SIGKILL - Filosofi

Den Datamatiske Devolution

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sat, 16 Jan 2010 20:41:42 +0100

I datamaternes tidligste tid interagerede man med dem ved at ændre dem direkte: Ved at indstille kontakterne på deres kontrolpanel kunne man kommunikere med dem i deres eget sprog, i den materielle struktur som udgjorde deres egentlige eksistens.

Så fik man præcise og veldefinerede skriftsprog, hvor alt havde en veldefineret og kontrolleret mening: Der var yderst få tvetydigheder, meningen blev bestemt og veldokumenteret af centrale administrationer, og det var muligt at kommuniker effektivt og præcist med datamaten, så snart man havde investeret en moderat mængde tid i at sætte sig ind i konventionerne.

Med tiden steg mængden af disse skriftsprog eksplosivt: Hver datamat havde sine egne kommunikationsregler, ja visse enkelte installationer afviger endda drastisk fra deres naboer, og det kan være utroligt svært at vide hvordan kommunikationen skal foregå, med mindre man kan spørge en lokalkendt om råd.

I 80'erne og 90'erne udviklede man for alvor musen og de grafiske brugergrænseflader, hvor man nu måtte udtrykke sin mening med mere eller mindre vagt kropssprog. Nu hvor talegenkendelse er ved at slå igennem er vi endelig nået mod slutpunktet for devolutionen indenfor grænseflader: Som jeg har illustreret ovenfor er vi indtil videre gået modsat evolutionen for menneskeligt talesprog, og derfor er vi snart reduceret til at pege og grynte ad datamaten for at bibringe vores intentioner.

Hvis idéen med passive, allestedsværende, indlejrede enheder ("pervasive computing") virkelig slår igennem vil vi endda afvikle os til et punkt hvor vi slet ikke kommunikerer med datamaten længere. Det tog os millioner af år at bevæge os den distance med menneske-til-menneske-kommunikation! (Omend det naturligvis var i den anden retning.)

Terroristerne kommer!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 06 Jun 2008 19:05:21 +0200

Som de fleste vel efterhånden er klar over var der for et par dage siden et selvmordsangreb på en dansk ambassade i Pakistan. Siden da har medierne været fyldt med artikler og ledere om at Danmark har overstrukket sig selv og nu er blevet et terrormål helt på højde med Storbritannien, USA og Israel. Lad os betragte den handling der affødte dette hysteri. Det var et terrorangreb, jovist, men det fandt sted i udlandet, ingen danskere kom til skade og det skete adskillige år efter den gerning, som det angiveligt skulle hævne. Forstå mig ret, jeg mener ikke at terrorangreb bliver mindre afskyelige af at der ikke er dødsfald i min egen klub, men det virker nærmest respektløst at sammenligne dette med de voldsomme angreb som er sket på Storbritannien, USA og Israel.

På sin vis minder det om borgerkrigen i Afghanistan, hvor vi hver eneste gang en dansk soldat mister livet, får at vide at vi er ved at tabe krigen og ikke er i stand til at føre den. Det synes jeg igen er en forvanskning af sandheden. Betragt krigs--statistikkerne: De danske tropper og deres allierede mister voldsomt færre mænd end deres fjender, og i forhold til tidligere krige er den materielle og personalemæssige investering minimal. Selv Danmark har personligt ført væsentligt større krige i vor fortid, og dengang var vi langt fattigere og fåtallige end nu. På nuværende tidspunkt er vores indsats i Afghanistan, samt terror-"truslen", langt mere baseret på politisk vilje end egentlige militære og sikkerhedsmæssige overvejelser. Det virker mest af alt som et ønske om at slutte sig til de seje lande som virkelig er i fare for terrorangreb, men i sidste ende er det bare patetisk.

Dobbelt så godt!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 05 Mar 2008 23:31:13 +0100

Der har været stille på denne blog i lang tid - nu vil jeg starte op igen med hvad jeg gør bedst, nemlig at brokke mig. I dette indlæg vil jeg kritisere vores kære statsminister, nærmere bestemt hans seneste nærmest tragikomiske besøg hos verdens cowboy, George W. Bush.

For det første lader det til at Fogh opfatter Bush som en god leder af den årsag at han er en "flink fyr" som man "gerne vil drikke en bajer med nede på værtshuset" - en klassisk beskrivelse der åbenbart ofte bruges af den menige amerikaner. Jeg ved ikke om Bush er en sådan flink fyr, jeg ved ikke om han er god at tage på druk med - men jeg ved at det er totalt ligegyldigt for om han er en god statsleder, og jeg forstår ikke hvorfor det overhovedet er relevant at snakke om den slags ting. Jeg vil klart foretrække en usympatisk, ukarismatisk stivstikker af en politikernørd, såfremt han er kompetent, frem for et flinkt, men inkompetent, fjols. Det er grunden til at jeg normalt godt kan tolerere Fogh som statsminister, til trods for mine politiske uenigheder med ham.

Hvad siger Fogh ellers? Vi har bl.a verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, samt at han åbenbart deler ideologisk idégrundlag med Bush. Afhvad? Jeg troede Fogh var liberal? Hvad er der liberalt ved at afskaffe habeas corpus? Eller hvad med det fantastiske juridiske trick med at indespærre folk på Guantanamo-basen i årevis uden at stille dem for en dommer - et sted der hverken er rigtig amerikansk eller cubansk jord, og hvor ingen forfatningsgaranterede rettigheder gælder? Vi sikrer menneskerettighederne ved at lære folk at sætte pris på dem! Man værdsætter ikke hvad man har før man mister det!

Jeg mener, jeg er ikke engang synderligt liberal, og alligevel synes jeg den slags tricks er totalt vanvittige. I Danmark er det ikke gået helt så galt (endnu?) - vi er stadigvæk på det punkt hvor vi blot bruger tonsvis af penge på overvågning uden beviselig effekt, projekter der satser mere på at skabe en følelse af tryghed end egentlig sikkerhed. Bah, findes der overhovedet nogen lande i vesten der ikke er blevet grebet af denne tryghedssyge? Hvorfor er de ikke i Skandinavien? Vi skulle forestille at være et folk drevet af fornuft, rationalitet og gensig tillid...

Den er ornlig syg den jul

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 24 Dec 2007 18:00:00 +0100

Nu er det igen, og over hele landet, med tidsforskydning endda over det meste af verden, samler folk sig for at fortære det nærmest rituelle juleådsel og udveksle de ejendomme der strategisk er blevet placeret under fremtidens træflis. Jeg har selv tænkt mig at deltage i denne seance med glæde og uden protester, til trods for at jeg hverken er kristen eller udpræget stor tilhænger af traditioner for traditioners skyld. Alligevel er jeg tilhænger af julen, fordi den fungerer som en socialt veletableret undskyldning for at være social og arrangere traditionelle sammenkomster (såsom de famøse julefrokoster). Det kan godt være at julen når man anskuer den objektivt er helt forfærdelig - en gammel vintersolhvervsfest forvansket af den katolske kirke til et meningsløst sammensurium af hedenske og kristne symboler og traditioner, der totalt har mistet enhver forbindelse til den oprindelige idé bag dem. Senerehen er julen så blevet overtaget af kommercielle interesser, og nærmest blevet et monument til vestlig forbrugsmentalitet. Men til trods for at julen således er dybt korrupt rent filosofisk, fungerer den stadigvæk som en undskyldning til at gøre, og arrangere, ting der opfattes som gode eller hyggelige. Og måske opfatter jeg kun traditionel juleudsmykning som behagelig fordi jeg under min opvækst blev hjernevasket af forbrugssamfundet, men i så fald bærer jeg intet ønske om at ophæve denne selvillusion - verden er kun som vi opfatter den, og der er næppe årsag til at gøre vores opfattelse mere deprimerende eller negativ end den allerede er.

Jeg vil forbigå diskussionen omkring de betydelige udledninger man kan drage fra forgående sætning, og i stedet ønske alle læsere af den nye bibel en glædelig jul, og opfordre jer til at undersøge for jer selv hvor lidt kristendommen egentlig har at gøre med den moderne juletradition.

Prinsen

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 02 Dec 2007 15:33:31 +0100

Jeg er blevet færdig med at læse en af mine fødselsdagsgaver - Fyrsten, en bog skrevet af Niccoló Machiavelli for henved 500 år siden, så nu besidder jeg al den boglige viden der skal til for at være renæssancefyrste i Toscana (bogen genopvækkede også min Europa Universalis III-besættelse).

En bemærkelsesværdig ting ved Fyrsten er hvor pragmatisk, ja man kan vel næsten sige rationel, den er. Der bruges meget lidt tid på etik og moral, i stedet gives en række benhårde råd til hvordan man skal vinde, sikre og bevare magten - og det virker ikke som om Machiavelli's råd var udpræget kontroversielle for sin samtid, hvor selv en mafioso ville opfatte dem som afstumpede og koldhjertede. Det er jo ikke en nyhed at verden, eller i hvert fald Europa, i almindelighed er blevet mere fredelig end den var i renæssancen, og når man læser en bog som Fyrsten får man også det indtryk at menneskelig sindsstemning har ændret sig voldsomt meget. Det kunne være interessant at vide om den gennemsnitlige Europæer for 500 år siden ikke ville have de store skrupler over at handle efter Machiavellis råd, eller om indtrykket af tidligere tiders grusomme kyniskhed udelukkende skyldes at de eneste litterære overleveringer vi har fra de tider er forfattet af herskere og folk i nærheden af magten. I dag er stort set alle i stand til at forevige deres meninger og oplevelser, så hvordan mon fremtiden vil se på vores etik om endnu 500 år? Vil de opfatte os som amoralske barbarer, eller vil de erfare at menneskesind er konstante over så korte perioder, og at alt der ændrer sig er samfundsmiljøet? Det er jo desværre et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på.

Fagbøger

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 19 Nov 2007 23:49:45 +0100

Efter jeg startede på DIKU har jeg bemærket en meningsforskel på mig og de fleste andre studerende - hvor der for andre nærmest er sport i at købe billige, evt. brugte, lærebøger, og skrotte eller sælge dem igen så snart kurset er afsluttet, har jeg en helt anden holdning. Jeg køber altid mine bøger som nye, helst som hardcover, jeg installerer dem i mit lille fagbogs-bibliotek når kurset er overstået, og jeg kunne ikke forestille mig at sælge bøgerne igen (måske med mindre jeg fik så meget for dem at jeg kunne købe nye udgaver). Selvom det naturligvis til tider er smertefuldt, med de uforståeligt høje priser der er på de fleste lærebøger, så har jeg en filosofi om at holde så meget af min viden på bogform, så jeg teoretisk set kan gendanne min fulde faglige viden, fra et hvilket som helst tidspunkt, udelukkende ud fra mine bøger. Udover at jeg således kan gendanne min faglige kunnen, såfremt jeg skulle miste hukommelsen (måske et noget søgt argument), føler jeg mig også sikret at jeg i hvert fald kan udbedre enhver regression i min faglige kunnen, og hvis jeg er usikker på noget jeg har lært, til enhver tid kan slå det op.

Internettet er selvfølgelig også en vigtig kilde til læring, men jeg foretrækker at lære fra fysiske bøger, frem for elektroniske kilder, og ikke kun fordi jeg ikke bryder mig om at læse længere tekster på en skærm: Bøger er langt mere håndgribelige og varige, hvorimod elektronisk lagret data, især hvis det kun er tilgængeligt via Internettet, er væsentligt mere flygtigt, og kan ændre sig, eller forsvinde, til hver en tid. Dette ødelægger hele formålet med mit ønske om at samle al min viden på bogform, som jo netop er total sikkerhed for at jeg altid kan genopfriske hvad jeg har lært.

Valgplakater

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 09 Nov 2007 20:38:34 +0100

Et valgkampsaspekt, som jeg virkelig ikke forstår, er den gamle tradition for valgplakater. Tidligere var de måske nødvendige for at formidle kandidater, tidspunkter for valgmøder og lignende, men allerede for 50 år siden burde radio og TV have overflødiggjort dette - og sandelig, de fleste, for ikke at sige alle, valgplakater prydes udelukkende af partiets navn og billede og navn på en én kanditat (for Enhedslistens vedkommende endda kun førstnævnte). Jeg kan til nøds forstå behovet for valgplakater til lokalvalg hvor ikke alle kandidater kendes af den brede befolkning, men jeg ser ikke behovet for valgplakater prydet af Helle Thorning-Schmidts ansigt, og mere generelt kan jeg ikke tro at en valgplakat kan påvirke nogens stemme. Hvordan skulle ræsonnementet være? "Jeg stemmer på den hvis ansigt jeg sidst så!" "Jeg stemmer på liste X, for de har penge nok til at tilklistre hele mit lokalområde!" "Jeg stemmer personligt på Anders Fogh fordi han ser så beslutsom ud på sine valgplakater!" Det virker mest som om valgplakater bare er en måde at motivere de ungdomspolitiske afdelinger til at mobilisere for at få sat dem op, og således højne deres moral gennem politisk relevant arbejde, men det virker stadigvæk som noget af en søgt forklaring.

Folketingsvalg anno 2007

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 24 Oct 2007 15:55:05 +0200

Så er der udskrevet valg - noget før tid, men det skyldes jo nok at diverse udøvende magter har fået kolde fødder over situationen i den lovgivende magt. Dette bliver den første afstemning jeg deltager i, så jeg har tænkt mig at gøre hvad jeg kan for at lave en så informeret beslutning som muligt - jeg har tidligere fortalt om hvordan jeg ikke vil lade mig binde af partimæssige tilhørsforhold, og jeg har derfor i højere grad tænkt mig at se på de individuelle partiers valgløfter (naturligvis modereret med deres track record for tidligere løfter) og så stemme på dem der for tiden, i dette valg, passer mig bedst, i stedet for blot at støtte det parti der alment bekender sig til en ideologi der ligger tæt på min.

Mine forhåbninger, som jeg ikke forventer bliver indfriet, ville være noget i stil med at Venstre og Dansk Folkeparti mistede indflydelse. Hvis vi fortsat skal have en borgerlig regering vil jeg klart foretrække at den er konservativt domineret, da jeg efterhånden fuldstændigt har mistet respekten for Venstre og deres populisme - de konservative har jeg langt mere respekt for, og alt hvad jeg har set og hørt tyder også på at de fører politik baseret på hvad de mener er det bedste for Danmark, dvs. politik baseret på intelligens og ideologi (at jeg ikke er helt enig i deres ideologi er naturligvis relevant). Venstres formand, derimod, udtrykte i sin tid at man skal lade være med at høre på eksperter (denne form for anti-intellektualisme hører ikke hjemme i et land som Danmark, i mine øjne). Det er jeg klart overbevist om er en rigtig dårlig idé. Hvad Dansk Folkeparti angår synes jeg blot at deres politik (især den økonomiske) generelt er for kortsigtet, og naturligvis at deres ideologiske grundlag er primitivt og følelsesladet.

De higer og søger i gamle bøger...

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Mon, 17 Sep 2007 19:28:28 +0200

... men det var nogle indbrudstyve der fik dem. Guldhornene er blevet stjålet, igen. Normalt ville jeg være rasende over at nationalklenodier og historiske artefakter bliver fjernet fra menneskeheden som helhed, og en forbindelse til vores fortid ødelagt. I dette tilfælde tager jeg det dog rimeligt roligt - guldhornene er kopier fra 1860'erne, og har således ingen synderlig historisk værdi. Og da "guld"-hornene tilmed blot er guldbelagt sølv kan man stille sig spørgsmål om hvorfor hornene overhovedet er blevet stjålet. Mon tyvene ikke var klar over hornenes materiale? Og selv hvis de var af guld ville det være overordentligt meget besvær for en relativt lille mængde. Som det er sidder tyvene med 150 år gamle sølvkopier - sølvet selv er næsten værdiløst, og det skulle undre mig meget om diverse excentriske samlere skulle være interesseret i dybest set ligegyldige kopier. Der blev desuden fremstillet langt bedre kopier i 1980'erne alligevel.

Den danske guldalder

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Thu, 30 Aug 2007 19:08:50 +0200

For tiden kører Dansk Folkeparti nogle reklamer hvori de udbasunerer tilsyneladende klassiske, danske værdier. Jeg har set to af disse, hvor hhv. "ytringsfrihed" og "flid" bliver promoveret. Der er ét essentielt problem i dette - ingen af nævnte værdier er udpræget danske. I virkeligheden har Dansk Folkepartis stereotypiske værdier, og den "klassiske" danske kultur, grobund i den såkaldte guldalder i det 19. århundrede. Danmark mistede sin stormagtstatus hen mod starten af renæssancen, men plejede alligevel en stormagtsfølelse op gennem århundredene, mens vi konstant fik tæv af svenskerne. Vores primære statussymbol var vores ikke-uanselige flåde, men i 1812 var eventyret endegyldigt slut - vi fik grove stokkeprygl af det britiske imperium fordi vi valgte at holde med en fransk frøæder, og selv ikke en sindssyg monark ville kunne opfatte Danmark som andet end en ubetydelig nordtysk stat. Da vi endegyldigt havde vist vores manglende evne til at gøre en forskel i verdenspolitikken valgte vi i stedet at gå hen i hjørnet og lege med os selv... da vi havde indset at vi nok ikke fik del i verdens rigdomme gik vi fluks i gang med at fortælle os selv at Danmark alligevel var det smukkeste land i hele verden. Da Europa begyndte at blive industrialiseret, og Danmark naturligvis ikke var i stand til at følge med, gjorde vi det tilmed til en dyd og et kendetegn at vi holdt fast i en forældet agrarisk produktion. Først da USA begyndte at producere bedre og billigere landbrugsprodukter, og desuden gav sponsorater i form af Marshall-hjælpen, begyndte Danmark at træde ind i det 19. århundrede. I løbet af "guldalderen", som perioden efter militære nederlag, statsbankerot og falden bagud i Europas økonomiske udvikling, kaldtes, dannede vi således den karakteristiske "Morten Korch"-kultur, baseret på selvforblinding og et dybt forskruet billede på landets tilstand. De af Dansk Folkeparti promoverede værdier passer derimod mere på USA, hvis raison d'etre var dets befolknings frihed, og hvis kultur efterhånden udviklede sig til at sætte stor pris på hårdt arbejde og foretagsomhed. Danmark har ikke på samme måde frihed som en del af vores nationalkultur (om USA stadigvæk går synderligt meget op i frihed er naturligvis også et gyldigt debatemne).

Men hvad er så karakteristiske danske værdier? Jeg ville nok pege på de klassiske socialdemokratiske værdier som "solidaritet" og måske "tryghed", idet socialdemokrater var ved magten i størsteparten af den tid hvori den moderne danske stat blev bygget op. Det er i hvert fald ikke "ytringsfrihed", det er nok noget af det der er mest ligegyldigt for dansk nationalkultur.

Tolke

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 20 Jun 2007 21:19:32 +0200

Endelig har den offentlige debat udviklet sig til noget lidt mere seriøst end hovedbeklædninger og nye partier - i dette tilfælde de irakiske kollaboratører der samarbejder med de danske soldater i Irak som tolke, og debatten omkring hvorvidt de skal have asyl. Jeg har intet nyt eller interessant at sige i den debat, og har derfor ikke tænkt mig at skrive om det. Derimod er der en anden detalje ved sagen der går mig på...

Som de fleste i andedammen vel efterhånden har opdaget, så blev en irakisk tolk ved navn "Muhammed" (hvor præcist) dræbt i december, efter al sandsynlighed som hævn for hans samarbejde med de vestlige besættelsestropper. Dette blev ikke offentliggjort før for et par dage siden, og argumentet vores lokale nationalsocialister brugte for at forsvare dette er at det ikke er synderligt relevant, idet tolken ikke var dansk eller direkte tilknyttet en dansk organisation (han var måske udlejet af et vikarfirma? Hvem ved?). Under almindelige omstændigheder ville jeg nok ikke være voldsomt uenig med dem, men i løbet af debatten omkring de irakiske tolkes sikkerhed må selv den kromosomdefekte fløj i dansk politik sgudda kunne se at det er ekstremt relevant at få bekræftet at frygten for tolkenes sikkerhed ikke bare er teoretisk. En ting er at stå for nogle politiske principper som jeg er uenig med, fair nok, det er et demokrati vi lever i, sådan er spillereglerne, men jeg har virkelig svært ved at forsvare direkte uærlighed og inkompetence. Det lugter slemt af enten betingelsesløs opbakning af ens egne synspunkter eller ens allierede, eller af et ønske om at finde fakta ud fra ens meninger, i stedet for det omvendte. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Organisatoriske tilhørsforhold kommer af ens holdninger, ikke omvendt. Betingelsesløs loyalitet til ens politiske parti eller allierede er direkte uærligt. Er det virkelig så svært at sige "okay, det var en fuckup, jeg giver en kvajebajer?"

Partier

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sat, 12 May 2007 00:14:40 +0200

Der har været en del turbulens i den danske partipolitik på det seneste - Naser Khader har oprettet et nyt parti, folk konverterer, og det bliver spillet op til det helt store. Hvis man ønsker at gøre karriere som politiker er det nok en voldsom fordel at være medlem af et parti hvis infrastruktur og medieadgang man kan drage nytte af - jeg tror ikke det er ofte at løsgængere bliver valgt til høje poster, måske med undtagelse af hvis de tidligere har været prominente personligheder i et politisk parti. Men selv er jeg ikke medlem af noget parti, og forstår ikke helt hvorfor så mange, som ikke er interesserede i at være fuldtids-politikere, er det.

Chancen for at jeg vil være enig med et givent politisk parti om alt er meget, for ikke at sige forsvindende, lille. Jeg er vel hvad man ville kalde venstreorienteret, og er enig i store dele af Enhedslistens partiprogram. Men samtidigt opfatter jeg mig også som en nogenlunde pragmatiker, og har ingen interesse i at se store omvæltninger ("revolutionen") fra den ene dag til den anden - dybest set synes jeg det danske samfund fungerer udemærket, og jeg ønsker ikke at ændre alt for meget ved det. Samtidigt bryder jeg mig ikke om de mere mainstream venstreorienterede partier - som med de fleste alt for pragmatiske politiske organisationer virker de ofte som om at de baserer deres holdninger på hvad der kan give dem stemmer (indenfor visse rammer, naturligvis), i stedet for blot at acceptere at befolkningsmeningen ændrer sig, og partiers magt som følge deraf. Hvis der er et politisk emne jeg har en mening om, og jeg gerne vil støtte, så finder jeg det parti som har samme mening som jeg selv. Det behøver ikke være samme parti som sidst jeg skulle stemme, og det behøver ikke være det parti som jeg stemmer på næste gang. For mange mennesker lader til at forme deres meninger ud fra deres politiske tilhørsforhold - det bør være den anden vej rundt, og det forsøger jeg at efterleve. Derfor er jeg ikke, og vil sandsynligvis aldrig, være medlem af noget politisk parti.

DR Sporten afskaffet - og hvad så?

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Wed, 25 Apr 2007 22:02:00 +0200

DR slagter sporten
Kenneth Plummer i antisport-blodrus
DR's nye sportsbudget - er holocaust blevet overgået?

I øjeblikket er vi vidne til en tragedie, nej, en forbrydelse mod menneskeheden der overskrider alle internationale konventioner, for som konsekvens af besparelser pålagt DR pga. budgetoverskridelserne der er opstået i forbindelse med det politisk bestemte byggeri i Ørestaden, har DR valgt at nedlægge deres sportsredaktion. Jeg har dog ikke selv helt forstået hvad problemet er - der er masser af andre kanaler der er mere end villige til at dække mainstream-sportsgrene, så selve dækningen kommer ikke til at lide skade, og som statsfinansieret firma er det vel ikke DR's opgave at konkurrere med private virksomheder som alle andre? Det ville jo være unfair konkurrence, da DR's indtægter nærmest kommer ind per automatik, og de derfor er nærmest umulige at konkurrere med. DR vil stadigvæk dække de sportsbegivenheder som andre kanaler ikke ser økonomi i at have med at gøre, og den tid, der tidligere gik til sportsreportager, kan også bruges til programtyper (dokumentarprogrammer?) der ikke er tilgængelige andetsteds. Grundet DR's noget specielle finansierings-position er det da åbenlyst at programfladen bør indeholde programmer af en type som der ikke ville være økonomi i at vise for privatejede kanaler, og derved tilbyde nogle udsendelser som ellers ikke ville være tilgængelige. Det er da noget federe end bare at lade DR være TV2-uden-reklamer.

DR1 burde følge DR2's eksempel og sende noget mere indhold. Det er totalt ligegyldigt om DR dækker sportsbegivenheder, for i modsætning til f.eks. politisk relevante nyheder, er det totalt ligegyldigt om en privatejet medievirksomhed lader sportsnyheder farve af virksomhedens ejeres holdninger, hvor det modsat spiller en lidt større rolle at befolkningen kan få objektiv information om vigtige begivenheder i verden.

Staten tvangsindfører uacceptabel homogenisering i den offentlige maskine!

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Fri, 13 Apr 2007 19:57:59 +0200

I dag på Poltikens forside kan man læse om hvorledes staten sparer 1,2 milliarder kroner på at sikre sig, at alle afdelinger køber samme produkt for samme pris (mod så at bekende sig til at købe fra samme producent). Det har hidtil ikke været tilfældet, hvilket ifølge artiklen har resulteret i at visse afdelinger i samme ministerium har måttet betale forskellig pris for samme produkt. Det er godt at se hvad jeg længe har haft en mistanke om, netop at en så gigantisk organisation som den danske stat er i stand til at opnå nogle økonomiske fordele blot ved at samarbejde lidt med sig selv.

Desværre afslører artiklen også bagsiden af medaljen: I en dramatisk proklamation har staten annonceret at antallet af tilladte kuglepens-typer går fra 52 til kun 7 - en tvangshomogenisering, som nemt bringer associationer til Adolf Hitler's bestræbelser med racehygiejne! Jeg har længe været tilhænger af heterogene miljøer, både i software og i naturen: Sådanne miljøer er fleksible, robuste og innovative, og sørger for konstant at holde sig i en tilstand af kontinuerlig forbedring. Homogene miljøer er derimod specialiserede og infleksible, og kan hurtigt bukke under hvis der bliver pillet med miljøvariablerne. Har vi derfor virkelig lyst til at homogenisere den offentlige sektor således mht. valg af kuglepenne? I en verden som kan ændre sig så hurtigt som vores? Hvordan kunne vi ikke være endt, hvis vi havde påtaget os denne homogenitets-svaghed i september, 2001? Ville Danmark i så fald stadigvæk eksistere som selvstændig stat. "Standardiseringer" af denne kaliber er en farlig reduktion af robustheden i vores lands administration.

Jeg dropper ud

nospam@example.com (Troels Henriksen) — Sun, 01 Apr 2007 11:07:57 +0200

Nu er blok 3 på DIKU ved at være færdig, en blok hvori jeg endelig tog en ret svær beslutning - jeg valgte at droppe ud. De, der snakker med mig online, vil vide at jeg ikke har skrevet ret meget kode i den seneste tid - jeg har bare ikke haft lysten - og at jeg i stedet har brugt en del tid på at spille computer. Min manglende produktivitet stikker dog dybere end simpel kedsomhed, da jeg efter et halvt år som datalogistuderende indså, at jeg i virkeligheden ikke interesserer mig synderligt for datalogi. Når jeg tænker tilbage, var min beslutning om at blive programmør og datalog også bare en udløber af min begejstring for computerspil - og jeg valgte datalogistudiet specifikt, fordi jeg fik at vide at det var den "bedste" (forstået som "længste", "hårdeste"). Da jeg skrev kode for mig selv kunne jeg holde interessen nogenlunde, da jeg var i stand til at vælge opgaver som jeg fandt underholdende, men da jeg blev konfronteret med "rigtig" datalogi stødte jeg lynhurtigt panden mod en mur, da jeg opdagede hvor meget kedelig matematik der egentligt er involveret, og selv programmering er efterhånden blevet utroligt ensformigt - det er de samme mønstre og koncepter, linje efter linje. Det har været en hård beslutning, da jeg de sidste 4-5 år af mit liv har fokuseret målrettet på at studere datalogi på universitetet, og det skaber et stort motiveringsmæssigt tomrum i min hjerne, da jeg nu ikke længere ved hvad mit livs mål er. Jeg har ikke noget at lave. Foreløbigt har jeg tænkt mig at søge om optagelse på filosofistudiet - en af de ting jeg har opdaget at jeg finder interessant, er at skabe og udlede tankemønstre (se denne blog for et eksempel), så måske er filosofistudiet mere relevant for mig.

Og det vigtigste: Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at skifte fra GNU/Linux eller lignende, jeg er stadigvæk tilhænger af filosofien omkring fri software, og jeg bryder mig stadigvæk ikke meget om Windows, jeg regner bare ikke med at skrive fri kode (eller kode i det hele taget) længere.