Filosofi

I datamaternes tidligste tid interagerede man med dem ved at ændre dem direkte: Ved at indstille kontakterne på deres kontrolpanel kunne man kommunikere med dem i deres eget sprog, i den materielle struktur som udgjorde deres egentlige eksistens.

Så fik man præcise og veldefinerede skriftsprog, hvor alt havde en veldefineret og kontrolleret mening: Der var yderst få tvetydigheder, meningen blev bestemt og veldokumenteret af centrale administrationer, og det var muligt at kommuniker effektivt og præcist med datamaten, så snart man havde investeret en moderat mængde tid i at sætte sig ind i konventionerne.

Med tiden steg mængden af disse skriftsprog eksplosivt: Hver datamat havde sine egne kommunikationsregler, ja visse enkelte installationer afviger endda drastisk fra deres naboer, og det kan være utroligt svært at vide hvordan kommunikationen skal foregå, med mindre man kan spørge en lokalkendt om råd.

I 80'erne og 90'erne udviklede man for alvor musen og de grafiske brugergrænseflader, hvor man nu måtte udtrykke sin mening med mere eller mindre vagt kropssprog. Nu hvor talegenkendelse er ved at slå igennem er vi endelig nået mod slutpunktet for devolutionen indenfor grænseflader: Som jeg har illustreret ovenfor er vi indtil videre gået modsat evolutionen for menneskeligt talesprog, og derfor er vi snart reduceret til at pege og grynte ad datamaten for at bibringe vores intentioner.

Hvis idéen med passive, allestedsværende, indlejrede enheder ("pervasive computing") virkelig slår igennem vil vi endda afvikle os til et punkt hvor vi slet ikke kommunikerer med datamaten længere. Det tog os millioner af år at bevæge os den distance med menneske-til-menneske-kommunikation! (Omend det naturligvis var i den anden retning.)

Som de fleste vel efterhånden er klar over var der for et par dage siden et selvmordsangreb på en dansk ambassade i Pakistan. Siden da har medierne været fyldt med artikler og ledere om at Danmark har overstrukket sig selv og nu er blevet et terrormål helt på højde med Storbritannien, USA og Israel. Lad os betragte den handling der affødte dette hysteri. Det var et terrorangreb, jovist, men det fandt sted i udlandet, ingen danskere kom til skade og det skete adskillige år efter den gerning, som det angiveligt skulle hævne. Forstå mig ret, jeg mener ikke at terrorangreb bliver mindre afskyelige af at der ikke er dødsfald i min egen klub, men det virker nærmest respektløst at sammenligne dette med de voldsomme angreb som er sket på Storbritannien, USA og Israel.

På sin vis minder det om borgerkrigen i Afghanistan, hvor vi hver eneste gang en dansk soldat mister livet, får at vide at vi er ved at tabe krigen og ikke er i stand til at føre den. Det synes jeg igen er en forvanskning af sandheden. Betragt krigs--statistikkerne: De danske tropper og deres allierede mister voldsomt færre mænd end deres fjender, og i forhold til tidligere krige er den materielle og personalemæssige investering minimal. Selv Danmark har personligt ført væsentligt større krige i vor fortid, og dengang var vi langt fattigere og fåtallige end nu. På nuværende tidspunkt er vores indsats i Afghanistan, samt terror-"truslen", langt mere baseret på politisk vilje end egentlige militære og sikkerhedsmæssige overvejelser. Det virker mest af alt som et ønske om at slutte sig til de seje lande som virkelig er i fare for terrorangreb, men i sidste ende er det bare patetisk.

Der har været stille på denne blog i lang tid - nu vil jeg starte op igen med hvad jeg gør bedst, nemlig at brokke mig. I dette indlæg vil jeg kritisere vores kære statsminister, nærmere bestemt hans seneste nærmest tragikomiske besøg hos verdens cowboy, George W. Bush.

For det første lader det til at Fogh opfatter Bush som en god leder af den årsag at han er en "flink fyr" som man "gerne vil drikke en bajer med nede på værtshuset" - en klassisk beskrivelse der åbenbart ofte bruges af den menige amerikaner. Jeg ved ikke om Bush er en sådan flink fyr, jeg ved ikke om han er god at tage på druk med - men jeg ved at det er totalt ligegyldigt for om han er en god statsleder, og jeg forstår ikke hvorfor det overhovedet er relevant at snakke om den slags ting. Jeg vil klart foretrække en usympatisk, ukarismatisk stivstikker af en politikernørd, såfremt han er kompetent, frem for et flinkt, men inkompetent, fjols. Det er grunden til at jeg normalt godt kan tolerere Fogh som statsminister, til trods for mine politiske uenigheder med ham.

Hvad siger Fogh ellers? Vi har bl.a verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, samt at han åbenbart deler ideologisk idégrundlag med Bush. Afhvad? Jeg troede Fogh var liberal? Hvad er der liberalt ved at afskaffe habeas corpus? Eller hvad med det fantastiske juridiske trick med at indespærre folk på Guantanamo-basen i årevis uden at stille dem for en dommer - et sted der hverken er rigtig amerikansk eller cubansk jord, og hvor ingen forfatningsgaranterede rettigheder gælder? Vi sikrer menneskerettighederne ved at lære folk at sætte pris på dem! Man værdsætter ikke hvad man har før man mister det!

Jeg mener, jeg er ikke engang synderligt liberal, og alligevel synes jeg den slags tricks er totalt vanvittige. I Danmark er det ikke gået helt så galt (endnu?) - vi er stadigvæk på det punkt hvor vi blot bruger tonsvis af penge på overvågning uden beviselig effekt, projekter der satser mere på at skabe en følelse af tryghed end egentlig sikkerhed. Bah, findes der overhovedet nogen lande i vesten der ikke er blevet grebet af denne tryghedssyge? Hvorfor er de ikke i Skandinavien? Vi skulle forestille at være et folk drevet af fornuft, rationalitet og gensig tillid...

Nu er det igen, og over hele landet, med tidsforskydning endda over det meste af verden, samler folk sig for at fortære det nærmest rituelle juleådsel og udveksle de ejendomme der strategisk er blevet placeret under fremtidens træflis. Jeg har selv tænkt mig at deltage i denne seance med glæde og uden protester, til trods for at jeg hverken er kristen eller udpræget stor tilhænger af traditioner for traditioners skyld. Alligevel er jeg tilhænger af julen, fordi den fungerer som en socialt veletableret undskyldning for at være social og arrangere traditionelle sammenkomster (såsom de famøse julefrokoster). Det kan godt være at julen når man anskuer den objektivt er helt forfærdelig - en gammel vintersolhvervsfest forvansket af den katolske kirke til et meningsløst sammensurium af hedenske og kristne symboler og traditioner, der totalt har mistet enhver forbindelse til den oprindelige idé bag dem. Senerehen er julen så blevet overtaget af kommercielle interesser, og nærmest blevet et monument til vestlig forbrugsmentalitet. Men til trods for at julen således er dybt korrupt rent filosofisk, fungerer den stadigvæk som en undskyldning til at gøre, og arrangere, ting der opfattes som gode eller hyggelige. Og måske opfatter jeg kun traditionel juleudsmykning som behagelig fordi jeg under min opvækst blev hjernevasket af forbrugssamfundet, men i så fald bærer jeg intet ønske om at ophæve denne selvillusion - verden er kun som vi opfatter den, og der er næppe årsag til at gøre vores opfattelse mere deprimerende eller negativ end den allerede er.

Jeg vil forbigå diskussionen omkring de betydelige udledninger man kan drage fra forgående sætning, og i stedet ønske alle læsere af den nye bibel en glædelig jul, og opfordre jer til at undersøge for jer selv hvor lidt kristendommen egentlig har at gøre med den moderne juletradition.

Jeg er blevet færdig med at læse en af mine fødselsdagsgaver - Fyrsten, en bog skrevet af Niccoló Machiavelli for henved 500 år siden, så nu besidder jeg al den boglige viden der skal til for at være renæssancefyrste i Toscana (bogen genopvækkede også min Europa Universalis III-besættelse).

En bemærkelsesværdig ting ved Fyrsten er hvor pragmatisk, ja man kan vel næsten sige rationel, den er. Der bruges meget lidt tid på etik og moral, i stedet gives en række benhårde råd til hvordan man skal vinde, sikre og bevare magten - og det virker ikke som om Machiavelli's råd var udpræget kontroversielle for sin samtid, hvor selv en mafioso ville opfatte dem som afstumpede og koldhjertede. Det er jo ikke en nyhed at verden, eller i hvert fald Europa, i almindelighed er blevet mere fredelig end den var i renæssancen, og når man læser en bog som Fyrsten får man også det indtryk at menneskelig sindsstemning har ændret sig voldsomt meget. Det kunne være interessant at vide om den gennemsnitlige Europæer for 500 år siden ikke ville have de store skrupler over at handle efter Machiavellis råd, eller om indtrykket af tidligere tiders grusomme kyniskhed udelukkende skyldes at de eneste litterære overleveringer vi har fra de tider er forfattet af herskere og folk i nærheden af magten. I dag er stort set alle i stand til at forevige deres meninger og oplevelser, så hvordan mon fremtiden vil se på vores etik om endnu 500 år? Vil de opfatte os som amoralske barbarer, eller vil de erfare at menneskesind er konstante over så korte perioder, og at alt der ændrer sig er samfundsmiljøet? Det er jo desværre et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på.

Efter jeg startede på DIKU har jeg bemærket en meningsforskel på mig og de fleste andre studerende - hvor der for andre nærmest er sport i at købe billige, evt. brugte, lærebøger, og skrotte eller sælge dem igen så snart kurset er afsluttet, har jeg en helt anden holdning. Jeg køber altid mine bøger som nye, helst som hardcover, jeg installerer dem i mit lille fagbogs-bibliotek når kurset er overstået, og jeg kunne ikke forestille mig at sælge bøgerne igen (måske med mindre jeg fik så meget for dem at jeg kunne købe nye udgaver). Selvom det naturligvis til tider er smertefuldt, med de uforståeligt høje priser der er på de fleste lærebøger, så har jeg en filosofi om at holde så meget af min viden på bogform, så jeg teoretisk set kan gendanne min fulde faglige viden, fra et hvilket som helst tidspunkt, udelukkende ud fra mine bøger. Udover at jeg således kan gendanne min faglige kunnen, såfremt jeg skulle miste hukommelsen (måske et noget søgt argument), føler jeg mig også sikret at jeg i hvert fald kan udbedre enhver regression i min faglige kunnen, og hvis jeg er usikker på noget jeg har lært, til enhver tid kan slå det op.

Internettet er selvfølgelig også en vigtig kilde til læring, men jeg foretrækker at lære fra fysiske bøger, frem for elektroniske kilder, og ikke kun fordi jeg ikke bryder mig om at læse længere tekster på en skærm: Bøger er langt mere håndgribelige og varige, hvorimod elektronisk lagret data, især hvis det kun er tilgængeligt via Internettet, er væsentligt mere flygtigt, og kan ændre sig, eller forsvinde, til hver en tid. Dette ødelægger hele formålet med mit ønske om at samle al min viden på bogform, som jo netop er total sikkerhed for at jeg altid kan genopfriske hvad jeg har lært.

Et valgkampsaspekt, som jeg virkelig ikke forstår, er den gamle tradition for valgplakater. Tidligere var de måske nødvendige for at formidle kandidater, tidspunkter for valgmøder og lignende, men allerede for 50 år siden burde radio og TV have overflødiggjort dette - og sandelig, de fleste, for ikke at sige alle, valgplakater prydes udelukkende af partiets navn og billede og navn på en én kanditat (for Enhedslistens vedkommende endda kun førstnævnte). Jeg kan til nøds forstå behovet for valgplakater til lokalvalg hvor ikke alle kandidater kendes af den brede befolkning, men jeg ser ikke behovet for valgplakater prydet af Helle Thorning-Schmidts ansigt, og mere generelt kan jeg ikke tro at en valgplakat kan påvirke nogens stemme. Hvordan skulle ræsonnementet være? "Jeg stemmer på den hvis ansigt jeg sidst så!" "Jeg stemmer på liste X, for de har penge nok til at tilklistre hele mit lokalområde!" "Jeg stemmer personligt på Anders Fogh fordi han ser så beslutsom ud på sine valgplakater!" Det virker mest som om valgplakater bare er en måde at motivere de ungdomspolitiske afdelinger til at mobilisere for at få sat dem op, og således højne deres moral gennem politisk relevant arbejde, men det virker stadigvæk som noget af en søgt forklaring.

Så er der udskrevet valg - noget før tid, men det skyldes jo nok at diverse udøvende magter har fået kolde fødder over situationen i den lovgivende magt. Dette bliver den første afstemning jeg deltager i, så jeg har tænkt mig at gøre hvad jeg kan for at lave en så informeret beslutning som muligt - jeg har tidligere fortalt om hvordan jeg ikke vil lade mig binde af partimæssige tilhørsforhold, og jeg har derfor i højere grad tænkt mig at se på de individuelle partiers valgløfter (naturligvis modereret med deres track record for tidligere løfter) og så stemme på dem der for tiden, i dette valg, passer mig bedst, i stedet for blot at støtte det parti der alment bekender sig til en ideologi der ligger tæt på min.

Mine forhåbninger, som jeg ikke forventer bliver indfriet, ville være noget i stil med at Venstre og Dansk Folkeparti mistede indflydelse. Hvis vi fortsat skal have en borgerlig regering vil jeg klart foretrække at den er konservativt domineret, da jeg efterhånden fuldstændigt har mistet respekten for Venstre og deres populisme - de konservative har jeg langt mere respekt for, og alt hvad jeg har set og hørt tyder også på at de fører politik baseret på hvad de mener er det bedste for Danmark, dvs. politik baseret på intelligens og ideologi (at jeg ikke er helt enig i deres ideologi er naturligvis relevant). Venstres formand, derimod, udtrykte i sin tid at man skal lade være med at høre på eksperter (denne form for anti-intellektualisme hører ikke hjemme i et land som Danmark, i mine øjne). Det er jeg klart overbevist om er en rigtig dårlig idé. Hvad Dansk Folkeparti angår synes jeg blot at deres politik (især den økonomiske) generelt er for kortsigtet, og naturligvis at deres ideologiske grundlag er primitivt og følelsesladet.

... men det var nogle indbrudstyve der fik dem. Guldhornene er blevet stjålet, igen. Normalt ville jeg være rasende over at nationalklenodier og historiske artefakter bliver fjernet fra menneskeheden som helhed, og en forbindelse til vores fortid ødelagt. I dette tilfælde tager jeg det dog rimeligt roligt - guldhornene er kopier fra 1860'erne, og har således ingen synderlig historisk værdi. Og da "guld"-hornene tilmed blot er guldbelagt sølv kan man stille sig spørgsmål om hvorfor hornene overhovedet er blevet stjålet. Mon tyvene ikke var klar over hornenes materiale? Og selv hvis de var af guld ville det være overordentligt meget besvær for en relativt lille mængde. Som det er sidder tyvene med 150 år gamle sølvkopier - sølvet selv er næsten værdiløst, og det skulle undre mig meget om diverse excentriske samlere skulle være interesseret i dybest set ligegyldige kopier. Der blev desuden fremstillet langt bedre kopier i 1980'erne alligevel.

For tiden kører Dansk Folkeparti nogle reklamer hvori de udbasunerer tilsyneladende klassiske, danske værdier. Jeg har set to af disse, hvor hhv. "ytringsfrihed" og "flid" bliver promoveret. Der er ét essentielt problem i dette - ingen af nævnte værdier er udpræget danske. I virkeligheden har Dansk Folkepartis stereotypiske værdier, og den "klassiske" danske kultur, grobund i den såkaldte guldalder i det 19. århundrede. Danmark mistede sin stormagtstatus hen mod starten af renæssancen, men plejede alligevel en stormagtsfølelse op gennem århundredene, mens vi konstant fik tæv af svenskerne. Vores primære statussymbol var vores ikke-uanselige flåde, men i 1812 var eventyret endegyldigt slut - vi fik grove stokkeprygl af det britiske imperium fordi vi valgte at holde med en fransk frøæder, og selv ikke en sindssyg monark ville kunne opfatte Danmark som andet end en ubetydelig nordtysk stat. Da vi endegyldigt havde vist vores manglende evne til at gøre en forskel i verdenspolitikken valgte vi i stedet at gå hen i hjørnet og lege med os selv... da vi havde indset at vi nok ikke fik del i verdens rigdomme gik vi fluks i gang med at fortælle os selv at Danmark alligevel var det smukkeste land i hele verden. Da Europa begyndte at blive industrialiseret, og Danmark naturligvis ikke var i stand til at følge med, gjorde vi det tilmed til en dyd og et kendetegn at vi holdt fast i en forældet agrarisk produktion. Først da USA begyndte at producere bedre og billigere landbrugsprodukter, og desuden gav sponsorater i form af Marshall-hjælpen, begyndte Danmark at træde ind i det 19. århundrede. I løbet af "guldalderen", som perioden efter militære nederlag, statsbankerot og falden bagud i Europas økonomiske udvikling, kaldtes, dannede vi således den karakteristiske "Morten Korch"-kultur, baseret på selvforblinding og et dybt forskruet billede på landets tilstand. De af Dansk Folkeparti promoverede værdier passer derimod mere på USA, hvis raison d'etre var dets befolknings frihed, og hvis kultur efterhånden udviklede sig til at sætte stor pris på hårdt arbejde og foretagsomhed. Danmark har ikke på samme måde frihed som en del af vores nationalkultur (om USA stadigvæk går synderligt meget op i frihed er naturligvis også et gyldigt debatemne).

Men hvad er så karakteristiske danske værdier? Jeg ville nok pege på de klassiske socialdemokratiske værdier som "solidaritet" og måske "tryghed", idet socialdemokrater var ved magten i størsteparten af den tid hvori den moderne danske stat blev bygget op. Det er i hvert fald ikke "ytringsfrihed", det er nok noget af det der er mest ligegyldigt for dansk nationalkultur.

Endelig har den offentlige debat udviklet sig til noget lidt mere seriøst end hovedbeklædninger og nye partier - i dette tilfælde de irakiske kollaboratører der samarbejder med de danske soldater i Irak som tolke, og debatten omkring hvorvidt de skal have asyl. Jeg har intet nyt eller interessant at sige i den debat, og har derfor ikke tænkt mig at skrive om det. Derimod er der en anden detalje ved sagen der går mig på...

Som de fleste i andedammen vel efterhånden har opdaget, så blev en irakisk tolk ved navn "Muhammed" (hvor præcist) dræbt i december, efter al sandsynlighed som hævn for hans samarbejde med de vestlige besættelsestropper. Dette blev ikke offentliggjort før for et par dage siden, og argumentet vores lokale nationalsocialister brugte for at forsvare dette er at det ikke er synderligt relevant, idet tolken ikke var dansk eller direkte tilknyttet en dansk organisation (han var måske udlejet af et vikarfirma? Hvem ved?). Under almindelige omstændigheder ville jeg nok ikke være voldsomt uenig med dem, men i løbet af debatten omkring de irakiske tolkes sikkerhed må selv den kromosomdefekte fløj i dansk politik sgudda kunne se at det er ekstremt relevant at få bekræftet at frygten for tolkenes sikkerhed ikke bare er teoretisk. En ting er at stå for nogle politiske principper som jeg er uenig med, fair nok, det er et demokrati vi lever i, sådan er spillereglerne, men jeg har virkelig svært ved at forsvare direkte uærlighed og inkompetence. Det lugter slemt af enten betingelsesløs opbakning af ens egne synspunkter eller ens allierede, eller af et ønske om at finde fakta ud fra ens meninger, i stedet for det omvendte. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Organisatoriske tilhørsforhold kommer af ens holdninger, ikke omvendt. Betingelsesløs loyalitet til ens politiske parti eller allierede er direkte uærligt. Er det virkelig så svært at sige "okay, det var en fuckup, jeg giver en kvajebajer?"

Der har været en del turbulens i den danske partipolitik på det seneste - Naser Khader har oprettet et nyt parti, folk konverterer, og det bliver spillet op til det helt store. Hvis man ønsker at gøre karriere som politiker er det nok en voldsom fordel at være medlem af et parti hvis infrastruktur og medieadgang man kan drage nytte af - jeg tror ikke det er ofte at løsgængere bliver valgt til høje poster, måske med undtagelse af hvis de tidligere har været prominente personligheder i et politisk parti. Men selv er jeg ikke medlem af noget parti, og forstår ikke helt hvorfor så mange, som ikke er interesserede i at være fuldtids-politikere, er det.

Chancen for at jeg vil være enig med et givent politisk parti om alt er meget, for ikke at sige forsvindende, lille. Jeg er vel hvad man ville kalde venstreorienteret, og er enig i store dele af Enhedslistens partiprogram. Men samtidigt opfatter jeg mig også som en nogenlunde pragmatiker, og har ingen interesse i at se store omvæltninger ("revolutionen") fra den ene dag til den anden - dybest set synes jeg det danske samfund fungerer udemærket, og jeg ønsker ikke at ændre alt for meget ved det. Samtidigt bryder jeg mig ikke om de mere mainstream venstreorienterede partier - som med de fleste alt for pragmatiske politiske organisationer virker de ofte som om at de baserer deres holdninger på hvad der kan give dem stemmer (indenfor visse rammer, naturligvis), i stedet for blot at acceptere at befolkningsmeningen ændrer sig, og partiers magt som følge deraf. Hvis der er et politisk emne jeg har en mening om, og jeg gerne vil støtte, så finder jeg det parti som har samme mening som jeg selv. Det behøver ikke være samme parti som sidst jeg skulle stemme, og det behøver ikke være det parti som jeg stemmer på næste gang. For mange mennesker lader til at forme deres meninger ud fra deres politiske tilhørsforhold - det bør være den anden vej rundt, og det forsøger jeg at efterleve. Derfor er jeg ikke, og vil sandsynligvis aldrig, være medlem af noget politisk parti.

• DR slagter sporten
• Kenneth Plummer i antisport-blodrus
• DR's nye sportsbudget - er holocaust blevet overgået?

I øjeblikket er vi vidne til en tragedie, nej, en forbrydelse mod menneskeheden der overskrider alle internationale konventioner, for som konsekvens af besparelser pålagt DR pga. budgetoverskridelserne der er opstået i forbindelse med det politisk bestemte byggeri i Ørestaden, har DR valgt at nedlægge deres sportsredaktion. Jeg har dog ikke selv helt forstået hvad problemet er - der er masser af andre kanaler der er mere end villige til at dække mainstream-sportsgrene, så selve dækningen kommer ikke til at lide skade, og som statsfinansieret firma er det vel ikke DR's opgave at konkurrere med private virksomheder som alle andre? Det ville jo være unfair konkurrence, da DR's indtægter nærmest kommer ind per automatik, og de derfor er nærmest umulige at konkurrere med. DR vil stadigvæk dække de sportsbegivenheder som andre kanaler ikke ser økonomi i at have med at gøre, og den tid, der tidligere gik til sportsreportager, kan også bruges til programtyper (dokumentarprogrammer?) der ikke er tilgængelige andetsteds. Grundet DR's noget specielle finansierings-position er det da åbenlyst at programfladen bør indeholde programmer af en type som der ikke ville være økonomi i at vise for privatejede kanaler, og derved tilbyde nogle udsendelser som ellers ikke ville være tilgængelige. Det er da noget federe end bare at lade DR være TV2-uden-reklamer.

DR1 burde følge DR2's eksempel og sende noget mere indhold. Det er totalt ligegyldigt om DR dækker sportsbegivenheder, for i modsætning til f.eks. politisk relevante nyheder, er det totalt ligegyldigt om en privatejet medievirksomhed lader sportsnyheder farve af virksomhedens ejeres holdninger, hvor det modsat spiller en lidt større rolle at befolkningen kan få objektiv information om vigtige begivenheder i verden.

I dag på Poltikens forside kan man læse om hvorledes staten sparer 1,2 milliarder kroner på at sikre sig, at alle afdelinger køber samme produkt for samme pris (mod så at bekende sig til at købe fra samme producent). Det har hidtil ikke været tilfældet, hvilket ifølge artiklen har resulteret i at visse afdelinger i samme ministerium har måttet betale forskellig pris for samme produkt. Det er godt at se hvad jeg længe har haft en mistanke om, netop at en så gigantisk organisation som den danske stat er i stand til at opnå nogle økonomiske fordele blot ved at samarbejde lidt med sig selv.

Desværre afslører artiklen også bagsiden af medaljen: I en dramatisk proklamation har staten annonceret at antallet af tilladte kuglepens-typer går fra 52 til kun 7 - en tvangshomogenisering, som nemt bringer associationer til Adolf Hitler's bestræbelser med racehygiejne! Jeg har længe været tilhænger af heterogene miljøer, både i software og i naturen: Sådanne miljøer er fleksible, robuste og innovative, og sørger for konstant at holde sig i en tilstand af kontinuerlig forbedring. Homogene miljøer er derimod specialiserede og infleksible, og kan hurtigt bukke under hvis der bliver pillet med miljøvariablerne. Har vi derfor virkelig lyst til at homogenisere den offentlige sektor således mht. valg af kuglepenne? I en verden som kan ændre sig så hurtigt som vores? Hvordan kunne vi ikke være endt, hvis vi havde påtaget os denne homogenitets-svaghed i september, 2001? Ville Danmark i så fald stadigvæk eksistere som selvstændig stat. "Standardiseringer" af denne kaliber er en farlig reduktion af robustheden i vores lands administration.

Nu er blok 3 på DIKU ved at være færdig, en blok hvori jeg endelig tog en ret svær beslutning - jeg valgte at droppe ud. De, der snakker med mig online, vil vide at jeg ikke har skrevet ret meget kode i den seneste tid - jeg har bare ikke haft lysten - og at jeg i stedet har brugt en del tid på at spille computer. Min manglende produktivitet stikker dog dybere end simpel kedsomhed, da jeg efter et halvt år som datalogistuderende indså, at jeg i virkeligheden ikke interesserer mig synderligt for datalogi. Når jeg tænker tilbage, var min beslutning om at blive programmør og datalog også bare en udløber af min begejstring for computerspil - og jeg valgte datalogistudiet specifikt, fordi jeg fik at vide at det var den "bedste" (forstået som "længste", "hårdeste"). Da jeg skrev kode for mig selv kunne jeg holde interessen nogenlunde, da jeg var i stand til at vælge opgaver som jeg fandt underholdende, men da jeg blev konfronteret med "rigtig" datalogi stødte jeg lynhurtigt panden mod en mur, da jeg opdagede hvor meget kedelig matematik der egentligt er involveret, og selv programmering er efterhånden blevet utroligt ensformigt - det er de samme mønstre og koncepter, linje efter linje. Det har været en hård beslutning, da jeg de sidste 4-5 år af mit liv har fokuseret målrettet på at studere datalogi på universitetet, og det skaber et stort motiveringsmæssigt tomrum i min hjerne, da jeg nu ikke længere ved hvad mit livs mål er. Jeg har ikke noget at lave. Foreløbigt har jeg tænkt mig at søge om optagelse på filosofistudiet - en af de ting jeg har opdaget at jeg finder interessant, er at skabe og udlede tankemønstre (se denne blog for et eksempel), så måske er filosofistudiet mere relevant for mig.

Og det vigtigste: Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at skifte fra GNU/Linux eller lignende, jeg er stadigvæk tilhænger af filosofien omkring fri software, og jeg bryder mig stadigvæk ikke meget om Windows, jeg regner bare ikke med at skrive fri kode (eller kode i det hele taget) længere.

Har jeg brokket mig over mundtlige eksaminationer før? Hvis nej, så er det på tide, hvis ja, så hørte I åbenbart ikke godt nok efter, for som afslutning på et af mine nuværende kurser på DIKU, Algoritmer og Datastrukturer for at være præcis, skal vi op til en mundtlig eksamen uden forberedelsestid i en tilfældigt udvalgt del af pensum, og vores evne til at forklare om emnet vil udgøre 100% af karakteren for kurset. Mundtlige eksaminationer er slemme nok, men ingen forberdelsestid gør det kun endnu værre. Det helt store problem med mundtlige eksamener er at de er utroligt følsomme overfor hvad man på stående fod kan huske (og kan præsentere verbalt, jeg ignorerer her alle de, som har svært ved verbale forklaringer), og dette bliver kun endnu værre, når man ikke engang har en halv time (eller bare 10 minutter!) til at genopfriske sin viden før eksaminationen. Eksamenen bliver altså ikke bare en stikprøve, det bliver en super-specifik stikprøve, hvor der sandsynligvis er massiv variation i hvor godt man ville kunne præsentere forskellige emner, og derved gøre ens karakter til en form for hit-or-miss, som ikke giver et bare nogenlunde præcist billede af ens kompetencer inden for faget som helhed. Projekteksamener er naturligvis idealet, idet man via disse kan berøre en stor del af pensum, og som studerende undgå at klare sig konsekvent dårligt pga. en uheldig halv time. I visse fag er projekteksamener dog ikke realistiske, og her er skriftlige eksamener en acceptabel erstatning. De tillader at man berører en stor del af pensum, og man kan bruge bøgerne som referencemateriale hvis der er en obskur detalje man ikke umiddelbart kan erindre. De giver derved et rimeligt præcist billede af i hvilken grad man er i stand til at benytte sig af faget til "realistisk" problemløsning. Mundtlige eksamener er bare slemme, og bliver ikke bedre af at man eliminerer forberedelsestid. Jeg kan kun håbe på at forberedelsestiden er elimineret af sparehensyn, da jeg ikke er i stand til at se hvordan en sådan mangel på nogen måde kan forbedre kvaliteten af eksaminationen.

I den seneste uge har vi i Danmark haft en politisk krise hvis lig ikke er set siden NSDAP overtog magten i Weimarrepublikken - Lars Barfoed er blevet afsat som minister, og, skandale og skændsel, det skete fordi Pia Kjærsgaard ikke længere ville bakke ham op! Det førte til en del sårede følelser og oppustede egoer, for af en eller anden grund bliver der ikke løftet et øjenbryn, når oppositionen ikke finder at Lars Barfoed har udført sit ministerhverv, men når Dansk Folkeantipati, regeringens støtteparti, tillader sig at have den mening, så er det forræderi og en skændsel! Det lader til at fordi Dansk Folkeparti er med i regeringen, så skal de betingelsesløst støtte alle regeringens medlemmer, og så vidt muligt nedtone fejl og forhindre sanktioner mod regeringen, krav, som man ikke ville stille til partiet, hvis de blot var endnu et oppositionsparti. Det kræves altså i bund og grund at et parti, eller dets formand eller medlemmer, danner deres meninger ud fra det faktum at de er i samarbejde med VK, og ikke ud fra hvad de egentligt mener baseret på deres ideologiske grundlag. Et sådan krav opfatter jeg som direkte skandaløst.

Idéen er ikke at man skal finde sig en organisation, og så derefter indrette sine meninger efter den, eller betingelsesløst støtte ens samarbejdspartnere lige meget hvad de gør - og især ikke i politik! Det er barnligt og uproduktivt konsekvent at støtte ens egen ende af legepladsen, og altid kritisere den anden ende - man bør ikke kritisere sine modstandere fordi de er de andre, og ej heller støtte sine venner eller samarbejdspartnere fordi de holder med mig, men derimod altid basere sine meningstilkendegivelser og handlinger på ens egen ideologi og moral (og evt. fornuft, men de konservatives følelsesladede respons på Dansk Folkepartis udtalelser tyder på at det ikke er fornuften, eller manglen på samme, i udtalelsen der går dem på). Alternativet kan jeg kun se som uhæderligt og opportunistisk. Naturligvis er der idé i at stå sammen og indgå kompromiser, men man bør aldrig kompromittere ens moralske integritet, og hvis Dansk Folkeparti virkelig er af den opfattelse at Lars Barfoed har skidt i poolen, så ville det netop være en moralsk overtrædelse, hvis ikke de gav ham den kritik han fortjener.

De, der har læst min blog siden den startede, eller snakket med mig på IRC i løbet af de sidste tre år, ved at jeg er stor tilhænger af principperne bag free software. Jeg mener det er vigtigt at folk har mulighed for at studere og forbedre computerprogrammer, og jeg ser programkode som en praktisk manifestation af ren viden, der bør være tilgængelig for alle. Jeg mener at det er uhøfligt og uetisk at skjule noget så fantastisk som et programs virkemåde fra dets brugere, og jeg finder det amoralsk at bruge fri kode i et ufrit softwareprodukt. Alligevel er jeg i løbet af det seneste år gået over til i højere grad at foretrække en MIT eller BSD-licens til kode jeg skriver, i modsætning til GPL, der netop forhindrer folk i at gøre koden ufri. Dette er ikke fordi jeg har det fint med at folk bruger mit arbejde i proprietær kode - for det har jeg ikke. Jeg så helst at min kode og alle afledninger forblev frie, et princip kaldet copyleft af FSF - og nok GPL's mest kontroversielle krav (i hvert fald hvis man lytter til virksomhederne).

Hvorfor bryder jeg mig ikke ret meget om GPL længere? Der er en simpel årsag - der er mange frie licenser som GPL ikke er tosidigt kompatibel med. Hvis man bruger GPL-kode i et MIT-licenseret projekt er man nødt til at udgive hele slutproduktet under GPL. Det vil sandsynligvis få visse programmører til ikke at bruge GPL-kode i deres projekter, hvilket ville betyde at jeg, hvis jeg udgav min kode under GPL, ikke ville kunne dele den med lige så mange andre udviklere af fri software, som hvis jeg brugte en mere løs licens. Det ender med et subjektivt spørgsmål:

Hvad betyder mest for dig - at lade folk bruge koden i frie projekter, eller at forhindre folk i at bruge koden i ufrie projekter?

For mit vedkommende vil jeg hellere dele med de, der laver fri software, end jeg vil opstille forbud for dem, der ikke gør. Jeg går mere op i at give tilladelser og forbud, hvilket jeg synes passer fint med min grundlæggende filosofi om at dele noget, som jeg synes er fantastisk, med resten af verden. Det hjælper naturligvis heller ikke at GPL (og især LGPL) er C-centrisk og ikke udpræget velegnet til Lisp-programmer. Med den måde som Lisp fungerer på ville selv brug af libraries sandsynligvis blive opfattet som et "afledet værk", og derved sætte lighedstegn mellem GPL og LGPL.

Den oplyste læser vil dog her påpege mit hykleri, da de to projekter jeg bruger mest tid på - Climacs og McCLIM - begge benytter en LGPL licens. Dette er primært et historisk problem, som jeg gerne så løst (ved at skifte til en MIT eller BSD-licens).

• Regnvejr
• Kulde
• Punktering på vej til universitetet
• Java

På mandag starter blok 2 på DIKU - så skal jeg til at følge kurser som Maskinarkitektur og Objektorienteret Programmering og Design. Førstnævnte er ganske spændende, hvorimod jeg ikke nærer store forhåbninger til sidstnævnte, der vist mest går ud på at lære os Java og Java-style OO. Dog har OOPD gruppeprogrammeringsopgaver, hvilket jo som regel kan være ret underholdende.

I blok 1 havde vi to ret interessante kurser - Funktionsprogrammering og Matematik og Beregninger. Selvom Funktionsprogrammering var et grundlæggende introduktion-til-programmering kursus var det alligevel rimeligt interessant at arbejde med et rigtigt statisk typet funktionssprog (SML), især når jeg til daglig arbejder med dynamisk typede sprog. Eksamensopgaven, at skrive en SML lexer, var også ret underholdende, og det var slet ikke så besværligt at skrive lexeren som jeg havde regnet med. Det er måske fordi jeg var kommet til at blande sværhedsgraden i at skrive hel parser ind i det. Det har måske også noget at gøre med at SML's syntaks, eller i hvert fald den del af den som vi skulle håndtere, er relativt simpel.

De fleste af de andre studerende er nok uenige med mig om at Matematik og Beregninger var interessant - det centrale i faget var studiet af den kursusansvarliges formelle system map theory, og det computersystem, Map, han havde implementeret til at efterprøve formelle beviser. Mange lader til at være ret utilfredse med at vi bruger så meget tid på Map's syntaks og at vi intet matematik lærer af det, men jeg ser ikke hvorfor det skulle være så meget anderledes at lære matematik via Map end at lære programmering via SML. Jeg har ikke hørt nogen brokke sig over at vi brugte for lidt tid på at lære programmering ift. SML i Funktionsprogrammering, og der vil jeg da mene at vi brugte langt mere tid på "kunstig" syntax end vi gjorde i Matematik og Beregninger.

Nuvel - det skal blive spændende at se hvad blok 2 kan byde på. Især bliver det nok underholdende at den ene af vores forelæsere i Maskinarkitektur kun taler svensk med finsk accent.

I dag læste jeg i Politiken, at visse kristne danske skoler ønsker at indføre undervisning i teoriten om intelligent design på lige vilkår med den velkendte evolutionsteori. Intelligent design som teori siger at det moderne liv er for komplekst til at være opstået "tilfældigt", og at evolutionsteorien derfor ikke er holdbar - i stedet mener de at der må stå en intelligens bag ved udviklingen af livet her på Jorden. Det er ret tydeligt at intelligent design blot er et pseudovidenskabeligt skalkeskjul for kreationisme, læren om at Gud skabte Jorden og dens liv. Personligt synes jeg at det er ekstremt usagligt at fremføre intelligent design på linje med evolutionsteorien - ja, evolution er en teori, men indenfor videnskaben dækker ordet teori over andet end ordet påstand. En teori er en hypotese (påstand) som er blevet påvist gennem empiriske observationer, eksperimenter og ræsonnementer. Evolution er blevet udsat for mange af disse undersøgelser, og holder stadigvæk - intelligent design, derimod, støttes ikke at nogen seriøse biologer og er ikke blevet underkastet eksperimenter eller seriøs forskning. Faktisk er det også umuligt at modbevise intelligent design, idet man altid ville kunne argumentere for at den almægtige intelligente designer blot kunne ønske, at dette er tilfældet. Når teorien på denne cirkulære måde forhindrer sig selv i at blive modbevist, er det pr. definition ikke videnskab. At komme med en påstand uden saglige argumenter gør ikke påstanden til en videnskabelig teori - intelligent design er ikke mere videnskab, end det er at påstå at et flyvende spaghettimonster er ansvarlig for, og styrer, alle subatomare partiklers opførsel her i dette univers.

I dag læste jeg denne artikel fra en Princeton-studerende, hvori forfatteren påpeger, at blot fordi han studerer computer science, så har han ikke automatisk lyst, eller kompetencer, til at fikse folks computere. Det er noget jeg kan nikke genkendende til.

Jeg er (ny) datalogistuderende - jeg kan lide at skrive programmer - jeg bruger en masse tid ved computere - men jeg kan ikke lide at reparere computere, jeg bryder mig heller ikke synderligt meget om at sætte dem op, og jeg kan virkelig ikke lide at undersøge dem for fejl. Af nødvendighed har jeg lært mig at betjene og fejlrette computere og enkelte programmer, så jeg er i stand til at bruge dem så effektivt som muligt - men at opsætte et styresystem, eller rette fejl der opstår som konsekvens af en opdatering, er ikke noget jeg synes er sjovt. Det er bare ikke produktivt. Og jeg føler meget ringe glæde ved at holde et system kørende, hvilket er en af de primære årsager til at jeg aldrig har tænkt mig at beskæftige mig med systemadministration i et omfang, der går ud over hvad er nødvendigt, for at jeg kan skrive programmer. Nogle mener det er paradoksalt - men jeg kan faktisk ikke lide computere, jeg kan kun lide (visse) programmer og selve akten at programmere. Computere og mange computersystemer kræver for meget vedligeholdelse for min smag, hvilket er årsagen til at jeg generelt ikke længere piller ved ret meget andet end de programmer jeg bruger direkte (Emacs, for eksempel).

Alligevel har jeg ikke noget imod, i et vist omfang, at hjælpe folk med computerproblemer - jeg ved hvordan man løser/skaber visse problemer, og jeg har intet problem med at gøre det som en tjeneste for folk jeg kender. Men at forvente at jeg altid vil bruge flere timer på at rode med andres computere, gratis, er lovligt optimistisk - jeg er datalogistuderende, programmør, ikke computermekaniker. De programmer jeg bruger lægger desuden så langt uden for spektret af hvad de fleste andre bruger, at jeg ikke har nok erfaring til at hjælpe dem. Men hvis der er problemer med Emacs, så skal jeg da nok have nogle hjælpsomme kompetencer!

Desuden:

Rune har skrevet et indsigtsfuldt indlæg om undertegnedes primære hobby og kendetegn - den ædle kunst at spille på ens rektum. Jeg kan kun anbefale dette fantastisk værk, skrevet af en sand connoisseur indenfor det audio-anale samfund.

Det er lang tid siden jeg har kritiseret Microsoft på min blog, og det har jeg da heller ikke tænkt mig at gøre i dag. I stedet har jeg tænkt mig at linke til et blogindlæg, der fortæller hvorfor en garvet programmør på Microsoft-platformen vælger at springe fra. Kommentarerne på blogindlægget får det til at virke som om de fleste fortolker det som at det er Microsoft, der er noget galt med, men indlægget fokuserer mere på den typiske Microsoft-platform-programmør, end på platformens tekniske kvaliteter i sig selv. Bloggens ophavsmand kommer ind på at Microsoft-platformen, i forbindelse med sin succes, har tiltrukket en stor mængde programmører, der kun er interesserede i programmering for pengenes skyld, og som slet ikke har entusiasme eller glæde ved at skrive kode, bare for at skrive kode.

Lige præcis dette er en af grundene til at jeg føler mig så godt tilpas i free software/open-source miljøet - her er kun hackere der skriver kode, fordi de synes det er sjovt, alle er uhyre entusiastiske og alle går utroligt meget op i hvad de laver - ingen er ligeglade. Entusiasmen smitter og gør det rart at arbejde med andre. Mit mareridts-scenarie er at arbejde i et hold, hvor folk simpelthen er ligeglade med projektet, og kun ser det som et dagjob, som man glemmer alt om når man går hjem - det er slet ikke foreneligt med min egen programmerings-filosofi, hvor et interessant problem kan opsluge store dele af ens liv - hvor man går og tænker over det, hver gang man har et frit øjeblik. Det er grunden til at jeg nok aldrig kommer til at passe godt ind som programmør i en stor virksomhed, hvor det kan være svært at sikre at alle er entusiastiske programmører, og grunden til at jeg mere overvejer en karriere indenfor universitetsbaseret forskning eller måske selvstændig virksomhedsdrift.

Men det er der jo længe til jeg skal beslutte! Indtil da kan jeg bare opleve glæden ved at skrive programmer, uden at have andre bekymringer.

Jeg kan godt lide Wikipedia. Man kan finde en masse spændende information, lige fra historisk teknologi til filosofiske tekster. Wikipedia har naturligvis sine mangler, men den grundlæggende idé - at alle arbejder sammen om at skabe en gigantisk databank - appelérer en del til mig. Om så Wikipedia's artikler var af ringe kvalitet (det er de typisk ikke), så ville jeg stadigvæk være fan af filosofien bag. Derfor er jeg også ret tilfreds med at Wikipedia nægter at lade Kina indføre censur på den kinesiske Wikipedia - at gøre dette ville nemlig være at gradbøje Wikipedia's rolle som kilde til fri information. Et medie som Wikipedia er den sekundære del, af et ytringsfriheds-system - vi har masser af måder hvormed vi frit kan udveksle og proklamere vore meninger (den primære del af ytringsfriheden), men Wikipedia er unikt - om ikke andet, så i omfang - som en kanal til frit at udveksle konkret viden. Det er i mine øjne vigtigt, at man ikke går på kompromis med dette.

Folkeskolen er den dårligste i verden! Folkeskolen giver eleverne for lidt konkret lærdom! Folkeskolen lærer eleverne for lidt om samfundet! Folkeskolen sørger ikke for at holde eleverne i form! Folkeskolen er ikke et platonisk perfekt billede der former alle børn til at være perfekte mennesker ifølge enhver skala og som totalt fjerner behovet for at forældrer, og samfundet i almindelighed, udviser ansvar! Det er ikke småting folkeskolen må høre for - og alle andre skal også høre for at de af uransagelige årsager ikke vil uddannes som lærere og tage ansvar for disse kritiske mangler. Men det er jo i grunden meget logisk - folkeskolen er noget alle her i samfundet skal igennem, så i stedet for selv at tage ansvar når noget går galt, eller bliver et problem, er det meget lettere at skyde skylden på den - på sin vis har det jo den eneste statslige instans der med sikkerhed har haft en mulighed for at afhjælpe problemet. Spørgsmålet er jo naturligvis om det er retfærdigt at folkeskolen løser alle problemer for alle for flere elever og med færre lærere og penge. Ethvert rimeligt menneske kan vel se, at det er det ikke, og at det næsten virker tragikomisk, hvor mange krav der efterhånden bliver stillet til den - for nyligt var der endda nogle, der foreslog, at folkeskolen skulle lære eleverne hvordan kan korrekt omgås hunde. Den slags krav er jo skræddersyede til en instans der i forvejen er overstrakt og i finansielle problemer...

Men hvad skal folkeskolen så gøre? Hvilken rolle skal den spille? I kraft af at alle i dette samfund vil komme i kontakt med den i løbet af deres barndom, har den en unik position til at forebygge mange samfundsproblemer, så meget er sandt. Men samtidigt har den "kun" 9 år til hver elev - og der er nogle grundlæggende faglige ting som man næsten er moralt forpligtet til at undervise i, med mindre man også har tænkt sig at forkaste navnet "skole". Men hvordan skal disse ting udvælges? Hvordan skal man prioritere? Hvis jeg vidste det med nogenlunde sikkerhed, så ville jeg offentliggøre mine tanker på et mere respektabelt medie end denne skumle blog.

Jeg har selv, for kun 3 år siden, været igennem folkeskolens utallige pinsler og ubegribelige tedium, så jeg håber at jeg er i stand til at give lidt mere indsigt ind i hvordan den fungerer, end de sædvanlige politikere, der ikke ønsker andet end at tørre deres ansvar af på den. Det første man må indse omkring nutidens folkeskole er at eleverne virkelig ikke laver noget - meget af tiden foregår med endeløs repetition, der i grunden blot er spild af tid - men fordi det er lettere end at lave, og lære, noget nyt, foregiver mange elever at der er behov for at gentage det samme gang på gang. Der er ganske enkelt ingen motivation i folkeskolen - ved at fokusere lidt ekstra på at skabe motivation, ville man kunne få eleverne til at få langt mere ud af de 9 år de har (for lige at skyde et tal ud af røven, så vil jeg sige et sted mellem 10% og 20% ekstra produktivitet).

Folkeskolens formål er ikke opdragelse - det må i sidste ende være forældrenes ansvar. Folkeskolens formål er, i mine øjne, først og fremmest at sikre sig at eleverne bliver produktive og effektive samfundsborgere, at de forstår hvordan samfundet fungerer (i grove træk), at de forstår at et velfungerende samfund er et kollektivt ansvar og at de danner sig deres egne, personlige politiske meninger. Ja, jeg er af den overbevisning at dette er vigtigere end ren faglig lærdom - selvom dette naturligvis kommer ind som den sekundære prioritet - folkeskolen skal sørge for at eleverne har en så omfangsrig grundviden, at de videre uddannelser kan fokusere udelukkende på relativt højniveaustof. Og, i samspil med førsteprioriteten, skal eleverne naturligvis lære så mange faglige færdigheder, at de kan indgå i samfundet - dette indebærer stærke læsefærdigheder, evne til at formulere sig mundstligt og på skrift, samt i hvert fald grundlæggende matematik. Dette er de eneste hvordan-færdigheder jeg mener folkeskolen bør lære eleverne - alt udover dette bør være mere grundlæggende ting, som skal gøre dem opmærksom på hvor stor og kompleks vores verden er, og gøre dem interesserede i specifikke emner (her tænker jeg især på fag som Natur & Teknik, der var med til at skabe min egen interesse for videnskab og almen viden).

Opdragelse klares nu engang bedst af forældre, og at forsøge at tvinge folkeskolen til at undervise i ekstremt specialiserede emner ("hvordan man omgås hunde") tvinger en ud i en uendelig, og uløselig, diskussion om hvad de specialiserede emner helt præcist skal være. Og da en sådan diskussion altid vil være præget af de igangværende samfundstendenser, vil den skulle genoptages fra tid til anden. At gentage en uendelig og uløselig debat for hver årrække er en skidt idé. Så folkeskolen bør holde sig til det grundlæggende.