SIGKILL - Foobar

Skønlitteratur

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 14 Jul 2008 13:36:59 +0200

I de seneste par uger har jeg genopdaget en interesse som jeg har forsømt i alt for mange år - læsning af skønlitteratur. Derfor er jeg gået i gang med at indkøbe og læse en serie af fantasy-romaner skrevet af min yndlings fantasy-forfatter, Raymond E. Feist. Hans historier, som tager deres begyndelse med Riftwar-serien, er især værd at læse fordi de forstår at kombinere det fantastiske med det hverdagsagtige, på en måde så det fantastiske ikke bliver dagligdags og derved uinteressant. Tolkiens bøger er baseret på samme koncept, men sætter dog også et relativt lavt loft over omfanget af supernaturlige fænomener, hvor Feist nærmest har gjort en sport ud af at gøre den lejlighedsmæssige magiske indblanding mere og mere ekstrem. En anden ting, der gør Feists bøger interessante, er at de tilsammen dækker en meget lang tidsperiode (over 100 år) i hans fiktive verden; man følger derfor hovedpersoner vokse op, ældes, få børn og dø af naturlige (eller unaturlige) årsager, hvorefter deres børn tager over. Det giver verdenen en atmosfære af realisme at de mange store begivenheder således kan spredes over en længere periode, i modsætning til visse andre langvarige fantasy-serier som lader til at have potentielt altødelæggende katastrofer hvert andet år.

Godt nytår anno 2008!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Tue, 01 Jan 2008 10:56:12 +0100

Nu er det så 2007 år siden der skete noget ingen ved om rent faktisk skete for 2007 år siden, da de historiske kilder er mangelfulde og modstrider hinanden (og ja, jeg mener 2007 år, vi gik fra år 1 før, til år 1 efter, der har aldrig været et år 0). 2007 har været et godt år, men det har ikke forhindret mig i at fucke mine nytårsløfter totalt op, idet jeg først kom i tanke om dem for et par uger siden:

Gå over til at bruge Climacs til mindst halvdelen af den Lisp-kode jeg skriver.

Dette løfte er på ingen møde blevet indfriet, som altid pga. Climacs' uacceptabelt dårlige redisplay-ydelse. Først her et par dage før nytår begyndte jeg at arbejde på en ny og bedre redisplay-motor, en opgave jeg altid udsatte fordi jeg opfattede den som alt for kompleks, især i betragtning af at jeg ikke har skrevet den slags performancekrævende real-time redisplay kode før, og slet ikke i Common Lisp. Det viste sig dog at ja, det var en svær opgave, men jeg magtede den nu godt, og jeg er nu ved at være færdig med første udgave af en hurtigere og mere fleksibel motor (screenshot her, ja, det skal se sådan ud, det er en test af hvor ekstreme syntakshighlighting-situationer den kan håndtere). Måske mit næste nytårsforsæt skulle være at lade være med at være bange for at forsøge at løse svære problemer.
Lær nok om Haskell til at skrive større programmer i det.

Ikke blevet indfriet, hver eneste gang jeg havde lyst til at kode, havde jeg mere lyst til at hacke i Lisp. For 2008 tror jeg at jeg vil lære Forth i stedet.
Formå at holde styresystemet på min næste computer velopdateret og velfungerende hele året.

Dette løfte er fuldt ud overholdt! Min Debian-baserede laptop er ganske velopdateret mht. software!
Skriv, eller hjælp med til at skrive, en email-klient i Common Lisp.

Ja, dette løfte blev heller ikke indfriet som planlagt. Andre lagde grundstenen, men jeg har ikke selv bidraget med kode endnu.
Blog mere, verden har brug for det.

Des mindre sagt omkring min bloggingfrekvens i 2007, des bedre.

Jeg har bl.a. fejret nytåret ved at læse denne frygteligt underholdende rant hvor Ruby on Rails-samfundet bliver kaldt grimme ting. Jeg kunne naturligvis her skrive et afsnit om hvorledes Lisp-samfundet er Ruby-samfundet klart overlegen, men da jeg ikke har personlige erfaringer med sidstnævnte ville dette være usædvanligt usagligt, selv for denne blog.

Tillykke med fødselsdagen!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 23 Nov 2007 08:00:00 +0100

Hejsa Troels fra fremtiden! Tillykke med de 20 år! Jeg er Troels fra fortiden - helt præcist, den 9 juli 2006, og dette er en tidskapsel. Nu er du gammel og svag, mens jeg endnu er ung og viril - føl min spot og min hån. I dag har jeg været frygteligt uproduktiv - mine CVS-redskaber fucker op (igen), og jeg har opdaget at Homeworld II slet ikke er så fedt endda. Men jeg må nok hellere smutte omgående, jeg har en masse jeg skal nå før jeg bliver dig.

Digitale miniatureblikkenslagere

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Thu, 01 Nov 2007 18:24:43 +0100

For nogle måneder siden skrev jeg om Dwarf Fortress, et suverænt computerspil der kort forklaret er et roguelike strategispil. Forleden udkom der en ny udgave af spillet, den første i mange måneder og med en passende nye features og rendyrket awesomeness. De to primære features der har været hypet under udviklingen (mest af spillerne, programmøren er imponerende behersket) er tilføjelsen af en Z-dimension, således at man kan bygge i højden og dybden, samt en rigtig model for væskeopførsel - tidligere var vand og lava tilføjet via noget af et hack, men i den nyeste udgave fungerer de som man ville forvente væsker ville gøre (dog uden tryk, alt er tyngdekraftbaseret). Dette, sammen med Z-dimensionen, giver ufattelige muligheder for at bygge kreative konstruktioner.

Dwarf Fortress har for en stor del altid handlet om at bygge avancerede fæstninger, og de nye faciliteter gør dette mere interessant end nogensinde før. Udover at der nu er mulighed for at lave fælder med lava der falder fra loftet, et gulv der forsvinder og afslører et dybt fald ned i et hul fyldt med pigge, eller diverse variationer over at drukne invasionsstyrkerne, er mulighederne for at lave et alment VVS-system i ens fæstning blevet kraftigt udvidede. Vand er, naturligvis, vigtigt - det kan drikkes (hvis man da mangler sprut), man kan få energi fra det via vandmøller, og det skal bruges til markdrift. Vand er samtidigt en noget besværlig ting at arbejde med - vandet i floden kan fryse til, og da det kun kan falde og flyde er det ikke altid ligetil at transportere det til hvor man har behov for det. Dwarf Fortress giver dog de grundlæggende værktøjer til at bygge løsninger på disse problemer, som regel i form af en stor tank (bare et stort rum der dækker flere Z-niveauer - spillet er tilhænger af generelle værktøjer) der ligger højt og som har diverse vandskakter og korridorer gående ud af bunden. Tanken fyldes så med pumper, evt. drevet via vandmøller i floden selvom arbejdsdyr naturligvis også kan bruges, og man har så højt beliggende vand der kan transporteres rundt i fortet som man ønsker, når man ønsker det. At udvikle effektive, fleksible og høj-kapacitets vandrørssystemer er i sig selv en fantastisk interessant, underholdende og tilfredsstillende del af spillet, og når det så kombineres med hvordan det spiller ind i en større helhed med fortets almene drift, bliver det jo nærmest helt perfekt. Alt i Dwarf Fortress virker logisk (eventuelt) - det er det ultimative sandkassespil, i stedet for at give spilleren en masse specifikke værktøjer får han nogle generelle som han så selv kan udnytte til specifikke formål.

Dwarf Fortress er stadigvæk nærmest uhyrligt svært at lære, men det er det værd. Det tegner til at blive noget nær det suverænt bedste computerspil nogensinde.

KU og datasikkerhed

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 30 Sep 2007 17:40:42 +0200

For noget tid siden fik jeg en folder fra Københavns Universitet der indeholder diverse retningslinjer for datasikkerhed. Jeg er ikke modstander af idéen i folderen, og meget af indholdet er også velkendte sikkerhedsråd som de færreste dog overholder, og jeg ser det ikke som et problem at gøre noget ved det problem. Heldigvis kan folderen dog ikke beskrives så simpelt, og der er en række detaljere i forholderen der er ganske ironiske, morsomme eller begge dele.

Folderen lægger ud med en proklamation om at KU fremskaffer og formidler viden - og derefter en advarsel om at vi må passe på denne viden for alles skyld. Jeg havde troet at universiteterne handlede om den frie formidling af viden, og ikke om at spærre den inde bag kodeord og krypteringer - og det gør de naturligvis også, folderen handler om at holde kodeord og egne opgaver hemmelige, og det er derfor lidt bizart at folderen sætter lighedstegn mellem ens KU-PIN og forskerresultater.

Derpå følger et grundlæggende uskyldigt afsnit der handler om at vi skal passe på når vi kommunikerer på en af en række beskrevne måder (tale, mobiltelefon, sendt i brev, osv). Det minder mig om de overordentligt morsomme "tal ikke - fjenden lytter!"-propagandaplakater fra 2. verdenskrig.

Det mest underholdende i folderen er dog noget af det sidste, hvor man kan læse:

Københavns Universitet er os alle sammen, og din adfærd er med til at forme universitetets omdømme og anseelse. Derfor er det vigtigt, at du i chat-fora, elektronisk post og anden dialog på nettet er meget opmærksom på, at du bruger et passende og fornuftigt sprog og en ordentlig tone og adfærd.

Universiteter troede jeg handlede om frisind og om ikke at stille krav til hvordan de studerende lever deres liv... men åbenbart opfatter KU deres studerende som konstant værende repræsentanter for universitetet, selv hvad takt og tone angår, selvom jeg da aldrig har set et sådan kursus udbudt, og derfor ikke ville forvente at nogen ville drage universitetet til ansvar for deres studerendes adfærd i deres privatliv. Som KU-studerende betyder det at jeg, når jeg skriver på min blog, ikke må bruge ord som "bagbordsindianer", "skvatdragon", "grengnubber", "ethånds-dræsine-konduktør", "skidespræller", "tissemand" og andre fæle betegnelser. I protest over en så tåbelig henvisning opfordrer jeg alle KU-studerende til at lufte deres indre 3. klasses-elev hver eneste gang I er online, I lusebefængte vandrotter!

Røven bar

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 10 Sep 2007 23:48:06 +0200

Så længe jeg huske har min foretrukne benbeklædning været cowboybukser - moderigtigt kendt som jeans. Denne form for bukser opfylder mine moderate krav - de er holdbare og rimeligt komfortable, hvilket betyder at jeg ikke skal være bekymret for om de går i stykker, og desuden ikke skal købe nye ret tit (dette er et kritisk punkt for mig). Jeg har efterhånden forstået at denne bukseart desværre oplevede en popularitetsrenæssance hen mod slutningen af 90'erne, de blev ganske enkelt moderne igen, og kvaliteten må være faldet derefter, idet alle mine nyere eksemplarer er frygteligt uholdbare i forhold til hvad jeg erindrer fra min barndom. For at sikre bredere appeal lader det til at producenterne producerer bukserne af mindre groft, og mindre holdbart, stof, noget jeg især for alvor lagde mærke til da jeg var ude og købe mit nyeste par, idet stoffet brugt i mange jeans-varianter nærmest føltes som fløjl. Jeg forventer at skulle erstatte mine nye bukser efter ikke alt for lang tid, ganske som de forgående kun holdt godt et år før de revnede voldsomt omkring skridtregionen (jeg foretrækker at bilde mig selv ind at dette skyldes mine titaniske kønsorganer, men det er mere sandsynligt at de ikke kunne holde til sliddet med at cykle to timer om dagen, når jeg skal i skole). Nuvel, er det muligt at få holdbare jeans som rent faktisk fungerer som det arbejdstøj det oprindeligt var, eller er jeg nødt til at vente til de bliver umoderne igen før jeg kan få nogle bukser af en tilfredsstillende kvalitet?

Tilbage til skolebænken

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 26 Aug 2007 21:00:48 +0200

Fra og med i morgen er min sommerferie kaput - jeg skal tilbage og studere på DIKU, med et par afstikkere til Matematisk Institut. Som sædvanlig har min produktivitet ligget ved nulpunktet det meste af ferien, og er først begyndt at stige her i løbet af den sidste uge eller to. Jeg forventer ikke at kunne få merit for mine mange erobringer af Europa i løbet af sommerferien.

I den kommende undervisningsblok følger jeg kurserne Matintro og Datanet, og har været så "heldig" at få et skema der involverer to fridage og to ubehageligt lange dage om ugen. Af andre underholdende detaljer kan nævnes at Matintro benytter en lærebog på norsk (Kalkulus af Tom Lindstrøm), et valg der efter sigende har bund i at bogen er den bedste der er tilgængelig, men jeg indrømmer at jeg finder det underligt at der ikke skulle være en tilsvarende bog på engelsk. Undervisningen skulle dog heldigvis være på dansk, hvilket jeg er glad for - jeg har tidligere haft forelæsninger på svensk (med finsk accent!), og jeg har ikke lyst til at opleve dette kombineret med en norsk lærebog.

Skåne til Danmark!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 25 Jul 2007 08:00:00 +0200

I dag tager jeg, sammen med min familie, på ferie til det eksotiske Sverige, naturligvis med det formål at indsamle oplysninger omkring logistikken af en tilbageerobring af den tabte skånske provins. Derfor vil den næste uges stilhed på siden og IRC ikke skyldes Europa Universalis III (hvori Skåne retteligt er dansk!), men derimod fædrelandstjeneste.

Dwarf Fortress

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Tue, 17 Jul 2007 22:28:07 +0200

Det er skæbnens ironi at jeg nu ender med at skrive to blogindlæg om computerspil i træk. Jeg anråber mig det velkendte agurketidsfænomen som undskyldning. Denne uges affektionsobjekt er det gratis spil Dwarf Fortress, som er noget helt for sig selv. Spillet er nemlig noget så unikt som et roguelike strategi/management-spil. Roguelikes er adventure-spil karakteriseret ved ASCII-baseret grafik, ekstrem gameplay-kompleksitet og høj sværhedsgrad, samt det faktum at de ikke indeholder den sædvanlige save/reload-funktionalitet - i roguelikes er død permanent (ens savegame slettes), og det tillades kun at ens spiltilstand bliver gemt når programmet lukkes. Dwarf Fortress følger samme filosofi, med et twist - når man installerer spillet autogenereres en hel verden, med civilisationer, monstre, have, skove, floder og hvad der ellers hører til, og de spil man spiller i denne verden har alle en effekt på den. Hvis man i et spil grundlægger et dværgefort, og senere forlader det, eller bliver udslettet af en af de mange monsterhære der utvivlsomt vil gøre deres for at slå de små skægaber ihjel, kan man i senere spil gå på eventyr i verdenen, ganske som i andre roguelikes, og støde på ens gamle fort. Fortet vil have det samme layout som da man selv kontrollerede det, dørene (og fælderne!) vil være hvor de altid har været, og eventuelle genstande og våben vil være spredt omkring i de forskellige rum. Der vil naturligvis også være rigelige mængder af monstre for at gøre en eventuel nytilkommers liv ganske farligt. En særlig interessant feature er at man, mens man styrer fortet, kan få ens dværge til at indgravere vægge og gulve med billeder der fortæller om begivenheder fra fortets historie, og som eventyrer kan man, når man senere besøger fortet, læse disse indgraveringer for at danne sig en komplet historie over hvad der foregik på stedet.

Simplificeret anskuet er Dwarf Fortress som Dungeon Keeper med ekstra kompleksitet. Man har mindre mulighed for at påvirke verdenen direkte, og må nøjes med at give ordrer til dværgene, og hver enkelt dværg er også langt mere detaljeret end monstrene i Dungeon Keeper. De har alle deres meninger og præferencer, de bliver triste hvis deres kæledyr dør, de bliver glade hvis de får deres livretter at spise, og de bliver deprimerede hvis der kommer en trold forbi og river deres ben af mens de sover, så de ikke længere kan arbejde, fordi fort-bestyreren mente at man godt kunne udskyde installation af døre i sovesalen (takket være Dwarf Fortresss detaljerede skadesmodel er det muligt at påføre væsner i spillet denne form for sår. Halvdelen af det sjove ved kampe er at se ens super-smede rive armene af kobolder med deres bare næver).

Jeg kan kun anbefale begge mine læsere ikke at lade sig skræmme af den gammeldags grafik (det er i virkeligheden OpenGL-renderet, ASCII-grafikken er af stemningshensyn, og det er muligt at få mere traditionelle grafiske tilesets) og investere en eftermiddag i Dwarf Fortress. Det er kompliceret og tager tid at lære, men jeg skulle mene at det er det værd.

Dwarf Fortress kører udemærket, omend lidt langsomt, i Wine.

Daggerfall - game of the century

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sat, 07 Jul 2007 01:25:58 +0200

Sidste år udkom computerrollespillet The Elder Scrolls IV: Oblivion. I 2002 udkom computerrollespillet The Elder Scrolls III: Morrowind. Begge er, fortjent, efterhånden rimeligt berømte rollespil, med en frihed og spilverdenes-størrelse som overgår stort set alle konkurrenter på samme måde som middagssolen overgår stjernerne i klarhed. Mine IRC-bekendte har nok regnet ud at jeg her i den spæde sommerferie har brugt det meste af min tid på at spille et af disse spil (Oblivion, specifikt), og derfor ikke har været til stede for at indpræge danskerne med min karakteristiske visdom.

Det er dog ikke disse fantastiske spil dette indlæg vil handle om. For faktum er at jeg som altid bliver nostalgisk når jeg spiller den slags serier, og jeg genopdagede derfor et spil som jeg oprindeligt stiftede bekendtskab med, dengang jeg endnu kaldte kabinettet for en "harddisk", i form af en demo på en CD-Gamer demo-disk (kan I huske dem? Præ-ADSL nostalgi er en bonus). Jeg taler om Morrowind's forgænger, The Elder Scrolls II: Daggerfall, et af de største computerspil nogensinde. Både Morrowind og Oblivion har fået ris og ros for deres spilverden som er større og mere fri end stort set alt andet, men de virker nærmest latterlige sammenlignet med Daggerfall - størrelsen på Morrowinds spilverden er kun 0.01% af Daggerfalls. Hvor man kan løbe fra den ene ende af verden til den anden på under en time i Oblivion tager det omkring to uger (real-time) i Daggerfall. Spilverdenen er målt til at være arealmæssigt dobbelt så stor som Storbritannien. I grunden er det meget simpelt - spillet skal forestille at foregå i et område som har en given størrelse, og den størrelse har det så også in-game. Det er jo logisk, men få spil gør det.

Hvorfor, i grunden? Med undtagelse af Oblivion og Morrowind kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om nogen spil med super-store spilverdener der er blevet udgivet for nyligt - måske med undtagelse af spil som Silent Hunter, men de tæller ikke, da det meste bare er vand. Måske fordi computerspil nutildags spilles af en bredere målgruppe, i kortere sessioner, og de ultrakomplekse og store rolle- og strategispil fra hin DOS-dage ikke længere kan fange en tilpas stor målgruppe til at de kan finansiere nutidens høje produktionsomkostninger? Det er lidt en skam, for spil fra den tid af har altså en helt speciel charme, især i forbindelse med "skjulte sideeffekter" (som ikke findes i moderne spil, velsagtens fordi nutidens målgrupper ikke har tid til at opdage dem, og de derfor ikke er værd at indsætte). I Daggerfall er det helt fantastisk hvordan ens ry med de forskellige politiske fraktioner justeres alt efter hvilke quests man laver, uden at det bliver blæst op til det helt store, eller man overhovedet får det at vide. Og spillet føles lidt mere virkeligt når man kommer til en by, og opdager, at der er en datospecifik højtid og fest, uden at det har nogen relation til hvor man er i spillets plot, men blot er en fast årlig begivenhed. I de fleste moderne spil sker der meget lidt som ikke har direkte relation til spilleren, hvilket lidt er en skam, for det får verdenen til at se lidt mere kunstig ud.

Daggerfall - fås hos din nærmeste sikkerhedskopicentral.

The Yes Men

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 15 Jun 2007 17:39:48 +0200

Jeg har indset den tragiske sandhed at en stor del af denne sides sparsomme læserskare har et så fattigt liv at de ikke er bekendte med The Yes Men, en gruppe anti-globalister som laver skuespil hvori de påstår at repræsentere magtfulde organisationer og holder afsindigt underholdende falske foredrag for seriøse tilhørere. Især humorløse bizz-konferencer lader til at være et yndlingsmål.

Denne gruppe af messingkuglede individer har slået til igen i en aktion hvori de påstår at et nyt, miljøvenligt brændstof baseret på menneske-lig er blevet udviklet ("humane" produkter lader til at være et gennemgående tema for dem, jeg så et dokumentarprogram hvori de snakkede om at McDonalds i den 3. verden brugte afføring til deres burgere for at holde priserne nede). Intet er så underholdende som humor involverende personer og organisationer der ikke selv har nogen, derfor er det virkelig værd at holde øje med The Yes Men's aktiviteter.

The Last Samurai

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 03 Jun 2007 20:31:37 +0200

Med min vanlige evne til at være med på det nyeste, har jeg netop her i eftermiddag får set filmen The Last Samurai, en meget underlig film som jeg ikke rigtigt forstår. Filmens plot går ud på at dumme mand Tom Cruise, en amerikansk officer i slutningen af det 19. hundrede, får til job at træne den imperielle japanske hær i moderne vestlig krigsførelse (historisk var det især franskmændene der havde denne rolle, jeg formoder at det var for besværligt for Cruise at lære både fransk og japansk). Dog bliver hen så forelsket i de moralske/badass-aspekter af stereotyp japansk samurai-historie at han uden anden motivation end "min jobtilfredshed er lav" vælger at dumpe amerikanerne og i stedet slutter sig til samuraierne. Filmen slutter med at den japanske kejser giver fingeren til den amerikanske ambassadør, Japan var jo på dette tidspunkt kendt for at ignorere amerikanske krav, og åbenbart afvise den amerikanske industrialisering af landet for at vende tilbage til traditionerne. For vi ved, igen, jo alle at Japan absolut ikke blev hyperindustrialiseret i slutningen af det 19. århundrede.

Forgående afsnit burde rimeligt klart kommunikere min holdning til filmen, men min centrale kritik kunne nok let gå tabt i de historiske ukorrektheder, så jeg gentager den her: Der leveres absolut ingen information om hvorfor samuraierne er de "gode" og den imperielle hær de "onde" andet end at en enkelt imperiel minister er ubehagelig, og at Tom Cruise holder med samuraierne. Personligt heppede jeg på den imperielle hær hele vejen igennem, den repræsenterer trods alt en befolkning der efter århundredes undertrykkelse fra kriger-kasten (samuraierne) endelig får redskaberne til at skabe sig frihed, og ikke at være bundet til deres stand blot pga. deres fødsel. Jovist, det er sikkert fedt nok med et slægts-kaste-baseret samfund hvis man er født på toppen, men nok ikke hvis du, som de fleste, er nærmere bunden. Kan vi også forvente at der kommer film hvori ædle europæiske ridddere slagter de onde fæstebønder, som nærmest har indgået en pagt med djævlen for at få lov til at eje jord, rejse og på anden vis ikke være deres feudale herres ejendom? Måske de kunne lave en trilogi sammen med The Last Samurai, hvori den sidste film handler om heltemodige amerikanske sydstats-plantageejere der jager en flok barbariske undslupne slaver? Hollywood-elementet kunne være at en af slaverne (som ikke er for sort i det, naturligvis, måske en mulat eller endda en helt hvid person) indser sin arts ondskab og slutter sig til de hvide slaveejere. Han kunne dø i det endelige slag for at redde sin tidligere ejer, naturligvis efter at have slagtet dusinvis af slaver med først gevær, så kniv og til sidst sine bare næver. Et mesterværk er under opsejling! Hvis The Last Samurai kunne, så kan den her også!

Fisse fisse fez fez!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sat, 26 May 2007 20:46:25 +0200

I går var jeg sammen med min familie i Tivoli for at se Ørkenens Sønner's nye show - En sang fra de varme lande. Som sædvanlig var showet ekstremt plat, forudsigeligt, præget af en barnlig fascination med menneskelige kønsorganer og kropsvæsker samt helt ekstremt underholdende. Få kan som Ørkenens Sønner få ekstreme platheder til at være underholdende, og selvom de følger absolut samme skema for hvert eneste show er det stadigvæk lige sjove. Jeg synes stadigvæk at deres to første shows er de bedste, men En sang fra de varme lande kommer ind på en absolut tredjeplads.

Hovedtørklæder

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Thu, 17 May 2007 21:52:36 +0200

Den nationale landsbytosse ønsker muslimske hovedtørklæder forbudt, og jeg tvivler på at det er fordi de skygger for hendes udsyn i biografen. Hendes argument er at tørklædet er undertrykkende - fair nok, der er sikkert nogen, der bliver tvunget til at bære det, men er der ikke også nogle som frivilligt vælger at gå med det af kulturelle hensyn? Som et relateret argument synes jeg også at vi skal forbyde jakkesæt - i visse kredse er der et massivt socialt stigma involveret med ikke at bære et sådan, hvilket jo i praksis er det samme som tvang - ja, ved ikke at bære et jakkesæt kan man ligefrem blive fyret fra visse stillinger! Jeg finder det også ganske underholdende at hun modargumenterer et lignende forbud mod jødekalotter ved at påstå at judaisme ikke er en lovreligion - et klarere bevis på at kvinden aldrig har læst 3. mosebog eksisterer ikke, men det er jo også klart at hun ikke har tid til at sætte sig ind i en af de vigtigste moderne religioner, hun har alt for travlt med at udtale sig om den og andre.

Jeg synes at de mandlige folketingsmedlemmer, i solidaritet med de stakkels muslimske kvinder som tvinges til at gå med hovedtørklæde, skal begynde at gå med hawaiiskjorte når de taler i folketinget, evt. suppleret med en skotskternet kilt, toga, eller lignende frit valgt beklædningsgenstand. Det kunne fungere som et godt eksempel på hvordan den danske kultur ikke stiller nogle beklædningsmæssige forventninger til dens medlemmer.

År 1 - episode 4!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Thu, 19 Apr 2007 21:00:43 +0200

Velkommen til endnu en sektion i den ikke helt endeløse (anslået afslutning er om ca. 70 år) serie af artikler omkring begivenheder i mit liv. Tidligere skrev jeg om første blok på DIKU, jeg skrev ikke om anden blok, men til gengæld vil jeg nu skrive om tredje blok, som blev overstået i sidste uge. Tredje blok bestod for mit vedkommende af kurserne Algoritmer og Datastrukturer og Styresystemer og Multiprogrammering (herefter Algoritmik og Multiprogrammering, da jeg skriver dette i en browsers tekstfelt og ikke er helt modig nok til at bruge en så far-out og risikabel feature som Firefox copy/paste). Begge kurser var rimeligt interessante, selvom Multiprogrammeringseksamen desværre lå i en periode hvor jeg ikke havde synderligt meget lyst til at kode (min løsning blev lidt halfassed af samme årsag... jeg håber ikke de gør for meget ud af ydelse), men Algoritmik var til gengæld ret interessant hele vejen igennem. Og, ret skal være ret, det var også ret spast at skrive noget C i Multiprogrammering - det er nu et sjovt sprog at skrive kode i (selvom jeg fik det indtryk at mine medstuderende ikke alle er enige med mig).

Nu starter så blok 4, hvor jeg skal have et kursus om databaser (som jeg regner med bliver ustyrligt kedeligt, en forventning som den tilhørende bog efter sigende gør sit bedste for at opfylde) samt Førsteårsprojekt - et grammatisk udfordret kursus hvor jeg sammen med bl.a. Dybber skal implementere Bingo eller et lignende sindsoprivende computerspil (checke lige marketinggejlen på det link - Bingo er et perceptions- og hukommelsesmæsigt krævende spil, det vidste I nok ikke). Og når dette er overstået - sommerferie!