne emne. Da skriftsproget blev udviklet begyndte det at gå endnu hurtigere - nu kunne en lærd person skrive sin viden ned én gang, hvorefter et ubegrænset antal uvidende kunne læse hans lærdom, og selv tilegne sig den. Skriftsproget havde dog den bivirkning, at det krævede endnu mere formalitet og standardisering end talesproget, delvist fordi det ikke altid var muligt at få afklaret uklare udtryk i sprogbruget, og delvist fordi skriftsproget ikke var understøttet af et kropssprog. Disse begrænsninger gør sig stadigvæk gældende. Til gengæld giver skriftsproget os mulighed for at bruge mere tid på at udforme det enkelte udtryk, og derved formulere os langt mere koncist og velovervejet, end det kan lade sig gøre med talesprog.

Til trods for disse åbenlyse fordele, er der stadigvæk imbecile medlemmer af menneskeheden der ikke besidder den fornødne respekt for vort skriftsprog, og opfatter det som en visuel udgave af talesproget. Når man skriver noget, der er umiddelbart bestandigt (det vil sige, alt der ikke er chat eller kladde), bør man tage sig tid til at formulere sig korrekt, og forsøge at følge de generelle grammatiske regler. Ja, sproget udvikler sig, men en udvikling, der er baseret på at enhver idiot designer sin egen dialekt, er ikke hensigtsmæssig. Derfor, her er en checkliste, til når du udtrykker dig på skrift:

• Undlad at overdrive brugen af grammatiske tegn. Sætninger er adskilt af ÉT punktum ('.'), for at indikere pauser kan der bruges TRE punktummer ('...'), ikke kvalmende mange punktummer ('....................'), som det ellers ofte ses. På samme måde optræder komma (',') ALTID alene, der findes ikke nogen gyldig grammatisk konstruktion der indeholder mere end ét komma i rækkefølge. Det er utroligt så mange der ikke forstår dette. Overdriv heller ikke brug af udråbstegn ('!'), eller spørgsmålstegn ('?'), for det er ærligt talt rædselsfuldt at se på. Brug maksimalt tre af disse tegn på én gang ('!!!' kan gå an, '!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!' kan ikke).
• Der er en grund til at vores skriftsprog har store bogstaver, og den grund er ikke at vi skal have noget at ignorere, når vi skriver. Jeg må dog øjeblikkeligt skuffe nogle af mine læsere, der utvivlsomt sidder og nikker voldsomt lige nu, for den tidligere sætning opfordrer heller ikke til udelukkende at skrive i store bogstaver. For, helt ærligt, DET SER NOGET ILLITERÆRT UD. Stort bogstav i starten af en ny sætning, og hvor det ellers passer ind. Så simpelt er det.
• Tegnsætning! Ganske som med de store bogstaver (eller "majuskler," som de, der læser Information, kalder dem), er der en grund til at vi har disse. Sæt punktum (eller udråbstegn, eller spørgsmålstegn, eller noget andet passende) mellem sætninger, og sæt kommaer i lange sætninger, hvor de nu passer ind. Kommaer bør som minimum bruges i opsummeringer ved ledsætninger ved indskudsætninger og hvor det ellers passer ind fordi det gør altså sætningen en del lettere at læse. Se eventuelt forrige sætning for et eksempel på hvor galt det ellers kan gå.
• Stav ordentligt. Dette er indlysende, men alligevel er der mange der ikke helt forstår det. Brug en stavekontrol, hvis du af en eller anden grund er så inkompetent til at stave, at det nærmer sig analfabetisme. For at udvide lidt på dette punkt, så husk at skriftsprog ikke er det samme som talesprog: Det er "ikke," ikke "ik;" det er "sådan" og ikke "sån;" det er "lige som," og ikke "lissom" (husk dog at "lige som" ofte er et dårligt valg, når det kommer til at udvælge ord til en sætning - det er for talesprogspræget og for uformelt).

Nu er en del af jer sikkert i gang med at læse mit indlæg igennem, for at finde tegnsætningsfejl og diverse andre grammatiske fejl. Spar jer, jeg ved at jeg ikke er perfekt (det er dog tæt på). Jeg kræver ikke at enhver tekst skal være grammatisk perfekt, men blot at man tager sig den tid det tager, at sikre sig at det man skriver er nogenlunde til at forstå. Også for dem der går op i så gammeldags ting som "grammatik" og "retstavning." Hjælp en minoritet. :-(