SIGKILL - Dansk

Den Datamatiske Devolution

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sat, 16 Jan 2010 20:41:42 +0100

I datamaternes tidligste tid interagerede man med dem ved at ændre dem direkte: Ved at indstille kontakterne på deres kontrolpanel kunne man kommunikere med dem i deres eget sprog, i den materielle struktur som udgjorde deres egentlige eksistens.

Så fik man præcise og veldefinerede skriftsprog, hvor alt havde en veldefineret og kontrolleret mening: Der var yderst få tvetydigheder, meningen blev bestemt og veldokumenteret af centrale administrationer, og det var muligt at kommuniker effektivt og præcist med datamaten, så snart man havde investeret en moderat mængde tid i at sætte sig ind i konventionerne.

Med tiden steg mængden af disse skriftsprog eksplosivt: Hver datamat havde sine egne kommunikationsregler, ja visse enkelte installationer afviger endda drastisk fra deres naboer, og det kan være utroligt svært at vide hvordan kommunikationen skal foregå, med mindre man kan spørge en lokalkendt om råd.

I 80'erne og 90'erne udviklede man for alvor musen og de grafiske brugergrænseflader, hvor man nu måtte udtrykke sin mening med mere eller mindre vagt kropssprog. Nu hvor talegenkendelse er ved at slå igennem er vi endelig nået mod slutpunktet for devolutionen indenfor grænseflader: Som jeg har illustreret ovenfor er vi indtil videre gået modsat evolutionen for menneskeligt talesprog, og derfor er vi snart reduceret til at pege og grynte ad datamaten for at bibringe vores intentioner.

Hvis idéen med passive, allestedsværende, indlejrede enheder ("pervasive computing") virkelig slår igennem vil vi endda afvikle os til et punkt hvor vi slet ikke kommunikerer med datamaten længere. Det tog os millioner af år at bevæge os den distance med menneske-til-menneske-kommunikation! (Omend det naturligvis var i den anden retning.)

Skønlitteratur

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 14 Jul 2008 13:36:59 +0200

I de seneste par uger har jeg genopdaget en interesse som jeg har forsømt i alt for mange år - læsning af skønlitteratur. Derfor er jeg gået i gang med at indkøbe og læse en serie af fantasy-romaner skrevet af min yndlings fantasy-forfatter, Raymond E. Feist. Hans historier, som tager deres begyndelse med Riftwar-serien, er især værd at læse fordi de forstår at kombinere det fantastiske med det hverdagsagtige, på en måde så det fantastiske ikke bliver dagligdags og derved uinteressant. Tolkiens bøger er baseret på samme koncept, men sætter dog også et relativt lavt loft over omfanget af supernaturlige fænomener, hvor Feist nærmest har gjort en sport ud af at gøre den lejlighedsmæssige magiske indblanding mere og mere ekstrem. En anden ting, der gør Feists bøger interessante, er at de tilsammen dækker en meget lang tidsperiode (over 100 år) i hans fiktive verden; man følger derfor hovedpersoner vokse op, ældes, få børn og dø af naturlige (eller unaturlige) årsager, hvorefter deres børn tager over. Det giver verdenen en atmosfære af realisme at de mange store begivenheder således kan spredes over en længere periode, i modsætning til visse andre langvarige fantasy-serier som lader til at have potentielt altødelæggende katastrofer hvert andet år.

Haskell og Debian

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 27 Jun 2008 21:47:32 +0200

Tilbage i 2007 var mit nytårsforsæt at lære Haskell. Eftersom jeg skriver om det nu, må det vel antages at det ikke blev opfyldt, hvilket er korrekt. Dog er jeg nu begyndt at rette op på det ved at læse lærebogen Programming in Haskell og løse Euler-problemer. Lærebogen er ganske udemærket, dens eneste brist er at den ikke forudsætter nogen form for forgående programmeringserfaring og således bruger en del sider på at beskrive grundlæggende programmeringskoncepter (og bogen er ikke for tyk til at begynde med). Det lader til at være et generelt problem med mange af de funktionsorienterede sprog: Stort set alle tilgængelige bøger er lærebøger beregnet til helt nye programmører, en situation hvor Common Lisp, der har mesterværker som Art of the Metaobject Protocol, skiller sig noget ud.

For at opnå erfaring med brug af Haskell i rigtige projekter er jeg gået over til en ny window manager, xmonad, baseret på den tese at jeg vil blive så irriteret over diverse ubekvemmeligheder at jeg bliver motiveret til at ændre i koden. Der er allerede adskillige ting der irriterer mig (først og fremmest de elendige genvejstaster, et punkt som ratpoison har forvænt mig med).

Jeg er også begyndt at overveje at droppe Debian som styresystem til fordel for Ubuntu. Min oprindelige argumentation for at bruge Debian var at det ville være lettere at vedligeholde Debian end at tilpasse Ubuntu til mine til tider usædvanlige præferencer. Efterhånden er jeg begyndt at tvivle på dette, især efter mit system er begyndt at nægte at vise output på både laptop-skærmen og den tilsluttede VGA-skærm på samme tid.

Terroristerne kommer!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 06 Jun 2008 19:05:21 +0200

Som de fleste vel efterhånden er klar over var der for et par dage siden et selvmordsangreb på en dansk ambassade i Pakistan. Siden da har medierne været fyldt med artikler og ledere om at Danmark har overstrukket sig selv og nu er blevet et terrormål helt på højde med Storbritannien, USA og Israel. Lad os betragte den handling der affødte dette hysteri. Det var et terrorangreb, jovist, men det fandt sted i udlandet, ingen danskere kom til skade og det skete adskillige år efter den gerning, som det angiveligt skulle hævne. Forstå mig ret, jeg mener ikke at terrorangreb bliver mindre afskyelige af at der ikke er dødsfald i min egen klub, men det virker nærmest respektløst at sammenligne dette med de voldsomme angreb som er sket på Storbritannien, USA og Israel.

På sin vis minder det om borgerkrigen i Afghanistan, hvor vi hver eneste gang en dansk soldat mister livet, får at vide at vi er ved at tabe krigen og ikke er i stand til at føre den. Det synes jeg igen er en forvanskning af sandheden. Betragt krigs--statistikkerne: De danske tropper og deres allierede mister voldsomt færre mænd end deres fjender, og i forhold til tidligere krige er den materielle og personalemæssige investering minimal. Selv Danmark har personligt ført væsentligt større krige i vor fortid, og dengang var vi langt fattigere og fåtallige end nu. På nuværende tidspunkt er vores indsats i Afghanistan, samt terror-"truslen", langt mere baseret på politisk vilje end egentlige militære og sikkerhedsmæssige overvejelser. Det virker mest af alt som et ønske om at slutte sig til de seje lande som virkelig er i fare for terrorangreb, men i sidste ende er det bare patetisk.

Voxels

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 12 May 2008 19:54:21 +0200

Tænk tilbage på de tidlige halvfemsere, tilbage til 3D-computerspillenes barndom. Dengang var 3D ikke nødvendigvis lig med polygoner, sådan som de er nu, i stedet var voxels (3D-pixels) en yderst realistisk mulighed. Som alle ved vandt polygonbaserede spilmotorer stort, hjulpet godt på vej af hardwareacceleration, men voxels har stadigvæk en fordel i kraft af deres fleksibilitet og gode understøttelse for kurvede overflader. Et blik på hvordan 3D i stedet kunne have udviklet sig kan man få ved at prøve Voxelstein 3D, et kort skydespil der bruger en voxelbaseret grafikmotor. Den vigtigste voxel-egenskab dette spil demonstrerer er hvor relativt nemt det er at lave spilområder som kan ødelægges - hvad der er yderst kompliceret med polygoner er trivielt med voxels. Jeg synes selv at det er interessant, men det er næppe overraskende at jeg er interesseret i halvdøde og obskure teknologier der påstår at kunne gøre alting bedre end det, der nu er mainstream.

Den moderne legende

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Tue, 01 Apr 2008 12:39:13 +0200

Danmark har endelig fået sig en rigtig helt, en ambassadør for landet, en personificering af den danske ånd og kultur, som kan bidrage til at fremme vores respekt i udlandet. Jeg taler naturligvis om den fænomenale Martin, som jeg har fulgt på kanten af sædet i mange uger under det forløb hvor han udviklede sig fra en naiv, ung mand til den bastion af selvsikkerhed og karisma han udgør i dag.

Det er måske ikke tydeligt ved første øjekast, men han er faktisk en historisk betydningsfuld faktor i dansk kulturhistorie - man opfatter ofte komponister som Beethoven og Mozart som altid at have fokuseret på den aristokratiske elite, men sandheden er at "klassiske" komponister blot var den tids pop-musikere - sandelig, det trak dem mere ned end løftede dem op, at den aristokratiske overklasse forsøgte at gøre dem til sine egne. I modsætning hertil er Martin nærmest demokratisk valgt, fælles for hele befolkningen, og begunstiget med et guddommeligt talent. Han har ingen af de klassiske komponisters svagheder, men alle deres styrker, så jeg forudser at man om århundreder vil se tilbage på 2008 som gennembrudsåret for den største danske musiker - nogensinde.

Se South Park online!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 28 Mar 2008 09:58:20 +0100

Måske er jeg sløv som ind i helvede, men jeg har just erfaret at man kan se alle South Park-afsnit online. Idet South Park, især de tidlige sæsoner, er en af de bedste serier nogensinde, har jeg allokeret de næste par dage til at genopleve den del af min opvækst, og det samme bør du.

Dobbelt så godt!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 05 Mar 2008 23:31:13 +0100

Der har været stille på denne blog i lang tid - nu vil jeg starte op igen med hvad jeg gør bedst, nemlig at brokke mig. I dette indlæg vil jeg kritisere vores kære statsminister, nærmere bestemt hans seneste nærmest tragikomiske besøg hos verdens cowboy, George W. Bush.

For det første lader det til at Fogh opfatter Bush som en god leder af den årsag at han er en "flink fyr" som man "gerne vil drikke en bajer med nede på værtshuset" - en klassisk beskrivelse der åbenbart ofte bruges af den menige amerikaner. Jeg ved ikke om Bush er en sådan flink fyr, jeg ved ikke om han er god at tage på druk med - men jeg ved at det er totalt ligegyldigt for om han er en god statsleder, og jeg forstår ikke hvorfor det overhovedet er relevant at snakke om den slags ting. Jeg vil klart foretrække en usympatisk, ukarismatisk stivstikker af en politikernørd, såfremt han er kompetent, frem for et flinkt, men inkompetent, fjols. Det er grunden til at jeg normalt godt kan tolerere Fogh som statsminister, til trods for mine politiske uenigheder med ham.

Hvad siger Fogh ellers? Vi har bl.a verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, samt at han åbenbart deler ideologisk idégrundlag med Bush. Afhvad? Jeg troede Fogh var liberal? Hvad er der liberalt ved at afskaffe habeas corpus? Eller hvad med det fantastiske juridiske trick med at indespærre folk på Guantanamo-basen i årevis uden at stille dem for en dommer - et sted der hverken er rigtig amerikansk eller cubansk jord, og hvor ingen forfatningsgaranterede rettigheder gælder? Vi sikrer menneskerettighederne ved at lære folk at sætte pris på dem! Man værdsætter ikke hvad man har før man mister det!

Jeg mener, jeg er ikke engang synderligt liberal, og alligevel synes jeg den slags tricks er totalt vanvittige. I Danmark er det ikke gået helt så galt (endnu?) - vi er stadigvæk på det punkt hvor vi blot bruger tonsvis af penge på overvågning uden beviselig effekt, projekter der satser mere på at skabe en følelse af tryghed end egentlig sikkerhed. Bah, findes der overhovedet nogen lande i vesten der ikke er blevet grebet af denne tryghedssyge? Hvorfor er de ikke i Skandinavien? Vi skulle forestille at være et folk drevet af fornuft, rationalitet og gensig tillid...

Fakta

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 08 Feb 2008 19:25:06 +0100

Stallmans kode har ikke fejl. Den definerer korrekthed.
Stallman kan afgøre om et vilkårligt program terminerer.
Stallman bruger ikke netværksprogrammer, han læser output fra tcpdump. Stallman foretrækker big-endian.
Stallman kender antallet af decimaler i π
Stallman skriver ikke sine programmer. Han angiver blot et indeks i et transcendent tal.
Stallman kan skrive en kontekst-fri grammatik til C.
Stallmans computer har blot to knapper. Den ene er til gæster.
Stallman kender til en urettet fejl i TeX.
... og i MetaFont.
Forskellen på Gud og Richard Stallman er at Gud ikke er Richard Stallman.

Godt nytår anno 2008!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Tue, 01 Jan 2008 10:56:12 +0100

Nu er det så 2007 år siden der skete noget ingen ved om rent faktisk skete for 2007 år siden, da de historiske kilder er mangelfulde og modstrider hinanden (og ja, jeg mener 2007 år, vi gik fra år 1 før, til år 1 efter, der har aldrig været et år 0). 2007 har været et godt år, men det har ikke forhindret mig i at fucke mine nytårsløfter totalt op, idet jeg først kom i tanke om dem for et par uger siden:

Gå over til at bruge Climacs til mindst halvdelen af den Lisp-kode jeg skriver.

Dette løfte er på ingen møde blevet indfriet, som altid pga. Climacs' uacceptabelt dårlige redisplay-ydelse. Først her et par dage før nytår begyndte jeg at arbejde på en ny og bedre redisplay-motor, en opgave jeg altid udsatte fordi jeg opfattede den som alt for kompleks, især i betragtning af at jeg ikke har skrevet den slags performancekrævende real-time redisplay kode før, og slet ikke i Common Lisp. Det viste sig dog at ja, det var en svær opgave, men jeg magtede den nu godt, og jeg er nu ved at være færdig med første udgave af en hurtigere og mere fleksibel motor (screenshot her, ja, det skal se sådan ud, det er en test af hvor ekstreme syntakshighlighting-situationer den kan håndtere). Måske mit næste nytårsforsæt skulle være at lade være med at være bange for at forsøge at løse svære problemer.
Lær nok om Haskell til at skrive større programmer i det.

Ikke blevet indfriet, hver eneste gang jeg havde lyst til at kode, havde jeg mere lyst til at hacke i Lisp. For 2008 tror jeg at jeg vil lære Forth i stedet.
Formå at holde styresystemet på min næste computer velopdateret og velfungerende hele året.

Dette løfte er fuldt ud overholdt! Min Debian-baserede laptop er ganske velopdateret mht. software!
Skriv, eller hjælp med til at skrive, en email-klient i Common Lisp.

Ja, dette løfte blev heller ikke indfriet som planlagt. Andre lagde grundstenen, men jeg har ikke selv bidraget med kode endnu.
Blog mere, verden har brug for det.

Des mindre sagt omkring min bloggingfrekvens i 2007, des bedre.

Jeg har bl.a. fejret nytåret ved at læse denne frygteligt underholdende rant hvor Ruby on Rails-samfundet bliver kaldt grimme ting. Jeg kunne naturligvis her skrive et afsnit om hvorledes Lisp-samfundet er Ruby-samfundet klart overlegen, men da jeg ikke har personlige erfaringer med sidstnævnte ville dette være usædvanligt usagligt, selv for denne blog.

Den er ornlig syg den jul

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 24 Dec 2007 18:00:00 +0100

Nu er det igen, og over hele landet, med tidsforskydning endda over det meste af verden, samler folk sig for at fortære det nærmest rituelle juleådsel og udveksle de ejendomme der strategisk er blevet placeret under fremtidens træflis. Jeg har selv tænkt mig at deltage i denne seance med glæde og uden protester, til trods for at jeg hverken er kristen eller udpræget stor tilhænger af traditioner for traditioners skyld. Alligevel er jeg tilhænger af julen, fordi den fungerer som en socialt veletableret undskyldning for at være social og arrangere traditionelle sammenkomster (såsom de famøse julefrokoster). Det kan godt være at julen når man anskuer den objektivt er helt forfærdelig - en gammel vintersolhvervsfest forvansket af den katolske kirke til et meningsløst sammensurium af hedenske og kristne symboler og traditioner, der totalt har mistet enhver forbindelse til den oprindelige idé bag dem. Senerehen er julen så blevet overtaget af kommercielle interesser, og nærmest blevet et monument til vestlig forbrugsmentalitet. Men til trods for at julen således er dybt korrupt rent filosofisk, fungerer den stadigvæk som en undskyldning til at gøre, og arrangere, ting der opfattes som gode eller hyggelige. Og måske opfatter jeg kun traditionel juleudsmykning som behagelig fordi jeg under min opvækst blev hjernevasket af forbrugssamfundet, men i så fald bærer jeg intet ønske om at ophæve denne selvillusion - verden er kun som vi opfatter den, og der er næppe årsag til at gøre vores opfattelse mere deprimerende eller negativ end den allerede er.

Jeg vil forbigå diskussionen omkring de betydelige udledninger man kan drage fra forgående sætning, og i stedet ønske alle læsere af den nye bibel en glædelig jul, og opfordre jer til at undersøge for jer selv hvor lidt kristendommen egentlig har at gøre med den moderne juletradition.

Prinsen

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 02 Dec 2007 15:33:31 +0100

Jeg er blevet færdig med at læse en af mine fødselsdagsgaver - Fyrsten, en bog skrevet af Niccoló Machiavelli for henved 500 år siden, så nu besidder jeg al den boglige viden der skal til for at være renæssancefyrste i Toscana (bogen genopvækkede også min Europa Universalis III-besættelse).

En bemærkelsesværdig ting ved Fyrsten er hvor pragmatisk, ja man kan vel næsten sige rationel, den er. Der bruges meget lidt tid på etik og moral, i stedet gives en række benhårde råd til hvordan man skal vinde, sikre og bevare magten - og det virker ikke som om Machiavelli's råd var udpræget kontroversielle for sin samtid, hvor selv en mafioso ville opfatte dem som afstumpede og koldhjertede. Det er jo ikke en nyhed at verden, eller i hvert fald Europa, i almindelighed er blevet mere fredelig end den var i renæssancen, og når man læser en bog som Fyrsten får man også det indtryk at menneskelig sindsstemning har ændret sig voldsomt meget. Det kunne være interessant at vide om den gennemsnitlige Europæer for 500 år siden ikke ville have de store skrupler over at handle efter Machiavellis råd, eller om indtrykket af tidligere tiders grusomme kyniskhed udelukkende skyldes at de eneste litterære overleveringer vi har fra de tider er forfattet af herskere og folk i nærheden af magten. I dag er stort set alle i stand til at forevige deres meninger og oplevelser, så hvordan mon fremtiden vil se på vores etik om endnu 500 år? Vil de opfatte os som amoralske barbarer, eller vil de erfare at menneskesind er konstante over så korte perioder, og at alt der ændrer sig er samfundsmiljøet? Det er jo desværre et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på.

Tillykke med fødselsdagen!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 23 Nov 2007 08:00:00 +0100

Hejsa Troels fra fremtiden! Tillykke med de 20 år! Jeg er Troels fra fortiden - helt præcist, den 9 juli 2006, og dette er en tidskapsel. Nu er du gammel og svag, mens jeg endnu er ung og viril - føl min spot og min hån. I dag har jeg været frygteligt uproduktiv - mine CVS-redskaber fucker op (igen), og jeg har opdaget at Homeworld II slet ikke er så fedt endda. Men jeg må nok hellere smutte omgående, jeg har en masse jeg skal nå før jeg bliver dig.

Fagbøger

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 19 Nov 2007 23:49:45 +0100

Efter jeg startede på DIKU har jeg bemærket en meningsforskel på mig og de fleste andre studerende - hvor der for andre nærmest er sport i at købe billige, evt. brugte, lærebøger, og skrotte eller sælge dem igen så snart kurset er afsluttet, har jeg en helt anden holdning. Jeg køber altid mine bøger som nye, helst som hardcover, jeg installerer dem i mit lille fagbogs-bibliotek når kurset er overstået, og jeg kunne ikke forestille mig at sælge bøgerne igen (måske med mindre jeg fik så meget for dem at jeg kunne købe nye udgaver). Selvom det naturligvis til tider er smertefuldt, med de uforståeligt høje priser der er på de fleste lærebøger, så har jeg en filosofi om at holde så meget af min viden på bogform, så jeg teoretisk set kan gendanne min fulde faglige viden, fra et hvilket som helst tidspunkt, udelukkende ud fra mine bøger. Udover at jeg således kan gendanne min faglige kunnen, såfremt jeg skulle miste hukommelsen (måske et noget søgt argument), føler jeg mig også sikret at jeg i hvert fald kan udbedre enhver regression i min faglige kunnen, og hvis jeg er usikker på noget jeg har lært, til enhver tid kan slå det op.

Internettet er selvfølgelig også en vigtig kilde til læring, men jeg foretrækker at lære fra fysiske bøger, frem for elektroniske kilder, og ikke kun fordi jeg ikke bryder mig om at læse længere tekster på en skærm: Bøger er langt mere håndgribelige og varige, hvorimod elektronisk lagret data, især hvis det kun er tilgængeligt via Internettet, er væsentligt mere flygtigt, og kan ændre sig, eller forsvinde, til hver en tid. Dette ødelægger hele formålet med mit ønske om at samle al min viden på bogform, som jo netop er total sikkerhed for at jeg altid kan genopfriske hvad jeg har lært.

Valgplakater

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 09 Nov 2007 20:38:34 +0100

Et valgkampsaspekt, som jeg virkelig ikke forstår, er den gamle tradition for valgplakater. Tidligere var de måske nødvendige for at formidle kandidater, tidspunkter for valgmøder og lignende, men allerede for 50 år siden burde radio og TV have overflødiggjort dette - og sandelig, de fleste, for ikke at sige alle, valgplakater prydes udelukkende af partiets navn og billede og navn på en én kanditat (for Enhedslistens vedkommende endda kun førstnævnte). Jeg kan til nøds forstå behovet for valgplakater til lokalvalg hvor ikke alle kandidater kendes af den brede befolkning, men jeg ser ikke behovet for valgplakater prydet af Helle Thorning-Schmidts ansigt, og mere generelt kan jeg ikke tro at en valgplakat kan påvirke nogens stemme. Hvordan skulle ræsonnementet være? "Jeg stemmer på den hvis ansigt jeg sidst så!" "Jeg stemmer på liste X, for de har penge nok til at tilklistre hele mit lokalområde!" "Jeg stemmer personligt på Anders Fogh fordi han ser så beslutsom ud på sine valgplakater!" Det virker mest som om valgplakater bare er en måde at motivere de ungdomspolitiske afdelinger til at mobilisere for at få sat dem op, og således højne deres moral gennem politisk relevant arbejde, men det virker stadigvæk som noget af en søgt forklaring.